Påske

De store vendepunkter i det årlige løb har for menneskeheden markeret rytmen i den evige duel mellem død og liv. De har ikke blot fulgt og observeret solens og mørkets, varmens og kuldens skiftende sejre, men har også følt sig selv som aktører i dramaet. Midvinter- og midsommerfesterne, forårs- og såningsfesterne og efterårsfesterne og høstfesterne har givet udtryk for den samhørighed, som moder jords børn føler med det liv, der kommer ud af hendes skød, og som, når det dør, søger tilflugt i hendes skød igen. Folket sad ikke i galleriet og så på skuespillet; de var og følte sig skæbnesvangert forbundet med det, som var tidsmæssigt forbundet med den evige cyklus.

Tidligt skildrede de i dramatisk form den kamp mellem naturkræfterne, som de deltog i. De forestillede sig, at de på denne måde kunne bytte deres rolle som disse kræfters legetøj ud med en rolle som medbestemmende hersker. Da de viste sig som billederne af liv og død, tog de fat i dem og kunne give deres brydning det resultat, de ønskede. De repræsenterede ikke, men legemliggjorde den varmende og livgivende kraft eller den dallignende tilværelse nede i jordens indre. De ord, der blev sagt, beskrev ikke, men satte de kræfter i gang, der blev talt om. Da den altid aktive poetiske fantasi greb fat i disse skuespil, blev præsentationen formet til en historisk begivenhed. Der var engang en herlig kongesøn, som blev revet ihjel af et vildt vildsvin, begravet og begravet, indtil kvinders tårer kaldte ham op af det sorte mudder igen. Til minde om denne begivenhed blev det sagt, at det, der var sket, siden da blev dramatisk fremstillet.

I kristendommen øgedes spændingen i dramaet. Det var den levende Guds enbårne søn, der blev dræbt, led den skammelige død som en forbryder og efter to dage i Hades' skyggefulde haller vendte han tilbage til jorden og steg endelig op til himlens haller. Kontrasterne kunne ikke være stærkere, dramaets vekslen ikke være voldsommere. Påsken mindede om denne begivenhed, som var afgørende for hele Guds skabelse. Forårsfestivalen blev løftet op på et højere plan uden at ændre sin essens. De gamle strenge fortsatte med at vibrere med langfredagens dystre stemning og påskens glædelige budskab. Naturens genvækkelse, blomsterne der spirede op af jorden, blev et symbol på den begivenhed i historien, der havde forløst mennesket fra dødens og syndens voldsomhed. Naturen og frelsesmystikken var vævet sammen.

Nu er begivenheden i sin rækkefølge blevet til et billede af naturens gang. Men bag vegetationens genoplivning ved hjælp af sol og varme kan alle også se den konstante genfødsel af andre gode kræfter. Vores menneskelige behov for at projicere det ydre og håndgribelige ind i idé- og tankeverdenen er evigt uudholdeligt. Og er det ikke grundlæggende rigtigt? Er vores eksistens ikke én og samlet? De livgivende kræfter er indbyrdes forbundne, den højeste åndelige er den samme som naturens livgivende kraft, blot set fra et andet synspunkt end det, hvorunder den fremtræder i sin anden og noget grovere form. Frost og sne kan drive livskraften væk. Gode tanker og gode intentioner og kraften til at føre dem ud i livet visner og dør nogle gange i den iskolde kulde. Ingen af dem kan ødelægges permanent. Mennesker bliver fysisk og åndeligt frastødende, stinkende og onde for dem, der ser på dem med kolde og klare øjne. De er hjælpeløse, elendige skabninger, der skriger af frygt for mørket omkring dem, og som er opslugt af længsel efter lyset, for dem, der ser med varme øjne. De glider forbi som skygger i nattens storme, konturløse, livløse, de kommer ud af ingenting og forsvinder i ingenting. Deres sorg og angst, deres drøm og vilje spredes sporløst i rummet. Men deres gode intentioner eller smukke tanker bliver ikke ødelagt. De er mere flygtige end brisen, mere varige end noget, der i vores øjne synes at være det mest faste af alle faste stoffer. De rejser sig igen lige så sikkert som solen vender tilbage, og planterne springer ud af mosset efter vinterdvalen.

Menneskeverdenen kan blive øde, vinterlig og død. De kreative kræfter genvinder dog altid kontrollen med tiden. Skiftet mellem død og liv, mellem mørke og lys, mellem vækst og visnen, ophører aldrig. Alle levende væsener er dømt til at dø. De døde genopstår igen. Gennem de enkeltpersoner, der er faldet i forfald, fortsætter familiens liv; gennem de enkeltpersoners tanker og vilje bevæger familiens sjæl sig mod horisonter, der endnu ikke er set. Livets essens er en evig rytme.

Abonnér på YouTube:

Hvis du sætter pris på Allmogens uafhængigt arbejde for at skildre vores fine svenske historie og nordiske kultur, er du velkommen til at købe noget lækkert i butikken eller støtte os med en frivillig donation. På forhånd tak!

Støtte Allmogens via Swish: 123 258 97 29
Støtte Allmogens af tilmeld dig
Støtte Allmogens i dit testamente