Køb vores historiske kort

Luciadag og lussenatta i svensk folklore

Lucior foran fotografen. Billede taget af Adolf Schmidt med atelier i Karlstad, Värmland, mellem 1906 og 1912. Foto: Värmland Museum (CC BY-NC-SA)

I dag er det Lucia-dag, hvor en af vores smukkeste (og mest mystiske) traditioner finder sted. Denne gamle tradition blev oprindeligt fejret omkring vintersolhverv, hvor lucianatten var årets længste og mørkeste nat.

Velkommen er det budskab, som Lucia bringer om, at julen endelig "kommer til live" efter den lange "mørke tid" i det sene efterår. Og hun selv er smuk at se som julens legemliggjorte geni.

Sådan skriver Hilding Celander i bogen Nordisk jul fra 1928 om Lucias ankomst den aften. Denne aften var kendt som modernatten i Östergötland, og må have haft stor betydning for de almindelige mennesker i det mørke og kolde nord, da natten til Skt. Efter denne nat begyndte solen at "stå op" igen på himlen.

Nu er det op til grib i mørke tider! Med tjæreflammen går Lucia ud i sorg og lidelse - Fra Digte Lucia (1898) af Erik Axel Karlfeldt

Der er meget folklore forbundet med denne nat og dag, og de samme træk findes i begge dele af Norge og Sverige. Hilding Celander skriver i sin bog: "I det sydlige Sverige (Småland, Halland og de tilstødende dele af Västergötland) foregår der al slags magi på den tid, især med rindende vand."

Der skete mange mærkelige ting i løbet af denne nat. Møllerne stod stille, vandet blev til vin ved midnat, gæringen af øl stoppede osv. Folk fik heller ikke lov til at arbejde, for så ho Lussi tage hævn og råbe ned i skorstenen:

Ikke brygning, ikke bagning, ikke have store brande!

Nogle gange talte folk om en trold, Lusse eller Lusseper, som lægger hindringer i vejen for folk. I Halland blev Lucia omtalt som "en troldkvinde eller et væsen, der var forbundet med onde ånder" eller som "en trold, der gjorde alt muligt ondt". I Väster-Dalarna (Malung) blev Lucia opfattet som et farligt væsen i form af en rovfugl. Også i min region i det centrale Norrland blev børn skræmt af Lucia. Her blev Lucia omtalt som stammemoderen til de "usynlige" eller "hvide".

Samtidig Lussefärssläkta, en familie af ånder, rundt om i landet i løbet af denne lange nat. I den hallandske bebyggelse Veddige, fortæller Hilding Celander, var det skik at gemme den sidste kylling af hver mark og giver det som foder til Lussefärs-familiens heste. Hilding beskriver denne "familie af ånder" som "et helt følge af mænd og kvinder på deres heste, som det ikke er godt at falde fra, hverken for mennesker eller dyr".

Som i Norge skriver Hilding, at der er en klar folkemymologisk identifikation af Lucifer (og hans familie) med landsbyen Lusse-Fär (= färd). "Men selve begrebet er meget ældre," bemærker Hilding, "som det fremgår af dets korrespondance med det vestnorske lussi-faeren, lussi-reidi eller jole-reidi, en mærkelig gammel legende"

Det var i løbet af denne nat, især i de vestlige svenske amter, at julesvinet (eller lussigrisen, som den hedder i Närke) blev slagtet. I bogen Nordisk jul Det menes, at det ikke var tilfældigt, at slagtningen fandt sted netop denne aften.

Julesvinet
910: Slagtning, strikning af svin. Jösse bygd, Mangskog sogn, Bjurbäcken, Värmland. Foto: Nils Keyland / Nordisk Museum

Det er heller ikke tilfældigt, at dette skete på den nat, der er fastsat til vintersolhverv, men noget, der engang havde et formål, og det var dette. - Slagtningen af julesvinet har også skabt de materielle forudsætninger for Lusseottan-festen. Det var i princippet et slagtemåltid.

Nu til det store spørgsmål, som gentages år efter år.

Er Lucia en svensk tradition eller ej?

