August Strindberg om seks årsager til Sveriges ulykker gennem tiderne

Indskriften er på latin, og ordene siges at være hentet fra Historia Metropolitana af John Magnus (1488-1544), Sveriges sidste katolske biskop. (Eriksson, Monica: "... men med lærde mænd på latin", latinske indskrifter i Stockholm)

Dette er den fulde indskrift:

En nyere oversættelse fra Monica Erikssons tekst lyder således:

Seks har været, er og vil være årsagerne til ulykker i Sverige: egeninteresse. Kujonagtigt had. Foragt for loven. Tilfredshed til gavn for almenvellet. Hjerneløs favorisering af udlændinge. En indgroet misundelse på landsmænd.

Vi kan naturligvis ikke vide, hvor nøjagtige ordene var, da de blev skrevet ned for flere hundrede år siden. Men har de nogen relevans i dag? Har Sverige i den seneste tid været udsat for ulykker, som kan spores tilbage til disse årsager?

I det første bind af hans historie Svenske folk (1882) point August Strindberg (1849-1912) udpegede specifikt en af de seks årsager:

En af disse uhøfligheder angriber en fejl, som i det mindste er specifikt svensk, mens de andre hører til menneskeheden, nemlig høflighed over for udlændinge, som dog var mere udbredt blandt overklassen, dem, der styrede landet, og som normalt viste sig mere upatriotiske end dem, der arbejdede på den indfødte tørv.

Så "høflighed over for", "uklogt at begunstige" eller "tankeløs favorisering af" udlændinge ville ifølge Strindberg være noget af en svensk specialitet blandt myndighederne. Vi ved ikke, hvilke udlændinge inskriptionen henviser til, men vi ved, at mere end én af Sveriges herskere gennem tiderne har begunstiget folk udefra, når de troede, at det ville styrke deres magt.

Da rovfuglene slog sig ned på bjergtoppene

Vilhelm Moberg nævner f.eks. i forsvarsskriftet Svensk ambition (1941) om, hvordan man under og efter Trediveårskrigen, som varede fra 1618 til 1648, strømmede "talrige udenlandske adelsmænd" ind i landet med det formål at opnå frihed for de svenske bønder.

I de perioder, hvor udenlandske herskere regerede over Sverige, gjorde udenlandske fogeder også livet surt for de svenske borgere, selv om de indenlandske fogeder bestemt ikke var meget bedre hele tiden. En af disse konger var Albrecht af Mecklenburg, som er blevet fremstillet som særlig ondskabsfuld af senere svenske historikere (hvilket ikke er overraskende, da det trods alt er vinderen, der skriver historien).

I mange århundreder har den Voldsporten også en tilbagevendende plage for den brede offentlighed. Dette var betegnelsen for misbrug af suveræniteterne, både indenlandske og udenlandske. gæstfrihed. Hosting var en juridisk "forpligtelse", der betød, at de almindelige borgere i Sverige var tvunget til at give mad og husly til adelsmænd og deres følge, når de var på gennemrejse i landsbyen og gjorde holdt på ens gård.

Det gik hårdt ud over bøndernes fødevare- og foderforsyninger, når disse retoucher plyndrede borgernes hjem uden at gøre det rigtige, og det kunne bringe "værtsfamilien" på randen af ruin, hvis det kom dertil. Landbrugene langs rejseruterne led mest, især i krigstid. Tvungen gidseltagning var forbudt i henhold til Alsnö-statutten 1280. Konger, Magnus Birgersson, siges at have fået tilnavnet "Ladulås" netop af denne grund.

I henhold til chartret tømmer de bøndernes lader, men "de er aldrig så rige, at de ikke viger tilbage fra at besøge en fattig mands hus og tage mad uden at betale, og de spiser i løbet af kort tid det, som den fattige mand længe har måttet arbejde for".

Men et eksempel på tankeløs favorisering af udlændinge, som jeg har læst om i historiebøgerne, vinder nok alligevel prisen og kunne måske endda have fået August Strindberg selv til at miste hagen.

Eksemplet fandt sted et stykke tid efter det svenske kejserrige, som fik en brat afslutning den 30. november 1718, da kong Karl XII blev skudt i hovedet i Fredrikshald i Norge.

