Køb vores historiske kort - 1% går direkte tilbage til arven

Skånes historie

Skånes historie
1983: Gravfelt i Ängakåsen, Skåne. Foto: John-Eric Gustafsson / Kulturarvsstyrelsen

”Skånelands historia” är en något avkortad version av Carl Liljenbergs sammanställning av den historiska grundvalen för Skånelands historia. ”Del I Grundelementen i Skånelands historia”. Manuskript skrivet 1978 och publicerat i 333 års-boken om Skånelandsregionen utgiven 1991 av Stiftelsen Skånsk Framtid.

Skåne før 1658

Forhistorisk til vikingetiden

Under postglacial tid utgjorde den sydligaste delen av den skandinaviska halvön det landområde, som tidigast blev isfritt (13500 f.K.), mottog den första faunan och floran och först blev befolkat (10000 f.K.). Det blev tidigt ett rikt land, som efter ett gammalt grekiskt ord blev kallat Skaneya – Scania – Skåne och ännu på 900-talet av yttervärlden uppfattades just som Skaneya-Skåneö, en uppfattning som de isländska sagorna långt senare gör sig till talesman för. Forntidens sjöfarare ansåg att Skälderviken och Helgeå var förbundna med varandra och eftersom de äldsta underrättelserna upptecknades av främmande resenärer kom deras bild av Norden och namnen på dess delar att bestämmas utan den inhemska befolkningens medverkan.

Til det centrale område i syd, som vi i dag kalder Skåne, kom andre områder, som varierede i forskellige forhistoriske perioder og som kan påvises af det arkæologiske materiale, der nogle gange antyder, andre gange direkte beviser et bestemt område med mennesker, kultur og samfund og eksistensen af statslige enheder. Kongegraven i Kivik, hvis oprindelige opførelse anslås at have krævet 200.000 læs sten, beviser med sin enorme størrelse, at der eksisterede en stærk statsmagt i det dengang tætbefolkede Fornskåne for 3200-3300 år siden.

I begyndelsen af vikingetiden blev det skånske område dannet og omfattede primært det nuværende Skåne, Blekinge, Halland og Bornholm, som efter fastlæggelsen af de nationale grænser i 1050'erne blev samlet til en enhed, Skanungarnas land, dvs. Skåneland.

I dag er det næsten utænkeligt, at mennesker selv 7000 f.Kr. kunne gå til fods fra landet syd for Kullaberg til området omkring det nuværende Whitby i England og fra Skånes sydkyst til det nuværende Nordtyskland. Katastrofen indtraf, og hele landet blev oversvømmet. Den sydlige Østersø og Nordsøen var en kendsgerning, men selv i dag ligger stubbene af fyrreskovene mellem Skånes sydkyst og den sydlige Østersø kun 20, højst 50 meter under vandet. Dette viser katastrofens omfang.

Det er således 9000 år siden, at det nuværende Skåne blev en halvø. Først kom rensdyrjægerne og derefter andre. For mere end 8000 år siden blev det ældste bevarede kunstværk på skånsk jord skåret på et hjortehorn, nemlig et rensdyrjægertelt og to rensdyr, dvs. en bosættelse på det tidspunkt (nær det nuværende Ystad). For mere end 6000 år siden blev landbruget indført, hvilket var en total revolution i menneskets tilværelse. Vi kan observere indvandring og udvandring siden før 3000 f.Kr. Den neolitiske periode (4100-1800 f.Kr.) var tiden for de stående sten og stenkammergravene. Bronzealderen var en højkultur, da det nordiske bronzealderområde omkring den sydlige Østersø og Nordsøen skulle have haft en befolkning på 6 millioner mennesker.

Sjöfarare från medelhavsländerna nådde hit redan på 1200- talet f.K. Det visar Homeros’ skildring av phäakernas land: ”Det låg i södra delen av den Kimbriska halvön, vars hela västliga del senare avskalades genom fruktansvärda översvämningar”.

Under tidigare skeden hade det nuvarande av oss benämnda Skåne ett helt annat namn, liksom andra delar av Norden, vars äldsta beteckning var ”de stora djurens land”, vilket av fornegypterna för 3500 år sedan uppfattades såsom ”Haunebut”, av ett inhemskt sannolikt ”Ha(h)unnibua”.

De geografiska namnen Skåne och därav Skandinavien uppkom i antiken. Vid det nuvarande Skanör (Falsterbo) fanns ett av forntidens sjöfarare för sin farlighet berömt och fruktat sjöfågelsrev och väl också en sillfiskeplats: ”Skathin awjo”. De hellenistiska sjöfararna kallade därför öarna kring revet för de Skatinska, genom senare avskrivarfel de Skandiska öarna. Enligt Pytheas’ av Massilia numera rekonstruerade grundtext var den förnämnsta ön (såsom han uppfattade namnet) ”Dumna” (Skåne) mitt emot Cap Orkan, dvs. Arkona, medan andra öar var ”Bergos (Vergos)” – Bornholm osv.

Den av Pytheas under hans resa tidigast år 351, senast 322 f.K. efter befolkningens benämning namngivna ”Dumna” måste vara identiskt med ett Danumana. Enligt egypterna måste 1261- 51 f.K. på grund av naturkatastrofer ett par av de tre stora erövrarfolken bland ”nordhavsfolken” lämna sina hemländer ”vid nionde bågen”, bland de ”yttersta öarna i Sin Wur”, nämligen ”DNN” eller ”Dananan”. Dessa folk, ”danumanerna” bosatte sig i östra Medelhavet på nutidens Cypern, där de skapade en förnämlig kultur.

Mellan Danumana – Dananan – (Dan-)Dumna – Dana och det forniriska Danann, består ett markant språkligt, men uppenbarligen även geografiskt samband, synonymt för fyra skeden i dåtidens språkliga (här onomatologiska) utveckling. Fornirernas Danann låg i sydvästra Lochlan – Skandinavien.

Med ”Dana” får vi anknytning till danerna, vilka senast omkring år 200 e.K. från nordvästra Skåne, går över Öresund och erövrar de nuvarande danska öarna, som då hade en herulsk befolkning.

I mindst fem tusinde år (længe efter rensdyrjægernes indvandring for 12.000 år siden) har der således fundet forskellige folkevandringer sted, og med dem har forskellige kulturer præget livet for mennesker i det daværende Skåne og de omkringliggende områder.

Den sidste store katastrofe fandt sted mellem 500 og 400 f.Kr., bl.a. på grund af klimaforringelser og kelternes ødelæggelse af den dengang 2000 år gamle handelsmetropol i det nuværende Wartin an der Oder, hvorved handelsruterne blev blokeret, og den sydlige del af landet blev fuldstændig kontrolleret af de keltiske erobrere med et frygteligt økonomisk tilbageslag for Østersøregionen til følge.

I denne bogstaveligt talt katastrofale periode for samfundet, erhvervslivet og befolkningen gik den aristokratiske stat til grunde og blev erstattet af det lokale bondesamfund. Denne vanskelige periode varede i over 400 år og skabte et primitivt, overlevelsesorienteret bondesamfund, og først efter begyndelsen af den nuværende æra skete der en langsom genopretning, som danner udgangspunktet for den efterfølgende økonomiske, kulturelle og politiske situation. Dens første konkrete begivenhed var Danernes opløsning, hvilket viser, at den nye tid, i hvert fald ved Øresund, allerede førte til overbefolkning, målt på eksistensmulighederne i det vestlige Skåne i 100-tallet e.Kr.

