På lang sigt

Man forstår helt sikkert noget helt afgørende, når man ser bruddet mellem forskellige strømninger, som giver vores tidsalder dens indhold, ud fra en kamp mellem en kortsigtet og en langsigtet livsopfattelse. Det kan let forudsiges, at denne formel, som lige så lidt som enhver anden, under hvilken man søger at komprimere livets uendeligt varierede mangfoldighed, kan yde fuld retfærdighed til de individuelle fænomener, der er omfattet af den. En sådan rensning af begreberne kan ikke blot forsvares, men den kan også siges at være nødvendig. Uden den kan man ikke få et overblik over tidens tilstand, og der kan ikke ske en frugtbar meningsændring. Begreberne er abstrakte størrelser, og manifestationerne af en tidsstrøm i handling er forringet af en tilsvarende unidimensionalitet. At se tidens modsætninger under et mere eller mindre renset idégrundlag har den samme betydning som bredt synlige, umiskendelige signaler for de kæmpende hære.

Et synspunkt kunne være præget af Heidenstams ord om dette land, hvor vores børn en dag skal bo og vores fædre sove under kirkens tag. Følelsen af at tilhøre fortiden og fremtiden er dens vedvarende spænding. Denne vision af livet findes i mange forskellige afskygninger. Den er ikke kun vokset frem af en følelse af slægtskab, men kommer stadig til udtryk i den fra tid til anden. I det omfang denne oprindelige ramme udvides til at omfatte åndelig herkomst og indflydelse, udvider følelsen af tilhørsforhold sine rødder til områderne for åndelig kultivering. Man føler sig selv som et udtryk for og en del af folkets sjæl, der lever i det sprog, som ens fædre talte, i litteraturen, hvori det afslører sin trakt og sin natur, i retssystemet og den sociale orden, der som et koralrev konstant bliver omtumlet af solen og luften og vandets skum, selv om den sænker sine grundvolde ned i de mørke dybder, hvor ingen stråle af hukommelse kan trænge ind, folkets sjæl, som lever i den særlige måde at tænke, føle og være på, at reagere på livet og tilværelsen på, som ethvert folk har som sin særlige arv.

Denne følelse af samhørighed kan opstå på alle mulige måder. Den vækkes af landets natur, af vildmarken og de dyrkede marker i de gamle dyrkede landsbyer, af gadeperspektiverne, af det gamle og antikke såvel som af de spirende unge, der rækker mod dage, der stadig venter på fremtiden. Gamle bygninger, den reflekterende våde asfalt i gaderne, lygteblusets refleksioner i vanddråberne, der glitrer på træernes grene, alt sammen kan fremkalde følelsen af det liv, der ikke kun strækker sig omkring os, men også foran og bag os.

Livssansen kan være indstillet på dette og fylde øjeblikke med sin oplevelse. Det er ikke at løbe væk fra sit eget selv, men at opfatte det i sin sammenhæng med dets betingelser og virkninger. Når følelser omsættes til vilje, bryder de ud i omsorg for det fællesskab, der eksisterer i folkets og kulturens liv. Den giver sig selv til kende ved at tage sig af alt det, der er forudsætningen for kulturens blomstring, folkets frie eksistens og den kreative tankes ukrænkelighed. Al kreativitet er et barn af frihed. I skyggen af begrænsninger har skabelseskraften tendens til at svinde ind i skyggen af begrænsninger. Kun ønsket om at skabe et afløb for livets strøm kan føre til noget værdifuldt. Og selve skabelsen er båret af visheden om samværet. Udtrykket af tanker og følelser i den form, som de søger, forløser ikke blot det sjæleliv, som de bryder ud af, men også alle de sjæleliv, som er trukket i samme retning.

Denne tilgang til tilværelsen forudsætter, at livet ses i et længere perspektiv end ens egen individuelle eksistens. Når den får lov til at begrænse synet, bliver formlen "efter os syndfloden", dvs. at syndfloden må komme, hvis bare vi kan komme væk. Det er antydningen af, at den nuværende kulturelle epoke er på vej mod sit fald, der afspejles i ligegyldigheden over for, hvad der vil ske i morgen. Uden en sådan overbevisning findes den samme livsorientering hos dem, der ønsker at bruge samfundets magtressourcer til at realisere deres egne særinteresser. Alle demagogiske bestræbelser er udtryk for et sådant sind. Dette findes altid i alle tidsaldre, men det har sin mest frugtbare grobund i folkekrigenes dage. Det er så dem, der føler sig mindst forbundet med kulturlivet, der har mest at sige. Så er det bedst at forsøge at klatre op til magt og indflydelse på massernes skuldre. Så kan du gøre det behageligt for dig selv i dag og love alle mulige glæder og tab til dem, hvis instinkter du appellerer til. I morgen vil der komme skuffelser, men den tid, den sorg. Hvad betyder morgendagen for os? Vi lever i dag. Hvis vi skaber en masse problemer for dem, der kommer bagefter, er det deres sag.