Frihedstiden og den gustavianske æra var forbi, og de svenske borgere havde for længst glemt de ulykker og den økonomiske forarmelse, der fulgte i kølvandet på herskernes stormagtsambitioner. I en lang periode af historien har de svenske borgere været blandt de fattigste folkeslag i Europa. Men på dette tidspunkt havde de almindelige borgere det ganske godt. De almindelige mennesker sultede ikke længere. Boligerne var ikke længere træk og kolde. Selv de fattigste havde adgang til al verdens akkumulerede viden og en levestandard, som tidligere konger kun kunne drømme om. Sverige var blevet et rigt land.

Allmogens velstand var resultatet af generationer af hårdt arbejde på markerne, i de dybe skove, nede i de mørke miner, i de sodede fabrikker og de voksende byer. Deres slid, gode arbejdsmoral og opsparing havde givet dem en af de højeste levestandarder i verden, om end de havde gæld til de store banker. Selvfølgelig var der stadig fattigdom i Sverige - især blandt de ældste, som havde arbejdet hele livet for at opdage, at det ikke var nok i stormagtens nye tidsalder. Men den brede offentlighed havde glemt, hvordan det var at være fattig.

Også Sveriges herskere havde glemt den gamle stormagts hårde tider og var på dette tidspunkt særligt magtbegærlige og "naive", som de ydmygt kaldte sig selv. Magthaverne havde forestillinger om, at der ikke var nogen grænser for "deres" krav på frugterne af det almindelige folks arbejde, og da de så arbejdernes nyfundne rigdom, blev drømmen om at opbygge en svensk stormagt igen vakt i magthaverne. De ønskede at stå frem som verdens lysende lys, som toppen af den menneskelige civilisation. Og folk over hele verden så dette lys langt oppe nordpå.

Sverige fremstod på dette tidspunkt som det forjættede land Kana'an, hvor honningen flød frit og mannaen regnede fra himlen, uden at nogen behøvede at løfte en finger. Sådan var "billedet af Sverige", som man sagde dengang.

Ikke uventet strømmede utallige udlændinge ind i kongeriget, flere end nogensinde før. Myndighederne havde mange navne til at beskrive disse udlændinge. "Flygtninge", "uledsagede mindreårige", "nyankomne", "nye svenskere", alle mulige ord blev brugt for at undgå at kalde dem "indvandrere" eller "udlændinge" - ord, som man mente havde negative associationer blandt svenskerne. Disse udlændinge havde hørt, hvor "høflige" herskerne i Sverige var over for udlændinge. Sverige havde aldrig været et indvandrerland i egentlig forstand, tværtimod havde det længe været et udvandrerland - og en af årsagerne til denne udvandring var netop de magtsyge magthavere.

Men i det mindste på dette tidspunkt foretog magthaverne en kovending, og i løbet af en generation voksede indvandringen til et af de højeste niveauer i Europa. Når man ser tilbage på denne tid i dag, var det slet ikke overraskende, da det i dag er almindeligt kendt, at menneskelig adfærd i overvejende grad er drevet af egeninteresse og økonomiske incitamenter. Det var allerede dengang almindelig kendt, men af en eller anden grund valgte datidens herskere at ignorere den etablerede viden.

Men de herskende havde et stort problem. Der var ingen boliger til alle disse mennesker, der strømmede ind i riget. De af os, der ser tilbage på historien i dag, kan undre os over, at de daværende herskere ikke kunne forudse de problemer, der ville opstå. Hvordan tænkte de? Der var ikke engang nok boliger til de svenske borgere på det tidspunkt, og de svenske unge blev tvunget til at bo hos deres forældre i længere og længere tid i stedet for at danne deres egne hjem. Hvordan skulle de få plads til alle disse udlændinge?

Resultatet var, at udlændinge blev indkvarteret i alle mulige midlertidige boliger, og der voksede en enorm skattefinansieret industri op omkring at få disse mennesker under dække. De blev indkvarteret i de gamle skoler i de fælleskommunale skoler, i provisoriske kaserner og endda i store skibe, der lå for anker uden for Sveriges byer. Der var endda tale om, at der skulle bygges helt nye byer til disse mennesker - og at de svenske borgere skulle finansiere byggeriet via skatter.

