Allmoge - hvad er det?

Når du taler om almagt, hvad mener du så egentlig? Det er et par år siden, at jeg startede dette projekt, Allmogens, en libertær og frivilligt finansieret et folkeoplysningsprojekt, hvor vi udforsker de svenske ommogens historie og kultur. Men når jeg tænker over det, så har jeg aldrig talt om det mest grundlæggende - hvad der menes med allmoge. Det vil jeg gøre nu.

Når jeg tænker allmoge Jeg tænker på gamle træmøbler og dalmalerier, folkesange og kunsthåndværk, brændeovne og bindingsværkshuse, hjemmebagt brød og kams (et grundprodukt på Åland). Hvad har alle disse ting så til fælles? Tja, det er af mennesker, der er født ud af almindelige menneskers liv og daglige kamp for brød og mening i livet.

Men lad os starte fra begyndelsen og se på selve ordet allmoge. Det stammer fra oldsvensk, og som Vilhelm Moberg fortæller os i sin fine historie Min svenske historie han brugte ordet "i sin oprindelige betydning i det gamle svensk af alle tilladt, hele folket."

Udtrykket "de borgerlige" forekommer også i gamle kilder, og da betød det de lavere klasser, de skattebetalende klasser i modsætning til de mere priviligerede klasser. Efterhånden som bybefolkningen dannede et borgerskab, blev "allmogen" mere og mere forbundet med landbefolkningen, bønderne og høfderne, som udgjorde langt størstedelen af Sveriges befolkning indtil det 20. århundrede. Sidstnævnte betydning har overlevet til i dag, så når folk taler om allmoge i dag, henviser de højst sandsynligt til landbefolkningen i det gamle bondesamfund.

De svenske allmoge har efterladt sig mange spor gennem århundrederne, ikke mindst gennem de skikke, traditioner og tankeudtryk, der lever videre i deres efterkommere - de nulevende svenske allmogen. Men jeg tror stadig, at det netop er de fysiske rester af vores forfædre, som de fleste mennesker tænker på, når de hører allmoge. Det er i nogle henseender blevet et andet ord for gammeldags.

Lad os nu se på et lille udvalg af alle de kulturelle udtryk, som svenskerne har efterladt sig.

Allmogestil

Uanset om vi taler om stole, borde, bænke, skabe, tekstiler, redskaber, vinduer, døre eller endda hele huse, så fremkalder "allmoge" sikkert et ret klart billede i mange menneskers hoveder. Det er gammeldags, landligt, praktisk, lavet af naturmaterialer som træ, uld, hør, jern, og det er en lyksalig blanding af både meget enkle kreationer og de mest kærligt udformede kunstværker.

Den "allestedsnærværende stil", hvis vi skal kalde den en stil, stammer direkte fra naturen og blev skabt af menneskene for dem selv til deres egen overlevelse og fornøjelse. Det er også en stil, der er ved at få et stærkt comeback, hvilket fremgår af populariteten af tv-shows som f.eks. Ernst, Mandelmann-gården og den danske Hundrede procent bønder.

Hvorfor?

I vores moderne og stressede forbrugersamfund kan du jo drukne i billige, masseproducerede gadgets og fylde dine dage med flygtige fornøjelser. Vi, nutidens levende svenske almindelige mennesker, har en levestandard i Sverige, som tidligere konger ikke kunne have drømt om i deres vildeste fantasi.

Alligevel er der så mange, der går rundt og er ulykkelige, fyldt med angst eller fyldt med en tomhed som ikke lader til at kunne udfyldes af ting, du finder på hylden i butikken. Der mangler noget. Jeg tror, at det til dels er denne mangel, der får folk til at længes efter noget andet, og så tror jeg, at det er naturligt at se tilbage i tiden. Til en enklere tid. Til noget mere ægte og meningsfuldt.