I slutningen af det 4. århundrede kom en invasion fra vest, startende omkring den nedre del af Elben, fra Hadbarderne, hvis erobringer af kystområderne og dalene i nord skabte et aristokratisk samfund, der udelukkende var militært organiseret. Det ramte det sydlige Skandinavien hårdt, især Blekinge, hvor Hadborgerne skabte deres eget imperium. Hadbardernes person- og stednavne samt sprog har overlevet længst i Norge, fra Oslo-området og vestpå og gennem hele Vestland, som stadig har sit eget sprog og litteratur, men også sin egen mennesketype, til 50% med fornsachsisk rod og med Eddan som mytologi.

I Skåne var befolkningen alltför talrik för att påverkas av hadbarderna, men det är tydligt att ett socialt ombyte ägde rum ca 490-525. En helt ny härskande invandrad krigisk aristokrati grep makten med lokala furstar på sina storgårdar, som ofta präglar ortsnamnen på -hlevan, – levan,- lev, nu -löv och söder om floden Elbe ortnamnen på -leben.

Händelserna i Skåne och Skåneland fick en avgörande betydelse för den senare utvecklingen. Skjoldungasagan som börjar så poetiskt med gossebarnet Skjolds utsättande i en båt på havet och hur skeppet landar på Skånes väst- eller sydkust, döljer den hårda råa verkligheten av hadbardernas landgång, som skedde enligt urgammal hävd med att ett föremål fick flyta eller ett ombordvarande djur simma i land och det ansågs då vara en gudomlig viljas fingervisning. ”Skjold”, d.v.s. skölden, var alltså det föremål som fördes av vattnet iland vid den första landstigningen i Skåne. Hadbardernas storfurstes verkliga namn anges ej, men hans ätt benämndes ”Skjoldungaätten” och dess kungasäte var Leira i Skåne (jfr. Lerberget och Lerhamn, båda i Luggude härad. Leire på Själland bebyggdes först på 900-talet när Harald Gormssons daner erövrade Själlandsriket. Det är numera arkeologiskt övertygande bevisat).

Det er netop perioden 500-700, der skabte de nordiske folkeeventyr, f.eks. om Hagbard og Signe i Blekinge og om Starkodder i Skåne osv.

I det 6. århundrede var der blodige kampe i Skåne (Vätteryd, Löderup), kampe, der sandsynligvis var forårsaget af en konfrontation med eller mellem de hadbardiske fyrster og deres overklasse, krigsbegivenheder, som kan dokumenteres arkæologisk fra Mälardalen i nord til de danske øer i syd. Legenderne fortæller bl.a. om det kortvarige nordiske imperium under den forkneyedede Ivar Vidfamne og hans erobring af den unavngivne stat Mälaren.

I det 7. århundrede blev der dannet store nordiske stater, og legenderne fortæller om Ivar Vidfamnes barnebarn, storkongen Harald Hildetand, der genoprettede sin bedstefars rige. Vi kender danskernes styre og fra 730 navnene på deres konger.

Ved fredstraktaten mellem danskere og saksere i 811 optrådte også Asfred af Skåne, hvilket viser, at landet blev inkluderet som en selvstændig enhed i Danerriget. Skåne var stadig, i hvert fald i lange perioder, et selvstændigt kongerige under Harald Strut fra 840 til 983, og fra 960 til 983 blev det indlemmet i det nye Danmark. Det stammer fra det oldsaksiske ord Thanamarka, der betyder danskernes grænseland.

Fra Skåne kom vikingetogterne omkring 840, som i 879 resulterede i oprettelsen af Kongeriget Normandiet, som i 911 blev et hertugdømme under den frankiske konge.

Fra det 1. århundrede til 1658

Vikingatidens Skånevälde byggde på sjöfart och internationell handel. Blekinge var centrum för dess slavmarknad och ännu 1068 fanns där flera tusen trälar. Med ”kolonierna” Vinland, Normandie och de skånskbefolkade delarna av Danelagen i England intog Skåneland en av de viktigaste militära-politiska-ekonomiska positionerna i Norden och var efter ca 992 ett självständigt biland till Danmark. Särskilt värmeperioden under 1000-talet resulterade i en väldig nyodling och folkökning. Vikingafärderna avstannade 1042 och deltagandet i erövringståget mot England 1069/70 var en ren politisk aktion. Den misslyckades och slutade med ett fördrag med de normandiska stamfränderna, som redan 1066 gjort sig till herrar i England och väl behövde nordborna i Danelagen som bundsförvanter. År 1068 beskrivs Skåne som det danska rikets rikaste, skönaste och viktigaste del och med den talrikaste befolkningen, ett stort handelscentrum (Adam av Bremen).

Kun et halvt århundrede senere blev Skåne en international økonomisk faktor gennem sildefiskeriet og sildemarkedet i Skåne. Mellem 1043 og 1371 dannede Skåne også sit eget kongerige seks gange, og det var her, at ideen om en nordisk union blev født i 1332 og accepteret af dronning Margaret i 1387. Dette førte til unionen 1397-1520, som blev båret af den skånske adel og repræsenteret af den mest magtfulde storadel i Norden på det tidspunkt, de skånske akse-sønner (Thott). Jarlen, som altid var symbolet på folkets magt, blev i 1182 afløst af gelikare, kongens personlige repræsentant, som blot var en statsbetjent og helt afhængig af kongens vilje til magt. På dansk blev Gelikaren kaldt gaelkere. Han var landshøvding for de forenede skånske lande med fyrstelig titel: af Skåne (1200-tallet) og eksisterede 1170-1180 og 1183-1383.

Internationellt vida viktigare var Kyrkans makt. Redan 1066 hade ordinatstiftet Lund sammanslagits med missionsstiftet Dalby, och 1103 blev Lund ärkebiskopssäte med ett ärkestift omfattande hela Skåneland. Det blev Nordens enda ärkebiskopsdöme med ärkebiskopen såsom andlig furste över icke bara städer och borgar, utan hela härader och över hela landskapet Borringholm, sachsarnas ”Bornholm”. Han blev snart påvens legat och Nordens metropolitan, primas över den norska och svenska kyrkan. Biskoparna över Örken (Orkney) – Hjaltlands (Shetlands)öarna, Färöarna, Island, Grönland, Estland blev hans suffraganer, vilka, liksom ärkebiskoparna av Nidaros och Uppsala, bringade honom sin hyllning i Lund. Så blev Lund och Skåne, som redan 1068 hade 300 kyrkor, dvs. lika många som hela det övriga Norden, Nordeuropas andliga och kulturella centrum 1066-1537. När svenskarna under krigståget 1452 utplundrade lärdomssätet Lund hade det sju kloster och tjugotre kyrkor samt oersättliga arkiv, bibliotek och konstskatter. I Dalby byggdes år 1060 Nordens enda medeltida kungaborg och Nordens första stenkyrka. Ärkebiskop Eskil grundade icke bara kloster, såsom 1144 det ryktbara Herrevad, utan lät mellan 1138 och 1161 uppföra två för Norden unika befästningar: Skefuingeborg på en ö i sjön med samma namn (nu Skeingesjön) uppe i nordost och Aosehus i senaste staden Aose (Åhus). Svartbrödraklostret i Aose, dominikanerordens högborg i Skåneland, blev ca 1250-1528 Nordens första högskola (ett berömt prästseminarium) och i Lund verkade 1425-1537 Nordens första akademi osv. osv. Urkunder och handskrifter skrevs redan på 1000-talet i Skåne.