Da disse udlændinge ankom til Sverige, gjorde de, hvad ethvert menneske ville gøre, og tog til de byer, hvor mange af deres landsmænd allerede boede. Dette skabte problemer for de almindelige mennesker i sognene, som på kort tid modtog et stort antal nye gæster, som de ifølge loven var forpligtet til at forsørge. I den mere tætbefolkede sydlige del af kongeriget gik det så vidt, at hele sogne ville være gået konkurs, hvis ikke resten af kongeriget havde været tvunget til at give en del af sin rigdom til de værst ramte sogne.

Det faktum, at så mange mennesker fra forskellige kulturer blev presset sammen på de samme steder, hvor der ikke var noget arbejde eller udsigter, og hvor de var helt afhængige af fattigdomsstøtte, skabte også andre problemer. Problemer, som berørte både den svenske offentlighed og udlændingene selv. Kriminaliteten og volden voksede ud af kontrol. Foragt for det svenske værtssamfund blomstrede og voksede blandt de unge. Udlændinge så deres børn skyde hinanden ihjel i gaderne. Mennesker sprængt i luften til døde i gaderne. Virkeligheden var langt fra den idylliske drøm, som fik udlændinge til Sverige.

For ikke at bringe sine stormagtsambitioner i fare havde centralmagten i Stockholm brug for en mere jævn fordeling af udlændinge i hele riget. For at løse dette problem, eller "udfordring", som de ofte kaldte det dengang, sendte de et diktat ud til alle sogne i hele kongeriget, hvori de erklærede, at indbyggerne i disse sogne var forpligtet til hvert år at give et bestemt antal udlændinge husly og mad og endda at forsørge dem, indtil de selv kunne tjene til livets ophold ved ærligt arbejde. Men historiebøgerne fortæller os, at årene og årstiderne kom og gik, uden at der kom mange udlændinge for at arbejde. Der kunne gå op til 8-9 år, før blot halvdelen af disse udlændinge var begyndt at stå på egne ben. Resultatet for sognene var en økonomisk forarmelse.

Her havde herskerne et andet stort problem. Der var ingen blomstrende industrier, hvor man kunne tage en spade eller en forhammer og være på arbejde næste dag, og der var heller ikke mange iværksættere, der var villige til at betale for al den arbejdskraft, som myndighederne insisterede på, at Sverige havde brug for. Ikke alene havde staten og fagforeningerne gjort tærsklen til at komme i arbejde meget høj, men de svenske borgere var også blevet et veluddannet folk med specialiserede og ofte højteknologiske job, der krævede både mange års flittige studier og en god beherskelse af det svenske sprog. Det var ganske enkelt meget vanskeligt for udlændinge at gøre sig selv arbejdsdygtige og tjene deres egen indkomst, og de fleste endte med at blive afhængige af statstilskud.

For at få råd til denne stormagt fandt herskerne alle mulige kreative måder at opkræve flere skatter fra de svenske borgere på, ligesom under den tidligere stormagt. På dette tidspunkt var staten blevet meget dygtigere til at opkræve skatter, men de var især blevet bedre til at skjule skatterne, så det blev meget sværere for borgerne at vide, hvor meget de betalte i skat. De utallige skatter, der allerede eksisterede, blev hævet, men ikke for meget, så det var for mærkbart, men blot en beskeden stigning. Hellere en beskeden stigning på hundrede skatter end en stor stigning på én skat. De ansvarlige vidste, hvad de kunne.

Borgerne blev også belastet med helt nye skatter for at finansiere herskerens drømme om en svensk supermagt. Ifølge kilderne var der endda tale om at indføre en særlig transportskat, hvor svenske arbejdstagere skulle betale skat for hver kilometer man rejste på vejene.

En gammel nyhed som jeg fandt i kilderne, og som vakte undren i hele kongeriget, stammer fra Nacka sogn i Svartlösa härad, Södermanland. Sognets ledere havde taget centralregeringens diktat på ordet. De skulle give husly og mad til de udlændinge, som centralregeringen havde beordret til sognet, uanset hvad det kostede.

For at få råd til dette blev sognebørnene beskattet, og med de penge, som statens voldsmonopol gav, begyndte sognets ledere at opkøbe almueboliger rundt omkring i sognet for enorme summer. På mindre end to år blev der købt 94 tildelinger til en pris på 305 mio. kr., et enormt beløb i datidens penge. Med borgernes egne penge, tusindvis af kroner for hver skattebetalende sognebørn, konkurrerede sogneforstanderne med sognets egne borgere, som forsøgte at købe sig et hjem for deres hårdt tjente penge.

