Kun Sverige svenske julefrokoster har

Først og fremmest, glædelig jul fra Allmogens til jer alle! Så hvorfor fejre jul? Hvorfor gjorde tidligere generationer sig denne anstrengelse for at fejre jul midt om vinteren?

Folkloristen og filologen Hilding Celander skriver på første side i sin bog Nordisk jul at "hele denne festlige årstid med hjem, barndomsglæde, generøsitet og lys i overflod virker dobbelt så kær og uundværlig for os nordboere på baggrund af det lange efterårsmørke. Hvor ville vores liv ikke være meget mere gråt og koldt heroppe i det hyperboreiske vintermørke uden denne flammende varmeovn!"

Selvfølgelig er der dem der svækker vores juletraditioner, og dem, der mener, at urdu-sproget er bare barbari, men vi har større sandsynlighed for at finde vores traditioner værdifulde og en kilde til glæde. Det gælder både de gamle traditioner fra den gamle jul, der blev fejret her i Norden, før julefrokosterne blev klædt i kristne klæder, de yngre elementer, der kom med kristendommen, og alle de mere moderne juletraditioner, der er bragt med fra udlandet.

"Den brogede mangfoldighed af skikke og trosretninger, som i gamle dage fyldte bondens jul og gav den et indholdsrigt indhold, som vi børn af nyere tid næppe kan forstå, er nok mere end én forundret over den blanding af kristendom og hedenskab, som optræder overalt."

Nils Gabriel Djurklous

De citerede ord er Nils Gabriel Djurklous fra bogen "Sædvaner og liv i Unnarsboar" fra år 1874.

Hvorfor blev julen fejret i de nordiske lande?

I dag er den mest almindelige grund til, at vi fejrer jul, at vi mindes Jesu fødsel. Men julen har altid været meget mere end det. Nu vil jeg ikke fortælle dig, hvad julen er, fordi det i dag har forskellige betydninger for alle. Men jeg kan dele Hilding Celanders forståelse af, hvad julen er, med dig været, hvilket nok også er i overensstemmelse med den måde, som de nordiske folk har opfattet julen på i meget lang tid.

"Mens vores andre nordiske årsfester har været tæt knyttet til naturens liv, til dets opvågnen eller til højdepunkterne i dets kraftudvikling (som forårsfesten, midsommerfesten og høstfesten) og næsten udelukkende er præget af det, er julen i stedet en kultur-bekræft.

Den kommer på en tid af året, hvor mennesket heroppe i Norden er mest forladt af alle naturens livgivende og blide kræfter og synes nådesløst overladt til vintermørket og vinterkulden.

Men i det øjeblik er det, som om nordmanden har samlet alle sine aktiver med en kæmpe indsats. Alt det, som det forgangne års arbejde og naturens gaver har opnået i fællesskab, lægger han frem i lyset af julebålet og fornyer således sin alliance med alle livsfremmende og nærende kræfter i trods og forsvar mod alt det svækkende og livsødelæggende, som truer i mørket og kulden uden for gårdens knuder.

Det er fejringen og triumfen af menneskelig kultivering. Og derfor afspejler julen også den nordiske kultur i dens forskellige aspekter og i dens forskellige udviklingsfaser rigere end alle andre folkelige årsfester tilsammen - Samtidig har julen været og er stadig en hjem og familie parti mere end noget andet. Det skaber tættere bånd mellem medlemmerne af den lille kreds, som sammen kæmper livets kampe og deler livets gode og dårlige skæbner. Det er en fest, der ikke kun fejrer til årlige, til årlig vækst og bjærgning, men også til Fridar, for at bevare den fred, der forener slægtninge.

I gamle dage fornyede den også i nogle få dage de ubrydelige bånd, der forenede de levende i familien med de afdøde døde, de slægtninge, der var blevet opdraget, som Snorre kalder det. - Og endelig har den gamle jul, som det store omdrejningspunkt i det år, også vendt blikket fremadrettet. Man har forsøgt at afsløre, ved hjælp af varsler og bedrag, hvad der lå skjult bag fremtidens slør, og at sikre - så vidt det stod i menneskets magt - denne fremtids skæbne ved hjælp af religion og magi." (Hilding Celander, Nordisk jul, 1928)

I dagens svenske julefrokoster er der indhold fra alle tider, eller som Hilding Celander udtrykte det i 1928: "I julen løber trådene således sammen fra de mest forskellige retninger".

Nogle af disse utallige tråde har deres oprindelse i andre lande. I tusind år har kristendommens tråde gået gennem det svenske kulturvæv. De tråde fra den gamle hedenskab, som stadig kan findes i tapetet i dag, strækker sig endnu længere tilbage i tiden. Juletræet, som stammer fra Tyskland, blev vævet ind i det 19. århundrede, og Anders And er en relativt ny tråd.

