En mand, en avis, en riffel

Det er nu blevet sommer, og de mange skytteforeninger rundt om i landet er begyndt at træne skydning. I år deltager mange steder mange unge fra overklassen i disse skydeøvelser, hvilket er mærkeligt nok. Selv de, der aldrig har udført en dags arbejde med hånd eller hjerne i hele deres liv, har i år meldt sig til at deltage i disse øvelser, af en eller anden grund, men hovedmotivet har formentlig været at få en bevæbnet overklassens jægerungdom til at fremtvinge respekt hos den stadig mere klassebevidste arbejderklassens ungdom.

Nå, vi sover ikke! Vi arbejdere forstår så godt og observerer så omhyggeligt disse fænomener, som ved første øjekast synes ubetydelige for os og vores bevægelse.

Vi kommer med. Vi vil og skal forsvare den smule frihed, vi har, mod en ydre fjende. Vi kan ikke længere høre på uforskammede sætninger om, at vi ikke har noget at forsvare, eller at vi ikke kan forsvare os selv. Det første af disse udsagn afviser vi uden yderligere begrundelse. Hvad angår vores manglende evne til at forsvare os selv, må vores officerskorps og dets ledelse stå til ansvar for det. Hvis vores hær og flåde er dårlige, hvis vores folk fristes til at bruge mange ti millioner kroner og enorme mængder af dagligt arbejde på et tilfredsstillende forsvar, og hvis uegnede officerer forfremmes til de ledende poster, vil vi sandsynligvis tale et rasende folks sprog til disse herrer på skandalens og nederlagets dag. Men én ting er sikkert: Vi vil aldrig opgive vores nationale position, aldrigså lidt som vores organisationer, så længe der er en kugle og en mand tilbage til at udføre hævnerens blodige arbejde. Én ting er sikkert: den ære skal vi bære, selv om vi ikke kan bære vores liv, uanset om det er en kamp mod ydre eller indre fjender.

Jeg nævnte de indre fjender, og med disse mener jeg, som det er velkendt, folkets fjender, rigets fjender, lysdommerne, frihedens ødelæggere, samfundets ødelæggere. Takket være deres evne til at tilegne sig frugterne af opfinderens, forskerens og arbejderens arbejde bliver de, der ikke sår og spinder noget, men som alligevel er smukkere klædt end markens liljer, mere og mere uforskammede for hver dag, der går, efterhånden som deres profit stiger. De har nu kun ét mål - at udrydde og gøre et allerede arveløst og ulykkeligt folk så ulykkeligt som muligt, at se arbejderne ydmygt slikke deres sko i taknemmelighed for de krummer, som disse herrer gerne lader falde fra deres rige borde. De har intet fædreland ud over deres egen profit, ingen fjender ud over arbejderorganisationerne, som kræver ordnede produktionsforhold. Og når disse organisationer en dag forbereder sig på den sidste afgørende kamp for at genvinde det, der er blevet taget fra disse institutioner, til staten og kommunerne, kan det være, at deres eneste lovlige våben, stemmeretten, vil blive taget fra dem. Men for at sikre sig mod en sådan eventualitet er det nødvendigt, at der er et gevær i hver enkelt arbejderbolig, og at dets ejer har lært at "se den anden vej". For det uheldige kan ske, at vi bliver nødt til at drukne privilegier i de priviligeredes blod. Ubesmittet er bedst.

Arbejdstagere af enhver art. Ind i rækkerne! Ind i de organiserede arbejderes rækker! Enhver mand, der føler sig erstattet, deprimeret, har sin plads der. Hver mand bør holde nøje styr på sin tid, holde sin egen avis, holde armene stærke og kampklare og øjnene rettet mod vores fælles mål. Enhver, der på nogen måde kan, bør slutte sig til skydebevægelsen og få sin egen riffel.

Glem ikke, at indtil videre er det kun de stærkeste, der har ret.

Ind i rækkerne!

Abonnér på YouTube:

Hvis du sætter pris på Allmogens uafhængigt arbejde for at skildre vores fine svenske historie og nordiske kultur, er du velkommen til at købe noget lækkert i butikken eller støtte os med en frivillig donation. På forhånd tak!

Støtte Allmogens via Swish: 123 258 97 29
Støtte Allmogens af tilmeld dig
Støtte Allmogens i dit testamente