Skåne og den svenske stat

Forholdet mellem staten og dens regioner var før statsnationalismens tidsalder kun et reelt problem her og der i Europa. Statsnationalismen kan dateres til 1514, og dens første offer var Euskadi-folket i det nordøstlige Spanien, som blev knust af den spanske stat. Spanierne kaldte foragteligt euskadierne for "vascos", som de europæiske "baskere" kom fra. På samme måde har undertrykte folk altid måttet finde sig i, at den herskende race har givet dem et dårligt navn for at betegne deres minoritet. Japanerne brugte f.eks. betegnelsen "ainu" for den hvide indfødte befolkning i Japan.

Fremkomsten af statsnationalisme er forbundet med middelalderens konfrontation mellem kirke og stat. Ved siden af den religiøse bekendelse, som var kirkens sjæl, og som var grænseløs, blev der skabt en statslig-national bekendelse som en verdslig pendant til den verdslige bekendelse. Men nu kom grænserne mellem de forskellige stater ind som vigtige elementer. Kolonialismen og korstogene bidrog også til dannelsen af statsnationalismen med dens begreb om herrefolk og koloniale folk.

Statsnationalismen betød kort sagt, at hovedstadens befolkning blev betragtet som den eneste virkelige nationale substans. Hovedstadens sprog ville være statsmagtens sprog. Det, der stod udenfor, var enten ubetydeligt eller direkte fjendtligt indstillet over for staten. Således begyndte for alvor bl.a. Euskadis lidelseshistorie frem til i dag. Mange andre har fulgt i samme spor.

Den europæiske statsnationalisme spredte sig hurtigt over hele kontinentet, med sejrrig hjælp fra den europæiske kolonialisme. Den fik en særlig ubarmhjertig karakter i det zariske Rusland og nåede det svenske rige omkring 1675, dvs. på Karl XI's tid.

For den svenske stormagt var statsnationalismen i 1658 stadig forholdsvis ubetydelig. Mange forskellige folkeslag og nationaliteter var samlet i det svenske rige, og mange af disse folkeslag havde en meget højere kultur end de primitive svenskere. Hverken kvantitativt eller kvalitativt kunne man hævde, at der var nogen svensk mesterrace.

Ved freden i Roskilde 1658, den skæbnesvangre 26. februar for Skåne, blev det i §5 fastslået, at Skåne, Halland, Blekinge og Bornholm blev overført til det svenske rige. Dette skete mod Skånes befolkningers vilje.

Freden betød dog på ingen måde, at befolkningen i Östansund ville blive svensk. I §9 hedder det bl.a., at de nye undersåtter til den svenske krone skulle "forblive på deres sædvanlige ret, lov og gamle privilegier" osv. Dette omfattede også den fulde juridiske kompetence for Skåneloven, Skånes Kirkedomstol og byretten.

Stockholm anerkendte også "den skånske nation", dvs. den skånske nationalitet, og gennem den generelle regeringsforfatning Skånes uadskillelige enhed som helhed eller, som det officielle svenske udtryk lød, "den skånske stat", som således var adskilt fra den svenske stat. Skånes nye status omfattede oprettelsen af rigsdagen som stændernes forum. Generalguvernementet Skåne eksisterede fra 1658 til 1693, og guvernementet Skåne fra 1693 til 1719.

Trin for trin blev den selvstændige status, som var tiltænkt og aftalt for Skåne, nedbrudt. Den skånske bylov blev afskaffet i 1682, kirkeretten i 1685 og den skånske lov i 1683. Med delingen af provinserne i 1719 blev det skånske område overført til et helt nyt doministisk svensk system. Protesten fra de skånske stænder i 1719, som var meget kraftig, viser, hvor forfærdeligt befolkningen opfattede dette nye indgreb.

Udtrykket Skåne er blevet uretfærdigt behandlet af historikere og fejlagtigt oversat til Skåne. Indtil 1719 var Skåne altid identisk med Skåneland. Lister, Blekinge og Halland blev opfattet som geografiske udvidelser af den skånske halvø, og Bornholm som en skånsk ø. I J.B. Homanns kort fra ca. 1710 kan man stadig se: Nova tabula Scaniae, quae est - provincias Scaniam, Hallandiam et Blekingiam/absens insula Bornholmiam/ dvs. Skåne, der består af Skåne, Halland, Blekinge og Bornholm.

I fredstraktaten af København 1660 hedder det i §13: "At alle så vel Skånske, som Danske och Nordske Undersåtere" skulle beholde deres nationalitet og a priori ret til deres eget sprog. I Skåne var f.eks. en person fra Småland eller Västergötland en udlænding i det generelle guvernement Skåne. På samme måde var en person fra Skåne, der var i Småland, en udlænding. Disse elementære historiske kendsgerninger, dvs. at man officielt talte om den skånske stat og den skånske nation, samt indholdet af begrebet Skåne = Skåne, blev fuldstændig ignoreret af svenskerne efter 1719. Da den skånske befolkning blev svenske statsborgere i 1719 og dermed ikke længere var skånere, forsvandt den udenlandske skånske befolknings privilegier i Sverige. Dermed var begreberne "skånsk nation" og "skånsk stat" ikke nødvendige i det officielle svenske kongerige, og de kunne derfor gemmes væk.