Vejen fra vikingernes fejring af vintersolhverv til juleaften var præget af forandringer i samfundet, hvor munke og handelsmænd bragte påvirkninger udefra med sig. Sveriges midvinterblomst blev vævet ind i internationale traditioner såsom solkulten i Romerriget, Jesu fødsel i Israel og de populære mysteriespil i Tyskland.

Men i sidste ende er alle disse tråde, som udgør julestoffet, blevet vævet af de mange millioner døde mennesker, som levede i Sverige før os, vores forfædre. Som Vilhelm Moberg skrev i sin tekst Svensk ambition I 1941, mens Anden Verdenskrig rasede på kontinentet, "Det Sverige, som det er i dag, er skabt af døde og levende svenskere, og ingen andre."

I denne gotiske gotik, svenskere, jomfruer, smålændere, skånere, hallændere, nordmænd, men også svenskere, samer, jøder og andre folkeslag, der har levet og lever i Norden, har vævet tråde i denne gotiske gotik. Det svenske gobelin er en del af et større nordisk gobelin, som igen er forbundet med det europæiske gobelin af juletraditioner.

Det er kun naturligt, at nye generationer væver nye tråde ind, uanset om de har rødder i Norden eller rødder, der strækker sig til fjerne lande. Det vil aldrig ændre sig.

Jeg tror ikke, at mange mennesker er alvorligt bekymrede for, at nogen vil tage deres juletræ, Anders And eller deres ris à la Malta fra dem, som gymnasielæreren antydede. i Aftonbladet. På den anden side er det forståeligt, at folk føler sig irriterede, når nogen forsøger at nedgøre og opløse det kulturelle stof, som deres forældre, bedsteforældre og forfædre har vævet, ved at pege på og trække i enkelte tråde i det enorme stof, der stammer fra andre lande.

Det er endnu mere irriterende, når den svenske stat, som den har gjort det i århundreder og stadig gør det i dag, tager sig retten til centralt at planlægge vævningen af vores kultur. Staten har kapret kulturen, fordi de selv vil holde trådene i hånden. Og hvis de finder nogle gamle tråde, som de ikke kan lide, river de simpelthen stoffet op og syr nye tråde i, så de afspejler deres moderne verdensbillede og værdier, som det passer til enhver totalitær statsmagt.

Nu vil jeg ikke (i det mindste i denne artikel) går mere i detaljer om, hvordan staten har forsøgt at slå den samiske kultur ud af samerne, floddalen fra floddale fra floddaleeller hedenske skikke og regional kultur fra den svenske rigsfællesskab, så jeg kan slutte med at sige, at de eneste, der har ret til at væve tråde i dette stof, er de mennesker, der bor i Sverige. Staten har intet med kultur at gøre.

På samme måde, som Hilding Celander afslutter sin bog Nordisk jul Jeg afslutter denne julehilsen med en tekst af Nils Gabriel Djurklous fra hans bog Sædvaner og liv i Unnarsboar (1874).

"Ved siden af en tråd af den hvideste og skarpeste kristne farve fortsætter en anden tråd af den mørkeste hedenskab i den samme kant, og sådan fortsætter det hele vejen igennem. Lys og mørke går ikke over i hinanden ved hjælp af de samme formidlende skygger som i vores tid; de bryder mod hinanden med skarpe kanter og skaber den mest vidunderlige blanding af farver, uden at det forstyrrer helhedsharmonien.

Vi ser på det med forundring og kan næppe forestille os, at det er muligt at kombinere hengivne sange og bønner med stormfulde og vilde lege, at kristendommen er seriøs i overensstemmelse med tidens opfattelse og den groveste overtro, men ikke desto mindre kan vi ikke nægte, at hele billedet, hvor fantastisk det end er, har noget ubeskriveligt, som stærkt tiltaler os.

Og hvor kommer det fra, hvis ikke fordi den samme svenske ånd, som besjæler vores sind, også manifesterer sig her, om end mere indhyllet i mørke og forbundet med gamle mystiske forestillinger, hvis oprindelse vi kun kan gisne om på det nuværende forskningsstadium, men hvis sande betydning fremtiden en dag vil afdække fuldt ud.

Må vi derfor med al flid, mens der endnu er tid, søge at samle disse spredte rester af gammel tro og praksis, men pas på fristelsen til at måle dem med nutidens målestok. For lige så sikkert som vi selv engang håber på eftertidens milde dom, lige så sikkert må vi være forsigtige med at dømme tidligere tider. I mange henseender har de mere ret til at forlange mildhed fra os, end vi har fra vores efterkommere."

Nils Gabriel Djurklous, Sædvaner og liv i Unnarsboar (1874)

Når det er sagt, glædelig jul!

Abonnér på YouTube:

Hvis du sætter pris på Allmogens uafhængigt arbejde for at skildre vores fine svenske historie og nordiske kultur, er du velkommen til at købe noget lækkert i butikken eller støtte os med en frivillig donation. På forhånd tak!

Støtte Allmogens via Swish: 123 258 97 29
Støtte Allmogens af tilmeld dig
Støtte Allmogens i dit testamente