Hans nåde i Lund på sin befæstede Lundagård, blev regnet som en sand kirkefyrste, på lige fod med de nordiske konger. Meget snart blev Skåne (med sin egen forfatning indtil 1536 og sin egen land-, kirke- og bylovgivning) og ærkebispesædet i Lund allieret. Den skånske stat og ærkebispesædet udgjorde tilsammen den stærkeste åndelige og politiske magt i Skandinavien, og kongeriget Roskilde forsøgte at spille det skånske folk og den skånske kirke politisk ud mod hinanden for ikke at blive overmandet. Der var også konstant gnidninger mellem den kirkelige magt i Skåne og den kongelige magt på Sjælland, hvilket ofte resulterede i åbne konflikter. De mange middelalderbyer og de mange købstæder var grundlaget for det økonomiske liv og var ligesom de kirkelige institutioner centrum for hverdagslivet, kunsthåndværk, kulturliv og sociale grupperinger. Klostrene var centre for læring og undervisning, f.eks. inden for skolevæsen, medicin, gartneri og viden om lægeplanter og nye landbrugsmetoder. Byernes sygehuse og spedalskhedsanstalter var vigtige sociale institutioner. I løbet af århundrederne kom alle mulige nye fagfolk til byerne fra Sachsen, hvorfra missionærerne, der fortrængte alle angelsakserne, engang kom. Forsendelsen var livlig. Hansestæderne var den dominerende faktor.

Lund opstod som en særlig begunstiget kongelig bosættelse efter forbillede af London fra omkring 1020 og fik stadig større betydning.

Stormandsklassen var rig og magtfuld. Den lavere adel var talrig. Bønderne var frie. Efter digtedøden i 1349 kom den økonomiske krise, hvor både de almindelige borgere og bønderne blev tvunget til at sælge deres jord til stormændene. Krisen varede ind i det 15. århundrede.

Ett särskilt omnämnande fordrar Skånelagen vars normgivande edition nedskrevs 1202-1210. Man känner ej de exakta åren. ”Den raetta Skaanske Lagh, som ligger i S:t Lars kirke i Lund”. Den skånska landslagen inledes med sentensen: ”Haui that Skanunga ærliki mæn, toco vitar oræt aldrigh æn”. Detta konstaterande, att de fria männen i Skåneland aldrig tålt orätt i deras land, är det skånska folkets egentliga valspråk. Kyrkolagen gällde 1161-1685 och stadsrätten 1250- 1282.

Blandt de mange håndskrifter af Skåneloven er det mest bemærkelsesværdige Codex Runicus, det berømte runemanuskript skrevet på Fornskånsk fra omkring 1250-1280 (nu på Københavns Universitetsbibliotek). Den er også bemærkelsesværdig, fordi den indeholder den ældste kendte, dvs. over 700 år gamle, skånske folkesang og den ældste kendte skånske musikalske notation. Folkesangen begynder:

Jeg havde en drøm i nat om silki ok aerlik pael.

Melodien er af danskerne let blevet gjort til Danmarks Radios pausesignal. Det siger sig selv, at det ikke har noget at gøre med dagens Danmark. Det skulle naturligvis være Malmöradions og de andre skånske radiostationers signaturmelodi.

Den næstmest bemærkelsesværdige af Skånelagens kopier er Codex Scanius (nu på Det Kongelige Bibliotek i Stockholm), som blev trykt omkring 1290.

Fra det 14. århundrede kender vi fem og fra det 15. århundrede tredive håndskrifter af Skånelagen, som blev oversat til dansk i 1505 og til svensk i 1676.

Særlige tillæg til de skånske amters almindelige lovgivning var den skånske kirkelov, der blev nedskrevet i 1161, og den skånske bylov, som blev tilføjet omkring 1250.

Skåneloven var gældende i alle skånske amter indtil udgangen af 1683, kirkeloven indtil 1685 og byloven indtil 1682. (I Norge blev provinslovene ophævet allerede i 1276 og i Sverige i 1356, men børnene i skolerne i de skånske provinser undervises i dag ikke om deres forfædres egen lov, som stadig var gældende i 1683, men om de svenske provinslove, som blev ugyldige for mere end 620 år siden). De lærer heller ikke noget om Skånes og det skånske folks virkelige historie og nationale aspirationer.)

Væsentlige begivenheder i Skåne i perioden

Nogle betydningsfulde perioder og skæbnesvangre begivenheder i det 12., 14. og 17. århundrede fortjener en nærmere undersøgelse, da de har en afgørende indflydelse på Skåne-Lands selvstyrehistorie.

Den varme periode i det 11. århundrede blev efterfulgt af en ny kold periode. Dette lagde stor pres på landbruget, menneskene og den levende natur. Kongemagten forsøgte at udnytte dette til at fjerne det frie Skåne og skabe en mere afhængig politisk region. Angrebet på Vends i 1149 viser kongens velovervejede handlinger. Som altid bestod den førende flåde af tre uafhængige flåder. Dana-kongen krævede nu, at skotterne skulle gå i land først. Næppe var den skånske hær gået i land og havde indledt en kamp med slaverne, før først den sjællandske flåde og derefter den jyske flåde satte sejl. Den skånske hærs fald var frygteligt, mange skibe gik tabt. Nogle få år senere drog kongen med magt gennem Skåne for, som han hævdede, at erobre Småland. Projektet endte i Värend med et totalt nederlag. De tilbageblevne rester af hæren plyndrede Skåne. Nu var foranstaltningen blevet gennemført. Da kongen i 1154 vendte tilbage med et stærkt kontingent for at tale ved det skandinaviske møde på mødestedet De Hellige Tre Højder i Arenlunda, nær kongesædet Arendala, blev han modtaget med fjendtlighed. De ville ikke have ham som konge af Skåne. Bønderne forsøgte at dræbe ham. Kun jarlen af Skåne greb ind og reddede ham. Han flyttede nu hele hæren til Skåne, hærgede og plyndrede og lod jarl Toke Signessön (med kongelig jomfruhinde) dræbe. Kort efter blev Sven Grate, der var blevet pålagt Skåne som konge i 1157, dræbt. (Jylland og Sjælland havde deres egne konger).

Urolighederne i Skåne fortsatte, og da det i 1178 lykkedes kong Valdemar at få fjernet den valgte ærkebiskop af Lund og i stedet få sin plejebror, den sjællandske biskop Absalon af Roskilde, udnævnt, og han optrådte i Skåne som monarkiets hersker, rejste den skånske befolkning sig. Denne udlænding havde bl.a. beslaglagt kongesædet i Arendala og krævet ekstra skatter. Den danske konge stod i spidsen for sin hær, og i årene 1180-1182 udkæmpede Skåne den første åbne folkekrig i Norden mod den kontinentale fyrste og konge.