Demagogien er rettet mod rovdrift. Det har altid været dens løsesum at røve og fordele de akkumulerede skatter. Den har aldrig forstået, hvad det betyder, eller rettere sagt, den har aldrig spurgt sig selv, hvad den dybe virkning er af at bryde det stærke bånd mellem generationerne, som er arveoverførslen fra generation til generation. Den har ikke set det syn på folkets og landets eksistens, som kræver, at den enkelte i den nuværende tidsalder ofrer sig for at sikre landets fremtidige uafhængighed. Den er afskyelig som statskunst i det lange løb. Den ofrer sig for bekvemmelighedens skyld for nationale ressourcer, som måske kan spares for øjeblikket, men som ikke kan genoprettes hurtigt, når der er brug for dem i morgen. At nationens omdømme lider under dens åbenlyse manglende evne til at holde sit hus i stand, spørger ikke den, der ikke undrer sig over morgendagen. Folkeopdragelse, bevarelse af racen, fremme af kulturen, alt dette er ting, som han ikke belaster sit sind med, da hans visioner er begrænset af hans eget liv. Ungdommens forræderi, udbredelsen af ligegyldighed over for de store kulturelle spørgsmål, nedgangen i den offentlige anstændighed er ligegyldig for den, der ikke spørger om morgendagen.

Kun den, der forveksler frihed med retten til at give slip på jagten på menneskelighed for at synke tilbage i driftens tilværelse, hvis rensning og forædling til noget intellektuelt, æstetisk og moralsk højere netop er kendetegnende for menneskelighed, kun han kan finde det paradoksalt, at det er den fremsynede livstype, der har frihed som sit hovedord, og den kortsynede type, der har tvang. Frihed har noget at gøre med den selvstyrke, der bryder øjeblikkets diktater for at give luft til noget, der ønsker at arbejde sig selv ud fra sit indre. Den, der ser, hvordan livet med dets problemer, opgaver og stemninger flyder op i fortiden med familie, mennesker og åndelig kultivering og gennem sin egen personligheds lille strøm flyder videre mod fremtiden, beskæftiger sig mere omhyggeligt med disse ting end den, der begrænser sit synsfelt til det, der ligger mellem hans fødsel og død. Den, der føler ansvar over for fortiden og fremtiden, føler sig også forpligtet til at være fri og til at tænke frit. Kun på denne måde kan han bringe noget af værdi frem i lyset. Kulturens livsnerve er frihed. Uden den er der ingen skabelse. Ingen kan indånde den uden at søge det størst mulige rum for sin egen og andres individualitet.

De kortsynede mennesker elsker tvang. Det løfter ansvaret fra den enkeltes skuldre til dem, der går i spidsen. Den bliver masse, alles og ingens. For demagogien arbejder altid med massen som sit instrument, og i massen udslettes individerne. De bliver knust sammen med dens andre elementer; drifterne, instinkterne, tager fuldstændig overhånd over tanken. Massen lader sig styre af øjeblikkets reelle eller formodede behov. Ligegyldighed over for alt det, der kaldes patina af alder og fremtidsforventninger, er en del af dens væsen. Det er betegnende, at det parti, der arbejder mest med masserne som sit instrument og mål, er ivrig efter at afsløre sin jalousi over for sine fædres store bedrifter. Den har desuden frigjort sig fra bekymring for fremtidige generationers nationale uafhængighed.

At arbejde på lang sigt er kulturmenneskehedens tilgang til livet. Den er ikke baseret på den naive tro på, at verden altid vil blive bedre. Det har intet at gøre med den uskadelige forsikring om menneskenes naturlige godhed i deres hjerter. Den har ingen illusioner om en virkelighed, hvis ansigt kan minde om fortællingen om Medusas hoved, som fik tilskuerne til at stivne af skræk og rædsel. Men den henter sin styrke i visheden om, at der trods alt går en kulturel linje gennem denne virkelighed, som en stribe fugle i forårsaftenen over skove og moser. Denne kulturelle strøm er flodlejet for god vilje og klar tænkning, flodlejet for drømme og skønhed. Fra enhver ærlig indsats strømmer der kraft til den. Det er ikke de ydre resultater, der er afgørende. Det er ikke kun produktionen af store værker, der holder kulturen i live. Accept og tilegnelse er en lige så uundværlig kreativ handling fra personlighedens side. Ingen anstrengelse, der lægges i en kulturel opgave, uanset hvor ubetydelig den synes, er spildt. Det er selve arbejdet i sig selv, der er vigtigt.

En kultur hører ikke til de fænomener, hvis type er den flygtige eksistens på dagen. Den spænder over alle tider. Enhver, der er blevet bevidst om, hvad det betyder, om det faktum, at menneskelivets nerve falder sammen med den linje, som kulturen trækker gennem begivenhedernes gang, vil blive fortryllet af dens uudtømmelige rigdom. Jo mere menneskehedens verden fremstår som en giftig sump, jo sjældnere bliver den skimlende storhed i den kultur, som den menneskelige kreativitet har hentet fra. Øjet kan følge linjen tilbage til tidernes morgen og fremad uden grænser.

Kultur giver livet plads og storhed. Det bryder den snævre horisont. Den fylder også sine ydmyge tjenere med ydmyg taknemmelighed over for det liv, hvis inderste lyser og skinner i alt det store, som længslen efter skønhed og klarhed og frihed har skabt.

Abonnér på YouTube:

Hvis du sætter pris på Allmogens uafhængigt arbejde for at skildre vores fine svenske historie og nordiske kultur, er du velkommen til at købe noget lækkert i butikken eller støtte os med en frivillig donation. På forhånd tak!

Støtte Allmogens via Swish: 123 258 97 29
Støtte Allmogens af tilmeld dig
Støtte Allmogens i dit testamente