Misforstå mig ikke. Livet for vores forfædre var alt andet end let. Det var et hårdere liv, end de fleste kan forestille sig, med ufatteligt lange arbejdsdage, tomme maver og den konstante trussel om fattigdom og sult efter den næste dårlige høst. Men det betyder ikke, at vi ikke kan lære af og lade os inspirere af fortiden. Det betyder ikke, at vi ikke kan være nostalgiske og længes efter fortiden. Mand få pluk rosinerne ud af kagen. Og det er omnichannel-stilen, den enkle, naturlige og smukke stil, som er en rosin, jeg ønsker at forsvare.

Den ægte populær kulturen i vores forskellige landskaber, det er det, som Omogestil repræsenterer.

Kunst og kunsthåndværk

Allmogens kunst og håndværk har eksisteret siden tidernes morgen, hvis man spørger Per-Axel Hylta, forfatter til bogen "Skånsk allmogekonst". Jeg tror ikke, at han overdriver. Mennesker har helt sikkert altid ønsket at omgive sig med skønhed, og folkekunst er netop den slags skønhed, som almindelige mennesker omgav sig med. Det kan komme til udtryk i den såkaldte "snedkerglæde", træskærerarbejde, kunsthåndværk, malerier osv. Fælles for dem er, at de er ting, som du skaber med dine egne hænder, ofte af råmaterialer, som du kan finde lokalt.

Det er netop denne smukke træskærerkunst, som man kan se overalt, når man ser på genstande fra det gamle bondesamfund, på redskaber som hørhække og fletbrædder, på køkkensofaer og -stole, på skabe og senge. Noget siger mig, at folk simpelthen havde mere tid i gamle dage, i de lange, mørke vintre, til at lave disse tidskrævende dekorationer, eller rettere sagt, at de tog tid. Dengang var der nok meget mindre konkurrence om din opmærksomhed.

Et af de mere berømte kunstudtryk er nok allmogrion-maleriet, som havde et særligt stærkt centrum og en særlig stil omkring Dalarna - de såkaldte dalmalerier med deres kurbitsar, men det blev også malet frit i Hälsingland, Skåne og mange andre landskaber.

Hvornår opstod kunsten at male omnibusmaleri? Ifølge Lena Nessle, der har skrevet bogen Blomstrende mandel maleri (2002), opstod den, da man i det 18. og 19. århundrede forbedrede pejse i hjemmet så meget, at sod blev ledt ind i skorstenen i stedet for at plette væggene. Allerede før det blev der hængt smukke malede bål på væggene under festlighederne, men i begyndelsen af det 19. århundrede begyndte almindelige mennesker også at male deres kister, skabe og møbler mere udførligt. Lena Nessle forklarer:

På kister, skabe og inventar voksede blomster og skriftruller, som de tog fra deres egne observationer i haven, men de kunne lige så ofte være påvirket af trykte såkaldte kistebreve eller det professionelle kirke- og højhusmaleri.

Lena Nessle, Blomstrende mandel maleri (2002)

Omnibus-kostume

Mere almindeligt kaldet folkedragt eller bygdedräkter der tale om en traditionel dragt, der er knyttet til et geografisk område, og i Sverige kan detaljerne i folkedragten være forskellige fra sogn til sogn.

Det, der kendetegnede borgernes tøj i det gamle bondesamfund, var, at det blev fremstillet af det materiale, der var tilgængeligt lokalt. Det betød normalt uld, linned og læder. Silke var dyrt, og selv de statslige bestemmelser om forekomst i Sverige i det 17. og 18. århundrede, der forbød svenske borgere at forbruge visse "luksusvarer", herunder silke, og sådanne statslige restriktioner forstærkede forskellene mellem borgernes og overklassens tøj.

Den svenske kirke havde også sine egne regler for, hvordan bønderne skulle klæde sig for at være et godt, kristent folk. I 1706 blev det f.eks. forbudt for tjenestepiger i Torsö sogn i Västergötland at bære farvede bånd (!) i deres hue. Det var nok for vovet.