Sverige støttede Skånes uafhængighedskrig, men landet var ikke i stand til at stå imod den nye bevæbnede kavalerihær, som kongen havde bragt i felten efter kontinentalt forbillede. Ved Dysiebro i marts 1182 fandt der et afgørende og blodigt slag sted, som endte med en kongelig sejr. Dette slag blev husket i hele middelalderen som det skæbnesvangre, forbandede Dysie-slag. I 1182 indkaldte landets førende stormand, Aki Tubbasun, Oluf Skreng, der boede i Sverige, og som nu blev konge af Skåne i 1182. Han blev ledsaget af en svensk hær. Valdemars hær blev besejret, og den onde Absalon måtte flygte fra landet. Oluf Skreng døde allerede i 1183. Valdemar blev tvunget til at indtage landet igen, og Absalon og hans kumpaner vendte tilbage, nu meget mere behersket.

Resultatet af begivenhederne i 1149-1182 var et nederlag for folkemagten og en sejr for kongemagten og kirken. Det viste, at Skåne ikke længere kunne afgøre politiske spørgsmål militært, men fra nu af var afhængig af støtte udefra. Ridderhæren, det tungt bevæbnede, pansrede kavaleri, var teknisk overlegen i forhold til bondepatruljerne og den skånske adels begrænsede kavaleri. Igen var det Skånes utilstrækkelige areal og befolkningsgrundlag i forhold til landene vest for Øresund, der var afgørende. Tidligere havde det betydet mindre. Skåne var i begyndelsen af det 14. århundrede præget af den klimatiske forværring med iskolde, lange vintre, som begyndte i Europa i slutningen af det 13. århundrede og fortsatte årtier ind i det nye århundrede. Manglende afgrøder, hungersnød i flere år, alvorlig befolkningsnedgang og en kraftig decimering af husdyrbestanden tvang landbruget til at gå tilbage. Tusindvis af landsbyer i Europa gik i ruiner. Da dødsdøden nåede Skåne i 1349, var befolkningen her, som alle andre steder, underernæret. Dårlig hygiejne og forurenede brønde var medvirkende til, at pesten fik enorme antal ofre. Mindst 35% og nogle steder 50-60% af Europas befolkning døde. Hele det økonomiske system blev bragt i uorden. Skatteindtægterne var utilstrækkelige til at dække staternes udgifter. I de nordiske lande blev staten tvunget til at låne store beløb i udlandet. Det var Hansestæderne, der dominerede det økonomiske liv. Tyske adelsmænd med penge opkøbte store godser i hele Norden.

Allerede i 1320'erne blev striden mellem kongen og ærkebiskoppen af Lund fatal. Kirkens skattefritagelse for dens store områder, hovedsageligt inden for ærkestiftet, blev udvidet, ligesom dens fulde jurisdiktion i åndelige anliggender blev udvidet. Adelen blev mere og mere selvstændig og byggede borge eller befæstede gårde, hvilket svækkede kongens magt, især da adelens militære forpligtelser blev reduceret betydeligt. I 1322 fik kongens fjender i Nordtyskland adelsmænd i Halland til at invadere Skåne under ledelse af Knud Porse. Dette vakte stor bekymring i hele Skåne. Kongemagten blev opløst i 1327, og finanserne var stramme. I 1318 blev kongen tvunget til at pantsætte hele Skåne til Ludvig Albrektsson, en tysk greve, for en saldo på 7000 mark. Samme år brød en svensker ind i landet og plyndrede det som hævn for kong Eriks danske hjælpelærer. I 1330 var Danmark på randen af sammenbrud. Grev Gerhard af Holsten fik Skåne som pant og udnævnte lavtyske borgherrer, som terroriserede landet. I 1332 var skånernes tålmodighed imidlertid ved at være opbrugt, og de gjorde oprør. Slottene blev stormet og sat i brand, holstenerne blev jaget væk, og i Lund blev 300 af dem fældet inde i katedralen, hvor de var flygtet hen. Det danske kongerige ophørte med at fungere.

Vikaren i Lund var nu Karl Erikssön Röde, søn af stormognen og Skåne, som regerede fra 1325 til sin død i 1334.

I 1332 greb ærkebiskoppen roret i Skåne og fandt sammen med adelsmænd og kirkelige dignitarer den eneste politiske løsning på den skånske stats problemer, da det danske kongerige var blevet opløst og kongemagten manglede i Danmark, nemlig et kongevalg i henhold til Skånes forfatning, der gav ret til at tage og fordrive en konge. Der var kun ét valg: Kongen af Sverige-Finland og Norge (og dets nabolande), Magnus Eriksson (1316 -1374).

Det var i Lund, at ideen om den nordiske union blev født i 1332. Det var en selvfølge, at den nye konge ikke blev hyldet på Lerbäcks Hög ved Lund. Han var en fremmed prins, og da han allerede var konge, måtte folk rejse til ham. Han modtog derfor den kongelige værdighed i Kalmar.

Varje territorium var under medeltiden endast bundet till landsherrens person, d.v.s. till landets furste. Även om han var herre över andra stater, hade dessa ingenting med varandra att göra. Magnus Eriksson hade alltså 1332 tre riken, men i Skåneland var hans makt en fiktion, så länge han ej behärskade de till greve Gerhard av Holstein förpantade kungliga slotten, t. ex. Helsingborg, som ju normalt var militärt, administrativt och fiskalt centrum i nordvästra Skåne. För att skaffa sig full suveränitet måste han uppta lån av stormännen i Sverige — Finland och på så sätt lösa ut greve Gerhard.

Genom överenskommelse trädde kung Magnus tillbaka för den danske kung Valdemar, som senare genom sin militära potential kunde landstiga i och med vapenmakt erövra Skåneland, som utsattes för flerårig terror. Först 1368 blev det skånska folket av med honom, och kung Albrekt av Sverige valdes till landsherre över landsherredömet Skåneland, såsom titeln lyder, men redan 1371 måste denne avstå makten till Valdemar, som dock avled 1375. År 1376 valdes Valdemars dotterson kung Olav Håkansson av Norge till Danmarks konung men avled 1387 på Helsingborgs slott. En vecka senare valdes modern, Margerethe Valdemarsdatter, på det allskånska landstinget till ”Danmarks fru och husbonde och rikets fullmäktiga förmyndare”. Hon bosatte sig i Skåne på Lindholmens slott och fick nu acceptera den skånska unionstanken, som segrade år 1397. Tio år senare var hon regent i alla de nordiska rikena. Hon bar aldrig titeln drottning.

Från 1332 till 1520 spelade Skåneland en central roll i den nordiska politiken. Unionsmakt och kyrkomakt hade sina säten i Skåne. Unionskungen Erik av Pommern ville göra sin nya stad, Landeskron — Landscrone till Nordens huvudstad, men K>t398benhavn förblev huvudstad.

Nästa gång Skåneland stod i Nordens blickpunkt var under kampen för böndernas och borgarnas kung, adelsmaktens dödsfiende, Kristian II, som överallt nackade stormän, inte bara i Stockholm. De skånska folkupproren 1525 och 1534 – 36 kunde bara nedslås med hjälp från den svenske Gustav I och med värvade tyska yrkesförband i Frederik I:s tjänst.

Det betød i 1536 afslutningen på folkemagten og landenes suverænitet ved kongevalget i Danmark, reformationen, adelens styre, og for Sverige-Finland i 1523 afslutningen på amternes mulighed for at bestemme over kongevalget, og i 1543 afslutningen på Smålands og andre svenske borgeres vilje til magt. I begge tilfælde var det de tyske professionelle enheder, der knuste de vigtigste eksponenter for den nordiske folkelige frihed. I Skåne skete det i 1535 med den frygtelige massakre den 11. maj ved Bunketofta Lund nord for Landskrone, og i Småland i 1543 med slaget ved Hjortensøen.