Selvfølgelig er det det. Det er en dumme spørgsmål. Men det forhindrer selvfølgelig ikke en eller anden statslig institution eller en progressiv læser i at minde dig om, at Lucia faktisk var en italiensk helgen, og at traditionen derfor er så usvensk, som den kan blive. Hvem ved, måske har Saint Lucia også identificeret sig som en mand? Det ville være søm i kisten for det typiske billede af Lucia som kvinde.

Eller som Nordiska museet proklamerade på Twitter att den ljusbärande Luciabruden i vitt ”blev vanlig först på 1950-talet”, vilket faktiskt inte stämmer. Traditionen var redan i början av 1800-talet välkänd i södra Sverige, som Hilding konstaterade 1928. Men han konstaterar samtidigt att Luciabruden mest sannolikt inte är någon ursprunglig folklig tradition i Sverige:

Det er dog et åbent spørgsmål, om Lussebruden er en oprindelig folkeskik. Uden for de vestlige svenske regioner kan man med nogenlunde sikkerhed sige, at det er det ikke. Den udbredte brug af denne skik modsiger ikke dette synspunkt, for den har beviseligt fundet sted i vores egen tid. Og det er ikke altid de originale skikke, der bliver de mest populære. Julens historie er et godt bevis på dette, og man behøver blot at nævne julegaverne og juletræet. I stedet er det de mest festlige skikke, der har størst chance for at slå igennem og blive udbredt. Og denne Lucia er helt sikkert en af dem.

- Hilding Celander, Nordisk jul (1928)

Lucia, lussenatten, modernatten, modernatten, trollnatten, det er tråde, der går tilbage i vores svenske historie og vores folklore, så langt som det skrevne ord husker tilbage. Nogle aspekter af traditionen er relativt nyere, mens andre har deres oprindelse i oldtidens glemte tåger. Hvor længe traditioner og skikke eksisterede før det skrevne ord, kan vi ikke vide. Men hvis du spørger mig, er en traditions alder også ligegyldig.

Vi, der lever i dag, kan kun beslutte, hvilke se vi selv ønsker at indgyde i traditionerne. Det er nu vores traditioner, og det, vi føler for dem er faktisk helt op til os. Det er, når man finder sin egen mening og giver en tradition sin egen livskraft, at man gør den til sin egen og holder den i live, og det er uden tvivl det, som den svenske Allmoge har gjort. Gennem århundreder har vi gjort fejringen af Lucia til vores egen tradition. Det kan ingen tage fra os, ikke engang postmoderne kulturradikale i statens tjeneste.

Om mange årtier og århundreder, når postmodernismen, kønsteorien, intersektionaliteten og alle navnene på disse revolutionære og uretfærdige strømninger for længst har lagt sig selv i historiens skraldespand - når mange af os, der lever i dag, for længst er døde, begravet og glemt - vil lysbæreren komme, kroneudsmykning kvinden i hvide klæder bringer stadig lys, håb og refleksion til den nordiske vinternat.

Vores moderne og samtidig meget gamle Lucia-fest er snart forbi, men faren er ikke forbi endnu, for som sagt har senere generationer ændret traditionen en smule, så den ikke længere falder på sit naturlige tidspunkt. Med dagens kalender er det vintersolhverv, og modernatten i år den 21. december, på Sankt Thomas-dagen eller Sankt Thomas-messen. Så her er din chance for at skræmme børnene med historien om Lusse-Fär.

Abonnér på YouTube:


Hvis du sætter pris på Allmogens uafhængigt arbejde for at skildre vores fine svenske historie og nordiske kultur, er du velkommen til at købe noget lækkert i butikken eller støtte os med en frivillig donation. På forhånd tak!

Støtte Allmogens via Swish: 123 258 97 29
Støtte Allmogens af tilmeld dig
Støtte Allmogens i dit testamente

Populære

Skal vi blive hørt på søndag?

Få nyhedsbrevet hver søndag morgen med ugens artikler om svensk historie og nordisk kultur. Gratis!

Perfekt! Tjek din indbakke og bekræft din tilmelding, så er du klar!