Folkedragter var oprindeligt almindelige menneskers historiske beklædning, der blev båret hele året rundt før den industrielle revolution, men som i stigende grad blev lagt på hylden til fordel for fabriksfremstillet tøj, efterhånden som samfundet blev moderniseret i det 19. århundrede. Folkedragten er blevet i garderoben og er blevet bragt frem ved festivaler, og i løbet af det 20. århundrede er interessen for den kommet og gået blandt svenske folk.

Allmogemusik

Svensk folkemusik er den musik, der stammer fra og blev videregivet af almindelige mennesker, hvor den blev spillet både til hverdag og til festlige lejligheder. Folkemusikken har mange rødder og omfatter alt fra de musikalske traditioner og folkesange til traditionel folkemusik og omarrangerede salmer.

Variationen i folkemusikken er stor og kan variere mellem forskellige dele af Sverige, mellem regioner, sogne og endda landsbyer. Musikken er traditionelt auditiv, dvs. i stedet for noder blev musikken formidlet gennem lytning og efterligning.

Valmue-musik hører også til Ommogens musik. Det var musikken fra den svenske græsgangskultur, hvor musikken blev brugt til at tiltrække dyr og til at kommunikere mellem gårdene. Musikken kunne spilles på et vædderhorn, lurs og via kald, som alle kan høres på store afstande.

Kulning er et andet navn for pilemusikkens kald, som har fået stor opmærksomhed i de senere år takket være Jonna Jintons magiske kulter fra Ångermanland:

Nogle af mine favoritter inden for svensk folkemusik, hvis toner ofte høres her på gården, er sangerinden Sofia Karlsson (f.eks. albummet Sorte ballader med fortolkninger af Dan Anderssons digte) og musikeren Thomas von Wachenfeldt (gå heller ikke glip af musikeren Erik Svansbos youtube-kanal). Wardruna er en anden favorit, som dog ikke er svensk folkemusik, men snarere en bærer og fortolker af en ældre nordisk musikarv. Hvis du kan lide gamle svenske digte af giganter som Heidenstam, Karlfeldt og Fröding, bør du ikke gå glip af Lars Anders Johanssons album Renæssance.

Hvis du vil høre mere om folkemusik, kan du lytte til Thomas von Wachenfeldts podcast Trad-Podden, hvor du vil høre om både døde og levende violinister og lære mere om den traditionalistiske del af den svenske folkemusik.

Allmogekost

Som jeg har skrevet mere detaljeret i artiklen Hvad spiste man i Sverige i fortiden? I Sverige spiste man helt op i det forrige århundrede det, som naturen kunne give. I det gamle bondesamfund levede folk af jorden og skoven, og derfra brugte de de traditionelle råvarer, som udgør den fælles kost. I år, hvor jorden ikke gav en god høst, måtte man ofte tilsætte bark og lav til brødet, og i sådanne år blev jagt og fiskeri endnu vigtigere. Senest i 1867-1869, under den store Norrlandssult i Nordsverige, sultede folk ihjel i det nordlige Sverige på grund af fejlslagne afgrøder og hungersnød. Men i de år, hvor høsten var god, var der ingen grund til at gå sultne.

I dag taler vi om Svensk køkken, dvs. den madkultur og de madtraditioner, der findes i Sverige, men tidligere kunne man ikke tale om et specifikt svensk køkken. Vores svenske kultur har mange rødder, og madkulturen varierede fra region til region og fra landskab til landskab, alt efter hvad skovene, vandene og markerne havde at tilbyde lokalbefolkningen. I nord blev der dyrket mere byg, mens rug og hvede var mere udbredt i syd. Men en ting, der blev omfavnet med lige så stor hengivenhed i hele landet, var kartoflen ... måske mest fordi borgerne fandt ud af, at kartofler kunne bruges til at fremstille brændevin.