Den nordiske provinsialismes æra var forbi, men i Danmark kunne den regionale status fortsætte med at eksistere i en forenklet, men juridisk garanteret form indtil 1683.

Den skånske reformation har sin egen selvstændige historie (1525-1537). For Skåne betød de uafbrudte angreb siden 1505 og grænseindtrængningerne ledet fra højeste sted i Stockholm siden 1540 en overskyggende fare, som gennem rivaliseringen mellem den danske og svenske kongemagt og krigen 1563-1720 blev til en hidtil uset katastrofe på alle områder. Især de meningsløse plyndringer og den totale ødelæggelse under krigen 1643-45 var ubeskrivelige.

Freden i Roskilde 1658 och i Köpenhamn 1660 blev vändpunkten. År 1658 fördes hela Skåneland över till det svenska väldet och detta bekräftades 1660 – endast Bornholm övergick till Danmark.

Overdragelsen af Skåne fra det danske til det svenske kongedømme var en afvikling af alle de traditioner og værdier, der hidtil havde eksisteret.

Skåne efter 1658

Den skånska nationaliteten är manifesterad 1332, 1368 och 1524. 1658-1660 får den sin bekräftelse genom Roskildefredens §9 och i Köpenhamnsfredens §13, som reglerar Skånelands fri- och rättigheter. I Köpenhamn 1660, §13, garanteras ”at alle såväl skånske som danske och norske Undersåthare”, skall hållas skadeslösa. Med detta erkände Danmark och Sverige folkrättsligt internationellt existensen av en skånsk nationalitet. Nationaliteten dokumenteras också på de senare skåneländska lantdagarna, då de skånska ständerna förnekar dansk nationalitet.

Allerede på konferencen i Malmø i 1524 blev den svenske konges forsøg på at opnå suverænitet over Skåne afvist med den udtrykkelige begrundelse, at Skåne hverken var dansk eller svensk, men havde hørt til det danske rige fra gammel tid.

Anerkendelsen af skånsk nationalitet og den egen fornægtelse af danskhed ville få uforudsete negative konsekvenser for sprogspørgsmålet, den kulturelle tradition og det fremtidige uddannelsessystem.

I Europa og inden for den europæiske magtsfære har suverænitet over et nyerhvervet territorium med egen nationalitet og eget retssystem siden det 16. århundrede været forbundet med etableringen af en status som en generel regering med al den autonomi, som det indebærer.

Skånes generalguvernør blev oprettet den 18. marts 1658, tre uger efter freden i Roskilde den 26. februar, og omfattede i 1658-1660 alle skånske amter med fire guvernører, to amtsguvernører og en guvernør, men efter freden i København i 1660 kun Skåne, Halland og Blekinge med fire guvernører og to amtsguvernører. Landets guvernør blev den svenske konges personlige repræsentant, generalguvernøren, som således fungerede som stedfortræder for kongen. Den skånske generalguvernør blev bistået af det skånske parlament i Malmø og om nødvendigt af stænderne.

Under hela medeltiden samt 1500- och 1600-talen är det latinska Scania städse synonymt med Skåneland som under medeltiden bestod av Skåne, Lister, Blekinge, Söndrehalland, Norrehalland och Bornholm, från 1500-talet Skåne, Blekinge, Halland och Bornholm. År 1546 talar t.ex. Kristian III om ”vaart land Skaane” och menar då Skåne, Halland, Blekinge och Lister.

Ännu på J.B. Homanns karta från år 1710 heter det i huvudtiteln ”Nova tabula SCANIAE”, alltså Scania = Skåneland. Så dominerande var Skåne att de andra landskapen bara räknades såsom bihang intill 1719, då de skånska ständerna i stället talar om Skåneland i stället för latinets Scania och vill att Skåne och Blekinge skall utgöra ett guvernement.

Skånsk nationalitet nämnes ännu 1714 i dåtidens skånska borgar- och husägarlistor och 1721 begär ordf. i skånska kommissionen, att en skånsk adelsman skall inväljas i stället för en svensk, eftersom under 42 år ingen skånsk adelsman ”warit brukad i offentlige befattningar”.

Den skånske nationalitet og det skånske sprog var en selvfølge også efter freden i 1720, uden at det blev nævnt specifikt, da der ikke længere blev skelnet juridisk mellem forskellige nationaliteter, da guvernementet i Skåne blev afskaffet i 1719, og riget fik en ny samlet administrativ opdeling. Tidligere var der fire anerkendte nationaliteter: svensk, skånsk, tysk og dansk inden for henholdsvis Skåne og Skåeland.

Det var en klar gräns mellan generalguvernementet eller officiellt den skånska staten och Sverige. 1684 års rannsakningskommission betecknar därför självfallet en person, bosatt i Småland, som boende ”utom landet”. Den officiella termen löd 1658-1683: ”desse nye utanför riket belägne provinser”, 1683-1693: ”ett utländskt men inrikes land”. Samma term gäller de facto själva Skåne 1693-1719. Vid alla resolutioner från högsta ort meddelades från Malmö uttryckligen om besluten enbart gällde den skånska staten eller också såsom det heter — ”som i Sverige”.

Kongeriget Sverige og generalguvernementet Skåne var således to helt forskellige lande med forskellige nationaliteter, sprog, love osv., men begge var ligesom Storhertugdømmet Finland (officiel titel fra 1580) underlagt kongens gehejmeråd. Maj:t, dvs. kongens person, og alle indbyggerne i disse lande var kongens undersåtter. Dengang gjaldt folkeretten og statsretten i hele Vesten, og der var nationalitets- og sprogproblemer overalt.

Sammenbruddet i det skånske retssystem

Den skånske lovgivning var Skåneloven og Skånes byret samt Skånes kirkelov.

I 1682 blev den svenske lov indført i byerne, og den 430 år gamle skånske bylov blev ophævet den 12. oktober. Formelt set søgte byerne svensk lov, med det svensk- og tyskdominerede Landskrona i spidsen.

Da præsteskabet var fuldstændig underlagt den ultra-reaktionære svenske statskirke, blev slavebindingen lettet, og den 26. april 1683 blev den 500 år gamle skånske kirkelov afskaffet og erstattet af den svenske kirkelov. Også her blev præsteskabet drevet af en lille, meget energisk svensk klike, inspireret af den svenske biskop i Lund stift.

År 1683 upphävdes utan lantdagens hörande och utan medverkan av bönderna som utgjorde 99% av befolkningen den urgamla 1202-1210 kodifierade Skånelagen, ”Den Skånske Lov”, och med den alla danska rättskällor (närmast den betydligt modernare Christian IV:s Store Recess av år 1643). Helt kunde enväldets beslut ej genomföras. – Den skånska giftermåls-och ärvdabalken förblev gällande till 1690-talet.

Med alle disse og andre handlinger blev den skånske stats folkeretlige grundlag reelt afskaffet.

Endelig erklærede Karl XI den 23. december 1693, at den skånske generalregerings forfatning var ophævet. I 1680 var Blekinge med den nyetablerede flådebase blevet udskilt fra Skåne, så skånsk lov ikke skulle gælde der, og nu blev Halland, som allerede var blevet udskilt fra stiftet Lund i 1645, da det blev pantsat til Sverige i 30 år, også udskilt.