Manglen på europæisk viden om og direkte uddannelse i vestlig folke- og statsret i middelalderen viser sig i Norden bedst ved fraværet af kardinalsreglen, nemlig at hvert enkelt vesteuropæisk område i middelalderen udelukkende var statsretligt forbundet med landsfyrsten. Nutidens historikere mener for eksempel, at "Skåne var svensk" i 1332-1360. I europæisk forfatningsret står det klart, at Skåne frivilligt valgte sin egen konge i 1332, og ærkebiskoppen af Lund meddelte dette i et brev til kurien i Rom, hvorefter "kongeriget Skåne" blev opført på kirkens "liste over stater og lande" i 1332 og efterfølgende i det tyske kejserriges kansleri i Wien.

Lige så absurd er det i dag at tro, at der omkring år 1000 skulle have eksisteret "de tre nordiske kongeriger", eller at regionen skulle have været fuldstændig underlagt disse kongeriger. De skånske bondeoprør i 1524-1525 og 1534-1536 og Smålands Dackefejd i 1541-1543 er eksempler på en anden virkelighed. Regionalismen i Norden brød sammen i 1543 i Sverige-Finland og allerede i 1536 i Danmark-Norge, men dens rester levede videre, f.eks. i klubkrigen i Finland 1596-1597.

Med kongens absolutte magt blev overherredømmet normen for borgernes adfærd. Dette begyndte i de nordiske lande allerede i 1523, men blev definitivt i 1660-1719. Begyndelsen til frihed blev set i afskaffelsen af stavnsbånd i Danmark i 1788 og f.eks. afskaffelsen af standsriksdagen i Sverige i 1866. Det var på dette tidspunkt, at den europæiske mindretalsbevægelse blev født. I Litauen talte man f.eks. ikke om en litauisk nationalitet, men om en katolsk nationalitet. Mindretalssprog kom hurtigt frem i forgrunden, men det er først efter 1918, at regionalismen er opstået i moderne tid.

For Skåne var det David Assarsson fra Helsingborg, der i 1923 præsenterede "Det skånske problem". Han blev en grædende stemme i ørkenen, denne fjerne slægtning til min bedstemor. I den generation, der nu er omkring 40-60 år gammel, er eksponenterne for skånsk mindretalsbevidsthed sjældne. Det er især arkitekten, dr. Peter Broberg, der energisk har kæmpet for Skånes nationale sag. Dette kom allerede til udtryk i 1970 i bogen "The Dream of Scantopia", som han skrev sammen med den danske journalist Kaj Spangenberg Schmidt. I senere bøger og i talrige artikler i pressen har Peter Broberg også fremført den skånsk-nordiske holdning.

Fra erhvervssiden har bankdirektør Hans Cavalli-Björkman og direktørerne Ingvar Wenehed og Rune Andersson været stærkest med et regionalt skånsk mærke. Fra den lokale samfundsbevægelse bør Anders Hedwall i Höör og Ernfrid Tjörne i Falsterbo ikke glemmes. Men blandt politikerne er der meget lidt, ligesom der heller ikke er nogen stemmer fra organisationer, foreninger og almindelige mennesker rundt om i Skåne.

Skåne med sine 1,5 millioner indbyggere kan umuligt acceptere en historisk fremstilling, der er skabt i Mälardalen, og som udelukkende fremmer et regionalt, intersvensk historiesyn. Befolkningen i Skåne kan heller ikke acceptere, at den kun er et økonomisk støtteområde for Mälardalen.

Skåne var og er et Europa i miniature, et rent produkt af Øresundsregionen og Norden, og dermed af en europæisk historie og kultur. Det, som Stockholm-systemet har malet over, har ingen relevans for Skåne og det europæiske fastland.

I betragtning af den moderne regionalismes fremskridt og aktualitet er det et trist bevis på Skånes fattigdom, at så få skånere i Skåne hæver det skånske banner. Hvor er de intellektuelle og akademikere fra Skåne, som virkelig ønsker og frem for alt tør repræsentere en moderne skånsk-europæisk regionalisme? Hvorfor er der så få erhvervsledere, der arbejder for at forene regionens kræfter? Hvordan er det muligt, at radio/TV i Malmø kan negligere den skånske sag? Og hvordan kan Skånes historielærere så totalt fejle i deres opgave med at give befolkningen sin egen historie. Spørgsmålene er mange, og i det vakuum, der opstår, når de ikke besvares eller debatteres, går Skånes chance i Europa og muligheder i fremtiden tabt.

Et folk har brug for sin historie for at udvikle sin fremtid.

Abonnér på YouTube:

Hvis du sætter pris på Allmogens uafhængigt arbejde for at skildre vores fine svenske historie og nordiske kultur, er du velkommen til at købe noget lækkert i butikken eller støtte os med en frivillig donation. På forhånd tak!

Støtte Allmogens via Swish: 123 258 97 29
Støtte Allmogens af tilmeld dig
Støtte Allmogens i dit testamente