Fra Halland er der en beskrivelse fra 1796 af provst Per Osbeck, som siger følgende om almindelige menneskers mad:

Folk her spiser 5 gange om dagen, morgenmad, aftensmad, aftensmad og aftensmad. Morgenmaden er en drink med cognac, hvis den er tilgængelig. Daver består af sild og drikke med mælk blandet i. Aftensmad: kål, ærter, suppe sammen med kød og svinekød eller hvad der kan lade sig gøre; aftenbrændevin. Aftensmad for det meste grød, den ene aften kogt, den anden stegt.

Fisk, kål, ærter, kød, svinekød, grød, mejeriprodukter og spiritus. Tilsæt nogle kornprodukter, kartofler og andre rodfrugter, og du har de traditionelle ingredienser til en sund, svensk hjemmelavet madlavning.

Ordet hjemmelavet madlavning kommer efter husholderske, ejer af et lille hus uden jord. Udtrykket blev oprindeligt brugt til at beskrive simpel og billig mad, der blev spist på landet.

Hvilken ret kommer du til at tænke på, når du hører dette ord? Hvilke smagsoplevelser kan du smage i din mund? Kødboller, kartoffelmos og tyttebærsyltetøj er måske en af de mest kendte retter, men falukorven er f.eks. mere ægte svensk. For mig er det i hvert fald min bedstemors kams, eller palt, som det kaldes længere nordpå. Kams med tyttebærsyltetøj og smør.

Allmogekunskap

En klarere betegnelse for den viden, som Ommogens dagligdag drejede sig om, er overlevelsesfærdigheder. For det var det, som livet plejede at være i Norden. At overleve den næste vinter - og at have råd til at betale skat til fogeden og præsten. Og de blev ret gode til at overleve, de almindelige mennesker.

Den mængde færdigheder og viden om naturen, som vores forfædre beherskede, er mildest talt imponerende. De af os, der har rødder i Norden, nedstammer fra folk, der overlevede tusindvis af Vintre i vores barske, nådesløse klima. Ingen elektricitet, intet kommunalt vand. Uden spildevand. Uden geotermisk opvarmning. Ingen ICA. Ingen biler.

De kunne jage og fiske om sommeren og vinteren, dyrke jorden, passe dyr, høste afgrøder og kød, bruge lægeplanter, brygge øl og brændevin, bygge huse, lægge bark og flistage, væve tekstiler og garve huder, overleve i vildmarken, fremstille våben til jagt og selvforsvar, bygge træhuse.

Alt dette var muligt for alle andre mennesker i fortiden. I dag er der færre og færre, der behersker det. Situationen er så slem, at kommunerne begynder at få problemer med at renovere gamle, fredede bygninger, både med hensyn til at få fat i tømmer af tilstrækkelig god kvalitet og folk med de nødvendige kompetencer. En kommune, som jeg læste om, havde f.eks. problemer med at finde nogen med viden om at lægge traditionelle skifertage (tip: ring til mig næste gang, jeg kan og vil hjælpe).

Det er naturligvis helt naturligt, at viden og færdigheder, der ikke længere er nødvendige, bliver glemt, så der bliver plads til nye færdigheder, men spørgsmålet er, om vi ikke bør holde fast i disse overlevelsesfærdigheder et stykke tid endnu. Ikke kun for den praktiske værdi, men også for glæden ved det, og fordi det giver mening og en følelse af kontinuitet at bevare den usynlige forbindelse til dem, der levede før os.

Da friluftslivet er så udbredt i Sverige, giver det god mening at vide, hvordan man kommer rundt i skoven, uanset om man er ung eller gammel. Jeg har også set en eksplosiv interesse for "bushcraft" i de seneste år, og "bushcraft" er blot et engelsk ord for oldtidens viden om, hvordan man redder sig selv i naturen.