Tilbage er hovedprovinsen Skåne, som indtil den 9. maj 1719 udgør guvernementet Skåne under en guvernør (tilsynsmand) uden den vicekongelige stilling og alt, hvad det indebar af selvstyre, som eksisterede fra 1658 til 1693. Generalguvernør Rutger v. Ascheberg havde været alt for klart på Skånes side.

Vid införandet av det svenska rikets nya författning 1719 upphävs alla tidigare beslut om guvernementsstatus. De skånska ständerna inlämnar en utförligt motiverad begäran till riksdagen att guvernementet Skåne genom sin särställning skall få bestå och anhåller om att även Blekinge skall ingå i guvernementet samt konstaterar att även om tre landshövdingedömen tidigare förekommit, så hade dock Skåne och Blekinge aldrig ”warit skilde ifrån hwarandra”.

Den svenske regering ignorerede fuldstændig Skånes regionale ønsker. I anmodningen fra de skånske stænder nævnes Skåne udtrykkeligt i §§ 2 og 5 sammen med Skåne.

At Halland ikke blev inddraget i billedet, på trods af fælles ønsker, skyldtes den daværende kirkelige stiftsadministration: I 1645 var der blevet dannet et nyt stift af det forarmede Halland og Viken (Bohuslän) med Göteborg som bispesæde. Denne stiftsgrænse kunne ikke overskrides. Alle studerende i Lund fra disse regioner og Göteborgs by blev tvunget til at tilhøre den såkaldte Göteborg-nation, en ren skrivebordskonstruktion. Der var således efter 1719 ingen mulighed for at koordinere, endsige forene de skånske provinser med hinanden.

Myndighedernes overvågning af borgerne var streng. Bag alle de svenske tvangsaktioner, især fra 1680, men også efter 1719, og alle forsøg på at tilfredsstille myndighedernes ønsker med fredelige midler, gemte sig den hårde uniformitets- og slavebindingspolitik, officielt kendt som uniformitet, som var ukendt for resten af Europa, og hvis betydning er klar. Det var denne form for statsdespotisme, som f.eks. først blev anvendt i Rusland i det 19. århundrede, og som i det zaristiske imperium blev kaldt treenighed, men som allerede eksisterede i Frankrig på tidspunktet for den franske revolution og blev indført overalt: én stat, én nationalitet og ét sprog. Først efter 1945 begyndte denne plage at aftage, hvilket gav plads til mindretalsbevægelser og nu også til regionale bevægelser. I Østeuropa nåede den nationale undertrykkelse sit højdepunkt i slutningen af det 19. århundrede og var en af de to vigtigste drivkræfter i kampen mod tsarismen og dens omstyrtelse.

Det var i Sverige og hos Karl XI, at denne dragefrø havde sin første påviselige oprindelse, og datoen var 1680. Skåne var dens første offer.

Nedbrydning

Det svenska riket blev stormakt först 1648 och var ytterst känsligt gentemot yttervärldens attityd. Icke minst gällde detta på det kulturella området, där Sverige var ett primitivt underutvecklat land. Redan det danska riket var såsom en urgammal erkänd kulturnation farligt och i än högre grad dess rikaste och betydelsefullaste del öster om Öresund. I en generalguvernörsrapport (1664) uppenbaras detta i all sin styrka då det heter: ”Vi ha vunnit en konungarike, men jag fruktar att vi ej förstå att handskas med det”. Sällan har ett konstaterande visat sig mera riktigt: på 60 år ruinerades och utplundrades Skåneland till oigenkännlighet.

Under Karl XI:s omyndighetstid etablerade oansvariga ämbetsmän och officerare en våldsregim, och ett rent skräckregemente fördes 1664-1686 av överallt inkvarterade svenska men till en början också tyska, finska och polska soldater. Så kom den stora olyckan, nämligen skånska kriget och motståndsrörelsen (militärt organiserad i friskyttekåren och i övrigt organiserad i form av enstaka bondeaktioner, våldshandlingar av skogstjuvar och den snabbt ökade skaran av hemlösa och utfattiga). Dessa skilda grupper kriminaliserades av den svenska regimen såsom ”snapphanar”, som är ett från lågtyskan hämtat begrepp som betydde bortsnablare i betydelsen ”tjuv”.

Denne modstandsbevægelse fik Karl XI til hurtigt at ændre sin holdning til Skåne. Selv om han ikke kunne realisere sine planer om at tvangsoverflytte hele befolkningen til Livland og Ingermanland, hvor alle de værnepligtige skånske landsmænd (ca. 35.000 mand) blev tvangsoverflyttet i 1665-1708, var hele hans person i oprør mod de skånske landsmænds majestætsbrud, som han opfattede modstandsbevægelsen, og så snart han blev suveræn i 1680 kunne han begynde at gennemføre det svenske stormagtsystem og yderligere planer for monarkiet.

Landskrona som 1525 hade 2000 invånare och vid krigsutbrottet 1643 ca 1200 räknade 1720 endast 348 själar i en totalt krigsförstörd stad. Befolkningen enbart i Skåne sjönk mellan 1658 och 1718 från 180000 till 132800 eller med 26%; för hela Skåneland från 270000 till 213200 eller med 21%. Flyktingströmmen till Danmark 1658-1700 omfattade 15000 personer eller 8,5% av befolkningen 1658. Utskrivningen av krigsfolk 1600-1699 var ca 12000 man eller mellan 13 och 14% av den manliga befolkningen; totalt 1600-1713 ca 30000 man eller 33% av densamma. Samtliga tvångsförflyttades till Estland, Livland och Ingermanland, där de i rullorna alltid har nationalitetsbeteckningen ”Schone” eller ”Schonenländer”. I Karl XII:s krigsmakt utgjorde de 22000 man eller 36%. Vid Narva avgjorde de den svenska segern och i dagorder från Karl XII omnämnes dessa elittruppers tapperhet gång på gång.

Icke desto mindre behandlades de såsom ett främmande element, som skulle hållas nere. Så heter det 1678 i ett dekret om städernas styrelse i Skåneland, att ”infödda svenskar, men icke danska eller skånska män tillsättas”. Och 1693 säges om en person vid borgmästarval, att han bör väljas och ”dessutom är en svensk man från Kalmar”. År 1721 avvisas alla önskemål om en skånsk representant i Skånska kommissionen. Den skulle vara helsvensk.

I alla offentliga handlingar talar generalguvernörerna om ”den skånska nationen” och ”den skånska staten” till skillnad från Sverige och den svenska nationen. Besvärsskrivelser i all oändlighet från olika personer, områden, städer och stånd beklagar sig över intrång i den skånska nationens rättigheter, främst av svenskar, men i städerna också av tyskar. Både kungamakt och regering i Stockholm håller det starka lågtyska elementet om ryggen. Adeln, officerskåren och köpmännen var i huvudsak lågtyskar. De hade sina församlingar och kyrkor runt både i Skåneland och Sverige. Tyska kyrkobyggen får direkt bidrag av kungahuset både under 1600- och 1700-talen. Den svenska riksdagen beslöt emellertid 1747 att jämna Landskronas praktfulla, en gång av Erik av Pommern som domkyrka tänkta, S:t Johannis Baptista, med marken därför – som det officiellt heter – ”den låg i vägen för fästningens kanoner”. Förstörelsen var 1788 fullbordad och t.o.m. de hundratals gravstenarna slogs sönder och användes till de sedan 1714 oavbrutet pågående försvarsanläggningarna, för vilka också större delen av medeltidsstaden och halva antalet fastigheter föll offer, så att staden utgjorde en in på 1850-talet fullständigt utvecklingshämmad befästning. Det är otroligt att så ödesdigra ingrepp kunde ske i en stad mitt under en inre fredsperiod.

