Viking

Da jeg var 15 år gammel, blev sommerhuset for lille til mig,
Hvor jeg boede med min mor.
For at holde øje med gaderne blev dagen lang for mig;
Jeg ændrede mening.
Jeg drømte, jeg troede, jeg ved ikke hvad,
Jeg kunne ikke være lykkeligere, end jeg plejede at være
I skoven.

Med køligt sind på bjerget løb jeg,
Og kiggede ud i det store hav.
Bølgernes sang virkede så sød for mig,
Der går de i det skummende hav.
De kommer fra fjerlandet, fjerlandet,
De holder ikke lænker, de føler ikke bånd
I havnen.

En morgen så jeg et skib fra kysten;
Som en pil i bugten skød den.
Så blev mit bryst sulten, så brændte mit sind,
Så vidste jeg, hvad jeg var træt af.
Jeg løber væk fra ghettoen og moderen min,
Og vikingen tog mig med på skibet
På havnen.

Og vinden med kraft i sejlene løber;
Vi fløj på ryggen af bølgerne.
I de brændende dybder smuldrer toppen af bjerget,
Og jeg var så lykkelig og så tryg.
Jeg tog fars rustne sværd i hånden
Og svor at give mig kongerige og land
På havnen.

Som sekstenårig blev jeg ramt af vikingen,
Som skældte mig ud skægløs og svag.
Jeg blev en havkonge - jeg gik over vandet
I flokkens blodige leg.
Jeg landede, vandt slotte og paladser,
Og med mine kæmper for græstæppet trak jeg lod
På havnen.

Fra hornene tømte vi mjødmosten
Med magt på det stormfulde hav.
Fra bølgen vi regerede på kysten -
I Valland tog jeg mig en hede -
I tre dage græd hun, men så var hun tilfreds,
Og sådan stod vores bryllup, med legende fryd
På havnen.

Engang ejede selv jeg lande og slotte,
Og drak under en sodet højderyg^[1],
Og bragte sorg over kongerige og kirke,
Og såf inden for mure og låse.
Det var en hel vinter - den virkede lang for mig,
Og skønt jeg var konge, var jorden for snæver for mig
Emot havvet.

Jeg gjorde ingenting, men havde ingen fred,
For at hjælpe enhver hjælpeløs idiot.
De vil have mig til en mur omkring bondeboet
Og til at låse tiggerens sæk.
Om saks, kantning og tyve og røvere
Jeg hørte min fylde - jeg var langt væk
Op i havnen!

Så jeg bad - men hængningen gik og vinteren blev lang,
Og med sirup strande drysset,
Og bølgerne synger deres sang igen
Og lyd: på havet, på havet!
Og forårsvindene spiller i dalen og i højderne,
Og vandløbene falder frit med glæde
I havnen.

Så blev jeg grebet af det usynlige bånd,
Jeg blev tiltrukket af bølgernes løb.
Jeg spredte mit guld ud over by og land,
Og smadrede min krone
Og fattig som i gamle dage, med skib og sværd.
Mod ukendte skæbner trukket i vikingerejsen
På havnen.

Som vinden var fri vi legede med lysten
På den forårsvandende sø.
Vi mænd så, på en fremmed kyst,
På samme måde lever og dør vi.
Bekymringer om, at hun skal falde til ro;
Men sorg, hun kender ikke vikingens vej
På havnen.

Og igen stod jeg blandt kampene og spejdede
Efter skibe i den fjerblå farve.
Vikingesejlene kom - og så var det blod, der var dagens orden;
Krybdyret kom - og han måtte væk.
Men blodig er sejren for den modige vært,
Og vikingernes venskab, det er bundet med sværd
På havnen.

Jeg stod om dagen i en gyngestol,
I den herlighed lå fremtiden for mig;
Så morsomt, ligesom svanen i gyngesaven,
Jeg blev båret af en brølende bølge.
Min var derefter alle de byttedyr, der kom i mit løb,
Og fri som et uudgrundeligt rum mit håb,
På havnen.

Men jeg stod om natten med min stav svajende,
Og den ensomme bølge brølede,
Så hørte jeg hornbladene hækle deres væv,
I stormen gennem rummet skudt.
Som kornets skæbne bølgerne bølger:
Bedst at være klar til turen som et fald
På havnen.

Jeg var tyve år gammel - og så kom problemerne snart,
Og søen kræver nu mit blod.
Han kender det godt, han har også drukket det
Hvor den hotteste kamp fandt sted.
Det brændende hjerte, det slår så hurtigt,
Det vil snart blive køligt og koldt sted
I havnen.

Alligevel klager jeg ikke over mine dages taler:
Snar var, men godt, deres hastighed.
Der er ingen anden vej end til gudernes sal;
Og det har bare at være snart.
Med dødssang går de klingende bølger:
På dem har jeg levet - min grav skal jeg modtage
I havnen.

Så synger på den ensomme klippehal
Den skibbrudne viking blandt bålenes dønninger -
I dybet af søen ham rifver -
Og bølgerne synger deres sang igen,
Og vinden har sin legesyge kurs;
Men mindet om det tabte - det forbliver.

1. Aldrig at drikke under en sodet flod, det vil sige: under et tag eller på land, var ellers vikingernes skik.

Abonnér på YouTube:

Hvis du sætter pris på Allmogens uafhængigt arbejde for at skildre vores fine svenske historie og nordiske kultur, er du velkommen til at købe noget lækkert i butikken eller støtte os med en frivillig donation. På forhånd tak!

Støtte Allmogens via Swish: 123 258 97 29
Støtte Allmogens af tilmeld dig
Støtte Allmogens i dit testamente