Køb vores historiske kort
Kultur
Find din elementære kraft i vores svenske folkemusik
12
aug
aug
Vi skal finde tilbage til vores oprindelige svenske kraft, til os selv, til vores kontakt med jorden, landet, mystikken og kosmos. Vores folkemusik kan føre os dertil. Det er netop det, det udtrykker: tyngdekraft, magt, forbindelse, magi. I modsætning til moderne populærmusik har vores svenske musik en tendens til at fremhæve etteren i rytmen. Det er der, dybden skabes. Hvis du finder den, forstår du styrken i vores musikalske tradition.
Er der en svensk urkraft? Er der en nordisk styrke, der kommer fra jorden, fra jorden, fra kontakten med gulvbrædderne i vores gamle træhuse? Er der en styrke, der kommer af at anerkende vores mest autentiske essens? Om vores dybeste mysterium? Svaret er ja. Lyt til svensk folkemusik, hvis du tvivler på det.
Den svenske folkemusik viser, hvor Sveriges oprindelige styrke ligger. Den ligger i vægten, i kontakten med jorden, med jorden, med undergrunden, med jordgulvet, med de faste brædder i hytten. Hvis du sidder i et lille træhus, skal hele huset ryste, når du trykker klappen i gulvet for at markere slaget i en polska. Prøv selv at prøve det til den legendariske Horace-sang, som den svenske sangerinde fremfører den lidt vemodigt Elina eller mere kraftfuldt ved Orsa-spillemænd. Og da det er en polska, er du velkommen til at støtte det første beat ved også at markere det tredje beat let. Det er som en opvarmning til hele eksistensens dybder, som stampen på den første tone vil udforske.
Prøv at finde den tre-bar i Jan Johanssons version af Polsk fra Medelpad. Det hurtige klaverspil får en anden dimension, hvis man finder den langsomme rytme. Tæl "en, to, tre" roligt og roligt og tramp med foden på gulvet på tredje og første tone, med en lille forsinkelse på første tone, og musikken får en anden nerve.
Vi svenskere har ofte svært ved at klappe i hænderne på tredje i en firetakt. I almindelig popmusik anvendes 3/4-takt sjældent, men den mere lige 4/4-takt dominerer. Den er f.eks. fantastisk til at køre bil: den er lige og lineær, og den bevæger sig støt fremad. Det er naturligt at klappe i hænderne i takt med, at trommeslageren slår på lilletrommen. Stortrommen markerer den første tone, og derefter svarer lilletrommen (og håndklap) på den tredje tone. Vi svenskere har nogle gange haft svært ved at få vores bidrag til rytmen til at være rigtigt. Vi kan godt lide at klappe på den ene, hvilket gør musikken stum og stiliseret. Det er det, der nogle gange kaldes det svenske backbeat. Vi er simpelthen for stive til at turde føle det forsinkede "swing", der opstår i en 4/4-takt, når man fokuserer på tredje og ikke på første.
Men der er ikke noget galt med os. Vi er ikke amerikanere, men svenskere. Og som sådan lever vi i vores indgroede vane, at musikken skal finde sit rum i den dybde, der opstår, når vi lader den første tone dominere. Det fungerer især godt i musik med tre takter som f.eks. polsk. Men den fungerer også i den mere lige 4/4-takt (eller hvordan du vælger at tælle den). Lyt f.eks. til Orsa-musikernes version af Brudemarch fra Delsbo. Hvis du tramper slaget med foden, er det uundgåeligt den første (og begyndelsen af tredje og fjerde), der dominerer. Selvfølgelig kan man forestille sig at klappe i hænderne på den tredje, men det er den første, der giver musikken dybde.
Så hvad er det egentlig, som Brudmarsch fra Delsbo formidler? Lyt til musikken. Tag, kære læser, ind i musikkens energi. Det er magt. Det er styrke. Det er stolthed. Det er tradition og kultur. Det er alt, hvad vi har brug for i dag.
Der var også meget kraft i den "gamle dansemusik", der opstod med harmonikaens ankomst til Sverige i slutningen af det 19. århundrede. Min far, som elskede "gammel dans", sagde engang, at moderne populærmusik (det, der blev spillet til dans) var god på mange måder, men at den manglede "forbandet god fornuft". Det var kedeligt og ensformigt. Harmonikakongen Calle Jularbo udtrykker den samme tøven over for moderne musik i en film fra begyndelsen af 1950'erne (tror jeg), hvor han siger (27:47 inde i filmen) film): "Jeg har aldrig spillet noget moderne musik, jeg har altid holdt mig til kulturel musik. Der er et helt andet liv i dansene, når jeg spiller en ægte gammel sang. Når de danser en moderne dans, en foxtrot eller noget i den stil, synes jeg, at de ligner mere liget på dansegulvet, end når de danser en gammel dans. Så griner og skriger folk og har det sjovt."
Unge svenskere vil næppe genoptage den gamle dans igen. Men vi kan alle se på vores egen kulturarv for at finde inspiration. Og vi har en musikalsk tradition, som er fantastisk på mange måder. Gammel dans er ikke helt det samme som folkemusik, men der er mange ligheder. Det handler om kraft, styrke og livsglæde. Som du ved, er der også en stærk tristhed i folkemusikken. Jan Johansson udtrykker det mesterligt i en moderniseret form på "Jazz på svensk". Og måske er det her, i tristheden, men også i den oprindelige kraft, at vi svenskere føler os mest hjemme. Det er der, hvor vi er mest os selv. I kontakt med jorden, med kraften, med tristheden, med mysteriet.
Kører du i dag? Sæt noget svensk folkemusik på, og rul vinduet ned, så alle kan høre det. Vær stærk! Vær stolt! Vær dig selv!
Udgivet første gang på Det gode samfund
Abonnér på YouTube:
Hvis du sætter pris på Allmogens uafhængigt arbejde for at skildre vores fine svenske historie og nordiske kultur, er du velkommen til at købe noget lækkert i butikken eller støtte os med en frivillig donation. På forhånd tak!
Støtte Allmogens via Swish: 123 258 97 29
Støtte Allmogens af tilmeld dig
Støtte Allmogens i dit testamente
