Læren af nazismen

I øjeblikket er der ikke mange, der tror, at nazismen har en fremtid. Nogle lader som om, at de stadig tror på dens overlevelse, og det er dem, der har svært ved at indrømme åbenlyse fejltagelser. De, der altid følger med strømmen, har fulgt den, selv når den har efterladt den nationalsocialistiske båd på sandbanken, hvor den er gået på grund. Floden flyder videre, og det er kun et spørgsmål om tid, før det strandede skrog bliver skåret op. De, der nu har forladt den nazistiske skude, er gået om bord på andre skibe. De vil blive udråbt som de eneste moderne, selv om de blot har beklaget deres tilbagestående udvikling.

Hitlerismen er ikke sporløst forsvundet. Den har med eftertryk indskærpet folkets godtroenhed, deres tendens til ukritisk at acceptere alt, hvad der bliver proklameret med tilstrækkelig insisteren. Nazismen kan kaldes en religion, hvis man med dette begreb ønsker at betegne ideer, der ligger på et andet plan end tankens og fornuftens. Det er blevet sagt, at hvis der kom en person og prædikede, at månen var en grøn ost, ville han let skabe en sekt, der tog dette udsagn til sig som et opløftende og frelsende budskab. De intellektuelle i dette fællesskab ville formulere et dogme, en ideologi, som ville give brødrene og søstrene den klarhed i deres tankegang, som de havde brug for. Der kunne meget vel blive indledt en religionskrig mod dem, der holdt fast ved den gamle, forældede opfattelse, som astronomien havde gjort sig gældende. Det ville ikke være mere bemærkelsesværdigt, hvis de, der havde sådanne videnskabelige opfattelser, blev udsat for en udryddelseskrig, end at jøderne skulle blive det i vore dage.

Når man undersøger nærmere, hvem det f.eks. i de nordiske lande er, der har tilsluttet sig nazidoktrinen, finder man, at det hovedsageligt er dem, der er trukket med mindreværdskomplekser af den ene eller anden art. De har følt sig tilbagetrukket, som alle tiders fejlvurderede genier har gjort det. De har forsøgt at kompensere for deres underlegenhed ved at øge deres selvværd. Sidstnævnte er et dårligt surrogat for den anerkendelse, som de har eftertragtet. Så når de får en chance for at spille en rolle, for at overgå dem, der ser ned på dem, tøver de ikke med at gribe den. Den, der tager prøver på de kvislinge i de forskellige lande, vil finde samme type overalt. De ønsker at hævde sig selv, at svæve over og med magt holde de andre nede. De bruger vold, fordi det er det eneste middel, de kan bruge til at få indflydelse. Intellektuel og moralsk autoritet er blevet taget fra dem af naturen. At fængsle og dræbe kræver ingen moralske eller intellektuelle forudsætninger. Det er bedre uden dem.

Nazismen har også afsløret den fare, som et for stærkt organisatorisk væsen kan udgøre. Hvorfor var de tyske fagforeninger ikke i stand til at yde nogen nævneværdig modstand mod nazismen? Simpelthen fordi folk blev vænnet af med personlige holdninger, personlige overbevisninger. De havde deres meninger med andre, de var vant til at adlyde, men ikke til at træffe beslutninger selv. I politiske spørgsmål opførte de sig kun som en masse og følte sig som en masse. De fulgte med, da en af flokken gav dem retningen. At følge med var blevet deres anden natur. Uafhængigheden var død. Den samme mentalitet var ikke fraværende andre steder. Vi har nok partiskhed i vores land. Der har ikke været nogen nævneværdige vanskeligheder med at få partipressen til at adlyde ordrer. Flere partiskrivere praler af deres lydighed. De kalder det loyalitet, at de afstår fra deres egen dømmekraft; nogle gange vender de helt dristigt sagen på hovedet og kalder det ansvarsfølelse at unddrage sig ethvert ansvar.

Nazismen har helt sikkert gjort mange hjertets tanker åbenbare. Den har bragt mange ting frem i lyset, som vi før dens fremkomst troede, at de var blevet henvist til uvished. At den ikke var helt forsvundet, fremgik af sporadiske udbrud. Det blev anset for umuligt, at det ville optræde som en pretenderende magthaver. De vesteuropæiske kulturfolk fik imidlertid en lærestreg. Vi lærte, at kulturen på ingen måde havde gennemsyret vores samfund, at selvdestruktionens kræfter var stærke nok til at udgøre en alvorlig trussel mod vores civilisation.

Vi lærte derfor, at den magt, hvis væsen er den menneskelige kultur, er stærkere end den magt, hvis væsen er at nedbryde.

Abonnér på YouTube:

Hvis du sætter pris på Allmogens uafhængigt arbejde for at skildre vores fine svenske historie og nordiske kultur, er du velkommen til at købe noget lækkert i butikken eller støtte os med en frivillig donation. På forhånd tak!

Støtte Allmogens via Swish: 123 258 97 29
Støtte Allmogens af tilmeld dig
Støtte Allmogens i dit testamente