Podd: "Vores frie ord" og eftervirkningerne af offerordets tidsalder

Lyt til "Vores frie ord" på Spreaker.

Ny episode ude, hvor podcasts er! Første behandling af C.V.A. Strandbergs digt Vores gratis ord fra 1856, derefter om kampen for ytringsfrihed, om Vilhelm Moberg og det, han kaldte det ufrie ords tid under Anden Verdenskrig, og om alternative medier før og nu.

Godt lyttet!

For dem, der foretrækker tekst:

Dette digt kunne være skrevet i går, men det kunne også være skrevet for 50, 100 eller 500 år siden.

Så langt tilbage som vores skrevne historie kan vi se, hvordan magthaverne har bekæmpet ytringsfriheden.

Ytringsfriheden er blevet bekæmpet af folk, der har noget at miste ved at sige sandheden. Folk med stor magt. Folk, der ønsker mere magt. Mennesker, der af forskellige årsager undgår sandhedens lys.

Sandheden om uretfærdighed og undertrykkelse, om løgne og bedrag.

Det ufrie ords tid, kaldte Vilhelm Moberg den tid under Anden Verdenskrig, hvor den frie ytring blev bragt til tavshed af statscensuren.

Det skriver Moberg i Eskilstuna-kuriren den 28. februar 1941 i en artikel med overskriften "Stilhed hersker i landet":

Så meget, at en demokratisk regering og et folkevalgt parlament kræver, at vi accepterer censurens gamle sorte spøgelse - et spøgelse, som vi har hørt om, men som vi aldrig rigtig har troet på, og som pludselig er dukket op på svensk jord som fra underverdenen. Censur betyder, at alle tryksager, herunder bøger og pamfletter, skal undersøges af myndighederne, før de trykkes, og at ytringsfriheden kan kvæles efter behag. Hvad er der så tilbage af friheden?

Den svenske regering lukkede munden på de stemmer, der var kritiske over for Tyskland og Hitler, og over den svenske regerings passivitet, da den f.eks. tillod tyske tropper at rejse gennem Sverige med svenske jernbaner. De ønskede ikke at fornærme kansleren og risikere en tysk invasion af Sverige.

Man kan sige, at de svenske politikere også var bekymrede for Sveriges image på det tidspunkt, og der var ikke plads til sandheden.

Et citat fra samme artikel:

Landet har brug for rolige og modige borgere - men hverken ro eller mod skabes af vores negative regeringspropaganda, hvis sjæl er en institution til undertrykkelse af fakta. Der findes en propaganda uden sidestykke blandt frie folkeslag: at fortælle sandheden!

Vilhelm Moberg selv fik stadig sværere ved at få sine tekster udgivet. Men to aviser, hvor hans stemme blev hørt, var i den førnævnte Eskilstuna Kuriren og i Göteborgs Handels og Sjöfarts Tidning, hvor chefredaktør Torgny Segerstedt stod i spidsen.

Torgny Segerstedt var også bekymret for ytringsfriheden og den svenske frihed. Under krigen blev en række af hans aviser konfiskeret af staten. Men allerede i 1934 kan man i en af hans artikler læse, og jeg citerer:

Friheden til at tænke og udtrykke sine tanker er vigtigere end alt andet. Det er menneskehedens livsblod. Uden denne atmosfære af frihed visner det åndelige liv bort. Alle ting kan spares, men ikke dette. Der, hvor den berøres, er det, der gør os menneskelige, det er det, der gør os moralske, det er livet.

Et par år senere blev Segerstedt opkaldt efter selveste kong Gustav V, som forsøgte at få Segerstedt til at dæmpe sig lidt. Det gik godt for kongen.

Fordi ytringsfrihed altid finder en vej.

Sandheden kan ikke skjules under stolen, som det gamle ordsprog siger.

Og det var netop ytringsfriheden, som den tidlige arbejderbevægelse og socialdemokratiet byggede på i de første årtier, hvor de kæmpede.

