Lucia - en af svenskernes mest elskede traditioner

I morgen formiddag vil der blive tændt fyrværkeri i tusindvis af svenske hjem, skoler og på arbejdspladser. Sangen lyder, skyggerne brøler, og nogle fælder en tåre, mens børnekoret synger med.

Hvordan kan det være, at en katolsk helgen fejres på denne måde i vores afkristne land, når hun for de fleste katolikker uden for Norden blot er en af hundredvis af andre helgener, et navn i almanakken, som de store masser ikke engang kender?

Svaret er, at vores Lucia er et glimrende eksempel på, hvordan svensk kultur og tradition er opstået af impulser udefra blandet med ældgamle svenske traditioner og dermed gennem århundreder er blevet en unik fest, som kun vi og de svensktalende i Finland fejrer.

Herman Lindqvist

Teksten ovenfor er et citat fra historikeren Herman Lindqvist. Hans beskrivelse er et glimrende eksempel på, hvordan ikke kun Luciatraditionen, men også kulturer som helhed har udviklet sig. Når folk hævder, at svensk kultur ikke eksisterer, mener de som regel, at vi har modtaget kulturelle påvirkninger udefra. Men ifølge et sådant ræsonnement ville der ikke eksistere nogen kulturer overhovedet - ingen eksisterende kultur er fri for indflydelse fra andre kulturer. Det unikke ved hver enkelt kultur ligger i den måde, hvorpå den har bearbejdet, udvalgt og omformet sit indhold, og i den henseende adskiller den svenske kultur sig ikke fra nogen anden. Lad os derfor se på, hvordan fejringen af Sankt Lucia, som måske er en af vores smukkeste og mest værdsatte traditioner, har udviklet sig.

Lucia-festen stammer fra legenden om den hellige Lucia fra Sicilien, hvis navn betyder "lys". Hun blev født i 280-tallet, da kristendommen var forbudt i Romerriget, og hun praktiserede derfor sin religion i hemmelighed. Da hun ufrivilligt blev forlovet med en ikke-kristen mand, blev hun så skuffet, at hun valgte at give sin medgift til de fattige. Som hævn afslørede manden hende som kristen, og hun blev henrettet den 13. december 304, hvilket gav anledning til en helgenkult. Nutidens Lucia-festligheder har dog ikke meget at gøre med denne helligdomsdyrkelse.

I de nordiske lande var den 13. december en særlig dag, allerede før traditionen med Luciaoptog opstod. I det gamle bondesamfund, hvor man brugte den julianske kalender, var natten til den 13. december den længste i året. Med kalenderreformen blev vintersolhverv flyttet til den 21. december, men ideen om den lange og mørke lucianernat blev bevaret. Man troede, at overnaturlige væsener var i bevægelse, og man troede, at dyr kunne tale. Folk holdt vagt hele natten.

I det vestlige Sverige voksede Luciadagen til en stor festdag. Her kaldte man det "lille juleaften" eller "lusse langnatt", og de, der kunne, festede med store mængder mad. En tysk tradition, ifølge hvilken en pige blev klædt ud som "Christkindlein" (et Jesusbarn med lys i håret for at symbolisere herligheden) blev taget op i Sverige, men blev forvandlet til en voksen kvinde med luciakrona på sit hoved bar mad ud. Den ældste registrering af en lysudsmykket Lusseau-brud er fra Horn uden for Skövde i 1764. I løbet af det 19. århundrede spredte skikken sig til universitetsbyerne, og i 1890'erne arrangerede Skansen en Lucia-fest for at vise provinsens festlige traditioner frem. Lucia optrådte alene eller med et par ledsagere.

Lucia-processionen i form af en lysbærende Lucia med følge er et nyere fænomen, som først blev almindeligt i 1920'erne. Luciaoptoget fik sin nuværende karakter, efter at der i 1927 blev udskrevet en konkurrence i Stockholms Dagblad, hvor den udvalgte Lucia fik en lysekrone og førte et optog af brudepiger an. Processionen blev suppleret af stjernedrenge, som traditionelt gik rundt og sang i hytterne i adventstiden for at repræsentere de tre vise mænd. Arrangementet blev populært, og lignende fester blev gentaget rundt omkring i landet. Efterhånden som Luciaoptog begyndte at blive organiseret i skoler og børnehaver, blev toget suppleret med julemandens nisser og peberkagemænd.

I moderne tid er Lucia-festen blevet en af det svenske folks mest elskede traditioner. Lucia er blevet en "lysets dronning", som hver vinter kommer for at oplyse det nordiske vintermørke og varsle julens komme. Festlighederne finder sted overalt - på byens pladser, arbejdspladser, skoler, plejehjem, hospitaler og private hjem. Mange af os kender de traditionelle julesange udenad og forbinder Lucia med en følelse af fest og fred.

Trykte kilder:

Modéus, Martin (2000), Tradition og liv, Verbum Swahn, Jan-Öjvind (2007), Svenske traditioner, Ordalaget

Utrykte kilder:

http://www.aftonbladet.se/nyheter/kolumnister/hermanlindqvist/article12701170.abhttps://www.nordiskamuseet.se/aretsdagar/luciahttps://www.svenskakyrkan.se/luciahttps://sweden.se/culture-traditions/lucia/ Oprindeligt offentliggjort på Kulturel hukommelse.

Abonnér på YouTube:

Hvis du sætter pris på Allmogens uafhængigt arbejde for at skildre vores fine svenske historie og nordiske kultur, er du velkommen til at købe noget lækkert i butikken eller støtte os med en frivillig donation. På forhånd tak!

Støtte Allmogens via Swish: 123 258 97 29
Støtte Allmogens af tilmeld dig
Støtte Allmogens i dit testamente