Jeg kan selv huske, da jeg gik i mellemskolen, hvordan vi havde en "stenalderdag", hvor vi skulle tilberede fisk i kogegruber og bygge en hytte af fældede træer (om end historisk ukorrekt, viste det sig senere). Det var en af mine yndlingsdage i skolen. Jeg ved ikke, om den dag stadig findes i skolen, men jeg vil i hvert fald sørge for, at mine børn kan finde ud af at gå i skoven, når de bliver lidt ældre - uanset vejr og årstid. Det er langt bedre end at lade dem stirre ind i en digital skærm, hvilket de vil gøre alt for mange timer af deres liv uanset hvad.

Interessen for "prepping", dvs. kriseberedskab, er også konstant stigende - meget på grund af en stadig mere urolig verdenssituation, men også fordi vi er så afskåret fra naturen i det højteknologiske og forstyrrende samfund af i dag. Vores forfædre gjorde intet andet end at "forberede" sig hver dag, hele året rundt, bare for at overleve den næste vinter. På den måde synes jeg, at de, der levede før os i Sverige, er gode rollemodeller og også gode lærere for os, der er interesserede i at dyrke vores egne fødevarer og genopdage det tætte forhold til naturen, som almindelige mennesker havde for ikke så mange generationer siden.

Allmogekultur

Alt det ovenstående udgør tilsammen den svenske fælleskultur, bondekulturen, dette store, smukke tæppe med tråde vævet ind fra alle tider og retninger. Denne kultur lever stadig videre blandt svenskerne i dag og er måske mest tydelig i vores festivaler og måltider - for ikke at nævne alle de smukke gamle bindingsværkshuse, der ligger spredt ud over hele landet. Men den er også tydelig i den måde, vi tænker og handler på i en social sammenhæng.

Hvem ved, måske er det i det gamle bondesamfund, at vi finder oprindelsen til svenskernes konfliktskyhed, til vores stærke konsensuskultur og til det faktum, at vi aldrig sætter os ved siden af en anden person i bussen, hvis der er ledige pladser et andet sted. Hvem ved? Dette er blot én af grundene til at lære mere om din historie og kultur. Gennem historien kan du få en forståelse af den tid, du lever i. Gennem historien kan du lære dig selv at kende.

Almindelig kultur omfatter også alle traditioner og skikke fra de gamle eller endnu ældre landbrugssamfund med deres høstfester og andre fester i forbindelse med årstidernes skiften.

Man kan også, eller endda primært, tale om forskellige kulturer, der er knyttet til landskaberne. Der findes en skånsk allmogekultur, en jämtlandsk kultur, en gotlandsk kultur, en bohuslandsk kultur osv. Alle er de smukke, alle er de værd at huske og give videre til kommende generationer.

Allmogens-historik

Sidst men ikke mindst har svensk allmoge sin helt egen historie, de små folkeslags historie. "Sveriges historie er dets fælled" var Vilhelm Mobergs budskab med den historie, som han helligede det meste af sit liv til at skrive i sine bøger, og som han nedskrev i årene før sin død efter 60 år med læsning om dette emne. Mobergs tese er et modsvar til Erik Gustaf Geijers (1783-1847) bevingede tese om, at "Sveriges historie er dets kongers historie".

Allmogens-historie er folkets historie om sig selv, som Moberg mente, at de var blevet holdt tilbage for dem gennem hele historien. I stedet var det kongernes historie, statskirken og de mange krige, der blev lært på skolebænkene. Den svenske stats historie.

Historiebogen lærte mig, hvordan de svenske hære blev opstillet i Breitenfeld, Lutzen og Narva, men gav mig næsten ingen viden om mine forfædre, som selv var en del af hærene. Heller ikke andre skolebøger om svensk historie fortalte mig, hvordan livet tidligere havde været for det folk, som jeg tilhørte. Bønder, soldater, tjenestefolk, høftere og sommerhusejere havde således ikke opnået noget, der var værd at huske, fordi de ikke fik lov til at blive inddraget i historien.