Vilhelm Moberg fortæller 1941:

Da Socialdemokratiet begyndte at kæmpe sig fremad, var ytringsfriheden dets vigtigste kampmiddel. Socialistiske redaktører blev dømt utallige gange i sager om pressefrihed og sad i hundredvis af år i fængsel. Hjalmar Branting og Axel Danielsson var blandt disse martyrer for pressefriheden. De førte kampen til sejr, men sejren ville ikke have været mulig uden det frie ord.

Hvor der ikke kan høres stemmer, opstår der naturligt alternative medier. Den tidlige arbejderbevægelse havde ingen til at tale på deres vegne i datidens aviser. Så de skabte deres egne aviser.

Historien om fremkomsten af alternative medier i det 19. og 20. århundrede tænkte jeg, at jeg ville lave en videoafdeling om i fremtiden. Det er ganske fascinerende og ikke mindst relevant, da vi ser, at historien gentager sig i dag.

Tidligere tiders alternative medier er blevet til nutidens etablissement, og hvor der var stemmer, der ikke kunne blive hørt, er nye alternative medier opstået som deres talerør.

Vi ser også i dag et etablissement, der ser negativt på de nye konkurrenters hurtige fremgang. Vi ser, hvordan vor tids alternative medier bliver bekæmpet. Vi ser, at ytringsfriheden bliver bekæmpet.

I vores tid er det ikke de tyskkritiske stemmer, der møder patruljer fra ytringsfrihedens fjender. Nej, når mean fi optræder, kan man med en rimelig sandsynlighed gætte, at det drejer sig om migrationspolitik og skattefinansieret indvandring.

Vi lever i et land, hvor både almindelige mennesker og landets øverste ledelse har været og er bange for at give udtryk for deres synspunkter - for at sige sandheden - for overhovedet at ville søg for sandheden.

Af frygt for at blive kaldt racist eller det, der er værre. Af frygt for at miste dit job og dine venner. Af frygt for de totalitære og intolerante kræfter, der lever og trives i den svenske venstrefløj. Og det er disse kræfter, der bærer den endelige skyld for den direkte og indirekte censur og selvcensur, der har lagt sig som et vådt tæppe over Sverige i mange år.

Folk har mistet deres arbejde. Folk har mistet venner og deres omdømme. Folk har mistet sit liv i Sverige, fordi folk har været bange for at sige deres mening.

Disse uretfærdige og i høj grad neomarxistisk kræfter har haft og har stadig frit spil i de statslige institutioner - ikke mindst i den offentlige sektor, og de dominerer også mange af landets redaktioner - de såkaldte frie medier. Det er kræfter, som skal bekæmpes af alle, der beskytter ytringsfriheden, der beskytter sandheden, der beskytter fornuften, der beskytter deres egen fremtid. Ondskaben skal bekæmpes.

Moberg afslutter sin artikel i Eskilstuna-kuriren med følgende ord, og de kan også afslutte dette afsnit:

Retten til at tale og skrive frit og til at kende sandheden i vores aviser - var det ikke netop denne ret, som vi skulle forsvare?

Jeg vil gerne stille dette spørgsmål til alle medlemmer af vores regering, af vores parlament.

Er vores folk ikke forenet i forsvaret af deres frihed, deres svenske særpræg, deres kultur, deres åndelige og materielle værdier? Er vi ikke enige om, at vi skal kæmpe for alt dette til døden?

Dette frie land er vores, og det skal forblive vores!

Lad ikke nogen lukke munden på dine tanker.

Hav en god weekend alle sammen.

Vil du hjælpe Allmogen med at vokse - så jeg kan gøre meget mere for at beskytte vores historie og ytringsfrihed? Bliv støttemedlem i dag.

Abonnér på YouTube:

Hvis du sætter pris på Allmogens uafhængigt arbejde for at skildre vores fine svenske historie og nordiske kultur, er du velkommen til at købe noget lækkert i butikken eller støtte os med en frivillig donation. På forhånd tak!

Støtte Allmogens via Swish: 123 258 97 29
Støtte Allmogens af tilmeld dig
Støtte Allmogens i dit testamente