Alle disse katastrofale aktioner i 1658-1720 mod Skånes arkivskatte, biblioteker, klosterrester og slotte og alle de regeringsinitiativer eller direkte magtudøvelser, der blev påtvunget befolkningen (f.eks. 1683: Skåneloven, 1693: generalguvernementet og 1719: guvernementets ophør) betød intet andet end en gradvis ophævelse af de internationale fredstraktater fra 1658 og 1660 (herunder Lund i 1679), mere eller mindre klædt i juridisk form. Dette gør den absolutte danske tavshed i fredstraktaten på Frederiksborg i 1720 og alle efterfølgende dansk-svenske diplomatiske forhandlinger i årene 1720-1809, samt i de danske kongers direkte kontakt med Skåne i 1743-1809, så meget desto mere bemærkelsesværdig. På den anden side var danskerne glade for at kunne måle den skånske befolknings holdning til den svenske regeringsmagt bag kulisserne.

Der er tydeligvis behov for en retshistorisk og folkeretlig ekspertundersøgelse af, hvad de svenske indgreb (som udelukkende blev dikteret af Karl XI personligt 1680-1697) betød. Selv om en sådan undersøgelse i øjeblikket kan synes at have en rent historisk og formel interesse, bør den på den anden side give et de facto og endog de jure folkeretligt grundlag for enhver form for regionalt selvstyre eller regionale ambitioner. I en fremtidig, totalt ændret international situation kan den historiske og kulturelle baggrund danne grundlag for regionalt selvstyre.

Svensk tid

Fredstraktaten af 1720 må for alle have fremstået som Danmarks accept af den svenske regerings handlinger i 1658-1719. Det betyder i virkeligheden Danmarks afvisning af Skånespørgsmålet.

I 1743 blev Skåne imidlertid igen en faktor i det store europæiske politiske spil. Rusland havde erobret hele Finland i krigen mod Sverige. Danmark var nu ikke Ruslands allierede.

Den 19. marts 1743 valgte det svenske bondestyre kronprins Frederik af Danmark til svensk tronfølger, men Ruslands trusler fik de andre stænder til at vente, dalherrerne marcherede mod Stockholm, men blev slået, og dagen efter, den 23. juni, udnævnte de tre stænder Adolf Fredrik af Holsten-Gottorp til tronfølger. På dette tidspunkt havde den alment indflydelsesrige Oluf Håkansson trukket sig tilbage og opgivet kronprins Fredriks sag. Det var frygten for Rusland, der afgjorde valget.

Kristian 6. var meget oprørt over valget af tronfølgeren i Stockholm og beordrede den danske hær til at gå i land i Skåne, men kunne ændre mening på grund af risikoen for krig med både Sverige og Rusland.

Disse begivenheder vakte således opsigt hos den skånske befolkning i de tre amter og i Danmark, og man overvejede en ny løsning på det skånske spørgsmål. Det var det hele. I stedet blev det holstenske spørgsmål et problem for dansk udenrigspolitik. Den dansk-russiske alliance i 1765 var et dårligt varsel for det svenske kongerige, men Danmark, Norge og Sverige-Finland indgik i 1780 sammen med Nederlandene en neutralitetsalliance med Rusland, som svenskerne forlod i 1788. I 1794 indgik de nordiske kongeriger en neutralitetsalliance, men det var ustabilt i Europa. I 1808 tvang Rusland Danmark til at gå i krig med Sverige.

Våbenhvilen i 1809 åbnede mulighed for, at Frederik 7. kunne blive svensk konge, men hans modvilje mod svenske forhandlere gjorde det umuligt. Valget faldt i stedet på prins Carl August af Augustenborg, som blev valgt til svensk tronfølger den 18. juli. Han døde imidlertid af hjertesvigt på Kvidinge hede i Skåne i 1810, og hans bror, prins Fredrik Christian, blev udnævnt til tronfølger.

Bondeopstanden i Skåne i 1811 afsluttede den aktive skånske indsats mod regimet og dermed perioden 1720-1811. Denne modstand kunne i denne periode demonstreres mere eller mindre åbent, men den gav aldrig udtryk for det skånske folks inderste følelser mod et meget hårdt autoritetsregime, der i hele perioden mistænksomt observerede alt, hvad der kunne tolkes som en statsfjendtlig holdning, og som i statsapparatet havde alle instrumenter til både psykisk og fysisk at ødelægge modstanderne.

Reorganiseringen af Europa i 1815 skabte et nyt politisk landkort, men også en ny reaktionær ånd og en ny formynderi af statsmagten. I de nordiske lande var Finland blevet underlagt Rusland i 1809, og Norge var blevet forenet med Sverige i union. Taberen blev Danmark.

I Skåne blev de kulturelle og historiske aspekter gjort levende. Behovet for aktivitet blev venligt, men entusiastisk vendt mod utopien. I Lund opstod den akademiske og borgerlige skandinavisme i 1829 og var forbundet med en bred folkelig følelse af samhørighed med danskhed og dansk kultur, hvis mest markante udtryk var broderskabsfesten nytårsaften 1837/38 på isen mellem Helsingborg og Helsingör. Forbrødringen var en åben demonstration mod Karl XIV Johans berygtede rundskrivelse af truslen mod skandinavismen i 1837. Deltagelse i den danske sag under krigene i 1848/49 og 1864 blev en stor folkelig bevægelse med mange skånske frivillige, og mange hundrede slesvigere kom som flygtninge til alle hjørner af Skåne, hvor de blev modtaget som fortabte og fundne brødre.

Oskar I tog fuldt ud imod skandinavismen og opholdt sig af og til i Skåne, f.eks. da våbenhvilen i Malmø blev underskrevet mellem Danmark og Preussen i juli 1848 under hans auspicier. Karl XV, hertug af Skåne, lovede Danmark en alliance i 1863, hvilket regeringen var stærkt imod. Han førte en klart skandinavisk politik og var tæt forbundet med Frederik 7. på venskabelige vilkår. Han tilbragte det meste af sin tid i Skåne, og hans folklore og hans muntre og sunde liv på Bäckaskog gjorde ham yderst populær i sit hertugdømme.

I slutningen af 1880'erne og begyndelsen af 1890'erne var det politiske liv domineret af toldspørgsmålet og kampen mellem protektionister og frihandelsfolk.

For Skåne var spørgsmålet om prisfastsættelse for kornprodukter og told på fødevarer af afgørende betydning. De store handelshuse fra Ystad til Helsingborg var afhængige af kornhandelens rentabilitet. Der opstod således en stærk modstand mod frihandel i Skåne.

Der var vilje til at danne et skånsk bondeparti, og der var konkret interesse for et skånsk liberalt parti i 1892. Dette blev forhindret af Oskar II's stilling. For ham var imperiet en selvindlysende enhed, og han var en erklæret modstander af protektionisme. Der var ikke plads til nogen skånske, dvs. fra monarkens synspunkt separatistiske, politiske formationer.

