Køb vores historiske kort

Om nationalstatsfesterne

Nationalstat
1984: Nationaldagsfirande på Kvarnbyvallen i Mölndal. Foto: Harry Moum, Mölndals stadsmuseum (CC BY-SA)

Om fejringen af nationaldagen og den evige fjende af den spontane orden og de frivillige fællesskaber

Lars Anders Johansson har lige i tide til nationalstatsfesterne skrevet en artikel på nationaldagen, hvor han diskuterer forskellen mellem tvunget og frivillige fællesskaber - ved at se på den svenske historie og forholdet mellem nation og stater. Absolut værd at læse, og det siger jeg ikke kun, fordi Project Allmogen bliver nævnt i slutningen.

Nationen, det forestillede skæbnefællesskab baseret på et fælles sprog, historie og kultur, har vist sig at være et af de mere varige fællesskaber og et fællesskab, som mange mennesker naturligt kan identificere sig med.
[...] Når det nationale fællesskab ikke er i overensstemmelse med de politiske mål, kan staten i stedet forsøge at splitte og opdele og skabe andre fællesskaber, der er i modstrid med de gamle. De klodsede forsøg på at skabe en slags "nationalisme" for det europæiske samarbejde fra oven er et af de tydeligste eksempler.

Lars Anders Johansson

Ud over Lars Anders' nutidige eksempel er den svenske nationalstat også et eksempel på et fællesskab, som engang blev påtvunget de almindelige mennesker i de mange forskellige regioner. I de gamle grænsebyer i Blekinge kunne bønderne f.eks. den ene dag få at vide, at de var svenskere og den næste dag danskere, alt efter hvilken kongesoldater der passerede gennem bygden på det pågældende tidspunkt og krævede loyalitet og skat af de almindelige borgere.

Et andet nutidigt eksempel er den svenske "multikultur", lad os kalde det "mangfoldighedsnationalisme", blot det seneste af de fællesskaber, som centralmagten har påtvunget os ovenfra. Et "fællesskab", der heller ikke har nogen folkelig forankring, et elitært projekt gennem og gennem, som sjovt nok i sin selvforherligende fremtoning og sprogbrug minder om netop den chauvinistiske nationalisme, der får de vigtigste fortalere til at se rødt. Men som Lars Anders Johansson skriver, er fremtiden for statens nyeste fælleshus langt fra sikker:

Naturlige fællesskaber, der er baseret på fælles sprog, kultur og historie, opstår over tid og gennem spontan orden. Deres inerti og frivillighed betyder, at de har en tendens til at fortsætte over tid. Mennesker, der føler et tilhørsforhold og et fællesskab baseret på disse parametre, har en tendens til at være levedygtige og i stand til at klare de sværeste prøvelser.
[...] Unaturlige samfund, der er påtvunget ovenfra gennem politiske beslutninger, er ofte svage og kortvarige. Folk føler ganske enkelt ikke den samme følelse af fællesskab med politiske dokumenter og bureaukratiske former som med dem, de deler sprog, kultur og historie med.

Betyder det, at vi ikke skal fejre nationaldagen? Nej, selvfølgelig skal du gøre det, hvis du har lyst til det. Men tænk på hvad du fejrer faktisk. Sæt en tanke bag handlingen. Vilhelm Moberg gjorde. I lyset af den foruroligende udvikling i dette land mener jeg, at det senest som fortjener at blive fejret i dag er stater og hvad end politikerne hævder, at vi skal fejre i dag.

Som du måske har bemærket, bryder jeg mig ikke om tvangsfællesskaber, og heller ikke om det "multikulturelle" fællesskab - netop fordi det er baseret på statslig tvang i stedet for frivillighed.

Det gamle svenske samfund blev ganske vist også påtvunget fra oven i sin begyndelse, men gennem en lang og smertefuld fødsel blev det til sidst det samfund, som svenskerne hentede styrke fra i de mørkeste tider. Det var det svenske flag, som Vilhelm Moberg og hans landsmænd samledes om, da voldsstyrkerne omringede Sverige under Anden Verdenskrig. Det var i det svenske samfund, at de fandt styrke til at forsvare sig. Selv jeg, som betragter mig selv som en libertær anarkist, en libertær, der sætter individets frihed først, kan derfor ikke nedgøre den svenske nation, som jeg er en del af gennem det sprog, jeg taler, den kultur, jeg bærer i mig, og den historie, jeg deler med andre svenskere. Men nationaldagen er og forbliver statens dag, magtens dag, og det "Sverige", der fejres, er det, som magten siger, at det skal være.

Midsommer er derimod en helt anden historie! Det er den svenske sand ferie på denne tid af året, som Lars Anders også har skrevet om, en fest, der er meget ældre end den svenske nationalstat, og en fest, hvis rødder går lige ind i folks sjæl.

Abonnér på YouTube:


Hvis du sætter pris på Allmogens uafhængigt arbejde for at skildre vores fine svenske historie og nordiske kultur, er du velkommen til at købe noget lækkert i butikken eller støtte os med en frivillig donation. På forhånd tak!

Støtte Allmogens via Swish: 123 258 97 29
Støtte Allmogens af tilmeld dig
Støtte Allmogens i dit testamente

Populære