Vilhelm Moberg, Min svenske historie bd. 1

Moberg talte om, hvordan skolebøgerne gav ham et "forvrænget billede" af sit lands historie, ikke gennem det, der stod i bøgerne, men gennem det, der ikke sagde i dommen.

Han savnede de almindelige borgere, "der havde sået og ryddet markerne, dem, der havde fældet skovene, ryddet vejene, bygget slottene, kongehusene, fæstningerne, borgene, slottene, byerne og sommerhusene". Han savnede "dem, der betalte skatterne, som betalte alle præsterne, fogederne og embedsmændene."

Han savnede "de nummererede mænd i hærene, som var døde for deres land i fremmede lande, mens deres koner ventede derhjemme". Han savnede "den klasse af tjenestefolk, for hvem en særlig lov, tjenestefolksloven, var gældende." Han fandt heller ikke vagabonderne, "de såkaldte forsvarsløse, som ikke ejede jord, hus eller hjem".

Han savnede også de næsten halvanden million svenskere, som under tvang og undertrykkelse eller drevet af eventyrlyst forlod Sverige for at krydse det store ocean mod vest - til Amerika.

Det var disse mennesker, som Vilhelm Moberg ønskede at fortælle om, og det gjorde han i mange af sine bøger. Deres historie er i høj grad en historie om menneskerettigheder, ejendomsrettigheder og kampen for frihed. En kamp for brød, men også en kamp for at beholde frugterne af ens arbejde og retten til at tænke, tale og tale live gratis.

Det er den historie, som nogle af vores mest elskede svenske forfattere fra det 19. og 20. århundrede brugte mange år af deres liv på at skrive ned. Mænd som Anders Fryxell, August Strindberg, Alfred Kämpe, Fabian Månsson og Vilhelm Moberg skrev den ned, fordi de mente, at den var værd at bevare for kommende generationer.

Det er også den historie, som vi hos Allmogens arbejde med at bevare og genoplive, bl.a. ved at digitalisere og fremhæve gamle historiske genstande, artikler, digte og sange, osv., men måske endnu mere populær er Allmogens instagram-feed og Youtube-kanal om de svenske ommogens historie og kultur.

Vilhelm Moberg nævner i indledningen til Min svenske historie hvordan han selv efter en kort vandring gennem historien følte en undren over sin egen historie, som kun blev stærkere og stærkere. spurgte han sig selv:

Hvordan har dette folk, som jeg søger at følge gennem tiderne, overlevet alle de onder, der har ramt det, alle de krige, det har udholdt, alle de katastrofer, der har fundet sted, de pest og hungersnød, der næsten regelmæssigt har været tilbagevendende, al den nød, al den undertrykkelse, alle de strabadser, der har været - hvordan har den kunnet overleve alt dette?

Vilhelm Moberg om de svenske ommogens historie i Min svenske historie bd. 1, s. 17

Nå, efter at jeg som voksen er begyndt at lære om min egen historie, kan jeg sige, at det er intet andet end en fantastisk historie, Sverige libertær historie. Og jeg har kun skrabet på overfladen indtil videre, så hvis dette er dit første besøg på Allmogens.se, er du meget velkommen til at tage med mig på denne rejse, hvor vi genopdager den svenske historie sammen.

Vil du bidrage til at bevare vores historie og mindet om den svenske allmogen og give den videre til kommende generationer? Så er du velkommen til at blive medlem af Allmogens Venner.

Abonnér på YouTube:

---

Hvis du sætter pris på Allmogens uafhængigt arbejde for at skildre vores fine svenske historie og nordiske kultur, er du velkommen til at købe noget lækkert i butikken eller støtte os med en frivillig donation. På forhånd tak!

Støtte Allmogens via Swish: 123 258 97 29
Støtte Allmogens af tilmeld dig
Støtte Allmogens i dit testamente