I 1872 genopliver Matthias Weibull det middelalderlige Lunden ærkebiskoppens banner som protest og udtryk for skånsk aktivisme, som bliver til Skånes røde og gule korsbanner. Den bliver populær i borgerlige kredse, især i det sydvestlige Skåne, og den bliver ofte hejst indtil 1920'erne.

I 1910'erne og 20'erne når den svenske storhedslinje i kongeriget sit højdepunkt. Den demonstrerer sin magt ved at opstille konge- og kommandantstatuer og mindesten for svenske sejre i hele Skåne, først og fremmest i Skåne. Højdepunktet nås i 1926 med fejringen af 250-årsdagen for slaget ved Lund. I kongens nærvær afholdes en militærparade og store svenske taler, men de bliver straks besvaret af en stor socialdemokratisk skånsk-dansk massedemonstration ved monumentet i Lund, på toppen af resterne af den tidligere Lerbäck-bakke. Med denne folkelige og skånske demonstration er den chauvinistiske og militaristiske bølge brudt i Skåne, selv om det tager et par år. Inden for overklassen og dele af middelklassen er disse store reaktionære ideer dog stadigvæk udbredt. Det kan vi allerede nu se i den skånske dagspresse, især i de ikke-skånske aviser.

År 1923 utkom en liten skrift: ”Det skånska problemet” författad av skaparen av den nya skånska katolicismen och ledaren för den romerskt-katolska kyrkan i Sverige, David Assarsson. Den väckte stort uppseende och bekämpades fanatiskt av alla storsvenskar och skånska anpasslingar. I själva verket var den en oskyldig erinran om vad skånsk historia före 1658 var, en vädjan till skånsk självbesinning och skånskt medvetande, kort sagt en akademisk betraktelse. Den fick stor betydelse för många människor i de skånska landskapen och gav faktiskt upphov till den 1937 stiftade ännu livaktiga kulturorganisationen Sällskapet Skånsk Samling (SSS), liksom för flera andra senare sammanslutningar t.ex. för skåneländsk historieforskning 1950.

Skånes plads i et fremtidigt Europa

Fredstraktaterne i Roskilde den 26. februar 1658 og København den 26. maj 1660 blev underskrevet af regeringerne i to suveræne kongeriger. Af folkeretlige årsager var Skåne og det skånske folk ikke juridisk kompetente til at optræde som tredjepart i traktaten, men begge traktater anerkendte det skånske folks rettigheder og frihedsrettigheder. Generalguvernørforfatningen, der blev udarbejdet af den svenske kongemagt umiddelbart efter freden den 15. marts 1658, var en de facto og de jure anerkendelse af skånsk nationalitet og skånsk regionalt selvstyre eller, som det blev kaldt, den skånske stat.

Det forhold, at Kongeriget Danmark i fredsinstrumentet af 26. september 1679 ikke ophæver alle eller dele af traktaterne fra 1658 og 1660, bekræfter blot tidligere aftaler.

Fredriksborg-traktaten af 3. juli 1720 omgår de facto traktaterne fra 1658 og 1660, som blev ophævet af det svenske enevælde 1680-1719, men giver heller ingen juridisk kompetence til disse handlinger og anerkender slet ikke disse foranstaltninger.

För det skånska folket och för det historiska till 1693 städse regionalt styrda Skåneland med dess intill 1683 bestående Skånelag kan sålunda den av det svenska enväldet påtvingade politiken icke vara annat än ett ensidigt upphävande av fredsfördragen 1658 och 1660, som avslötos över huvudet på Skåneland och dess folk. Ännu 1710 redovisar svenska kartor enhetsbeteckningen Skåneland eller Scania. Även det har utan orsak avskaffats och Skåneland har utan vidare geografiskt inlemmats i ”Götaland”, vartill det ju aldrig någonsin hört.

Dette er sket sideløbende med et tydeligt og stærkt svensk engagement i alle former for nationale befrielsesprocesser og demokratiske mindretalsudtryk rundt om i verden. Inden for kongeriget er der blevet observeret en isnende tavshed.

En sådan fremgangsmåde fratager de svenske myndigheder enhver ret til at fremstå i verdens øjne som eksponent for ægte demokrati og modstander af enhver form for territorial undertrykkelse.

Det regionale arbejde skal starte med, at de regionale interessenter mødes og udtrykker deres ønsker. Kun hvis der kan skabes en folkebevægelse, har regionale krav en chance for overhovedet at blive taget i betragtning, men det betyder ikke, at centralregeringen tildeler et område regionale rettigheder. Det skal der kæmpes for, måske sammen med interessegrupper fra andre regioner. Det kan vi f.eks. se på udviklingen i Belgien, Det Forenede Kongerige og Spanien. Men de kan også blive bekæmpet på trods af magtviljen, som det er tilfældet i Frankrig. Friesernes kamp i Nederlandene, Tyskland og Danmark kan aldrig føre til et samlet område, så længe de nuværende såkaldte statsgrænser består, men folk arbejder for deres fælles interesser i den pågældende stat. I dag er kampen i de baltiske lande særlig aktuel.

For en skånsk regionalpolitisk bevægelse er det vigtigt at starte i Skåne og have dette som et primært mål. Hvis der kan skabes kontakt med regionalt interesserede grupper i Blekinge, Halland og Bornholm, er det vigtigt, at der indledes et samarbejde. Desuden vil der blive søgt en form for samarbejde med andre grupper, der er aktive i det svenske kongerige, og først derefter med alle nordiske og europæiske regionale bevægelser, idet man tilpasser den gensidige information fra sag til sag.

Livsbetingelserne for enhver regional aktivitet er og bliver objektivitet, fornuft og mådehold, og at man udelukkende tager udgangspunkt i eksisterende aktuelle situationer og holder sig inden for rammerne af virkeligheden og mulighederne i hver enkelt stilling.

Det er vigtigt at arbejde for kulturpolitikken og kulturinstitutionerne og frem for alt for den regionale befolknings ret til at bestemme i deres eget hus. Initiativernes art og omfang skal fastlægges ud fra situationen på dagen.

En regional bevægelse må, uanset hvor nøgternt og objektivt den arbejder i nutiden og i fremtiden, aldrig glemme sin særlige opgave, nemlig at det, der skal bygges, skal hvile på regionens historiske fundament. Visse specifikke historiske forhold vil altid være den røde tråd: Et folk uden historisk bevidsthed er som en krop uden sjæl. Den har ingen identitet. Skåne og skånerne bør derfor aldrig glemme, at det svenske kongelige enevældes handlinger mod Skånes gamle traktatsikrede rettigheder og friheder i 1680-1719 var ulovlige i henhold til folkeretten.

Abonnér på YouTube:


Hvis du sætter pris på Allmogens uafhængigt arbejde for at skildre vores fine svenske historie og nordiske kultur, er du velkommen til at købe noget lækkert i butikken eller støtte os med en frivillig donation. På forhånd tak!

Støtte Allmogens via Swish: 123 258 97 29
Støtte Allmogens af tilmeld dig
Støtte Allmogens i dit testamente

Populære gamle tekster

Skal vi blive hørt på søndag?

Få nyhedsbrevet hver søndag morgen med ugens artikler om svensk historie og nordisk kultur. Gratis!

Perfekt! Tjek din indbakke og bekræft din tilmelding, så er du klar!