Kilderne vidner om en særlig opsigtsvækkende sag, hvor Nacka sogns myndigheder købte tre boliger for næsten 14 millioner kroner for en og samme mand fordi hans tre hustruer ville hver have et hjem. Sverige var måske nok meget progressivt på det tidspunkt, men denne sag vakte alligevel opsigt i hele kongeriget.

Denne tid kom til at blive kendt i historiebøgerne som Værdier tid. Det var en tid, der bragte mange ulykker med sig for det svenske folk. De blev nægtet frugterne af deres arbejde. De blev nægtet en værdig alderdom. De blev nægtet retten til at leve frit og sikkert i det land, hvor de var født. Selve eksistensen af deres gamle kultur og historie blev benægtet. De almindelige mennesker blev bestjålet og slået, piger og kvinder blev skændet og i nogle tragiske tilfælde mennesker blev endda myrdet - netop fordi de var og lignede svenskere. De gamle love om fred i hjemmet og kvinders frihed blev ikke længere respekteret i imperiet, mens "værdigrundlaget" var blevet ophøjet til guddommelig lov af magthaverne. Der måtte ikke sættes spørgsmålstegn ved denne lov, uanset hvilke konsekvenser den i virkeligheden ville få.

Disse omstændigheder, sammen med al den tankeløse favorisering af udlændinge, der fandt sted i denne tid, fik det almindelige folk til at brokke sig over hele kongeriget - som de havde gjort mange gange før i Sveriges historie, når magthaverne gjorde deres politiske ambitioner til et mål i sig selv. Selv blandt de almindelige borgere, der sympatiserede med de herskende, var der stor utilfredshed, for også de så, at der manglede penge overalt i statsapparatet.

Ikke at den svenske befolkning ikke kunne lide udlændinge; tværtimod udmærkede svenskerne sig i verden ved deres åbenhed, generøsitet og nysgerrighed over for andre kulturer. Utilfredsheden var udelukkende baseret på den uretfærdighed, som den brede offentlighed havde oplevet. De ønskede blot "ret vil være ret". De ønskede, at Sverige fortsat skulle bygge på fundamentet for frihed - den fond, der førte Sverige fra et af de fattigste lande i Europa til et af de rigeste lande i Europa.

Og ved du, hvad det gamle svenske ordsprog siger om uretfærdighed?

---

Den, der sår uretfærdighed,
vil høste had og hævn

---

Ordsproget er hentet fra den svenske ordbog fra 1865, og i dette ordsprog kan vi finde hovedårsagen til de fleste (hvis ikke alle) ommogereationer gennem Sveriges lange historie. Der er ikke noget, der tærer mere på samfundets fundamenter end uretfærdighed og det had, der følger efter. Historien viser, at man simpelthen ikke kan regne med en god høst, når man sår uretfærdighed. Den er endda en fare for samfundet, hvis vi skal tro Ellen Key (1849-1926):

Enhver uretfærdighed er en fare for samfundet - det er denne sandhed, som vores svenske overklasse i stigende grad er blind for i indenrigsanliggender, mens den stadig er rimelig klar på længere sigt.

Beruset af deres indbildte godhed og forblændet af deres drømme om stor magt så Sveriges herskere kun hadet vokse blandt det almindelige folk. De så ikke den uretfærdighed, som de selv havde sået og gødet med almindelige menneskers hårdt tjente penge. De ønskede ikke at se, at de havde sat gruppe mod gruppe. Ifølge disse herskere eksisterede der ikke engang nogen grupper inden for statens centralt planlagte samfund, og alle i hele verden ville være forberedt på en plads i dette samfund, så længe de nåede frem til Sverige. Dette var det grundlag, som den nye "humanitære" supermagt skulle bygges på.

Men hvad skete der med drømmene om stormagterne fra grundlæggelsestiden?

Nå, men magthavernes drømme fik en ende - da pengene og tålmodigheden hos den almindelige mand slap op. I lang tid, i mange år, havde de almindelige parlamentsmedlemmer stille og roligt brokket sig over de problemer, de så opstå. Her og der blev der rejst stemmer, men disse få "oprørske" undersåtter blev kaldt alle mulige forfærdelige ting af myndighederne, fordi de havde den frækhed at udtale sig frit. For det var netop sådan, at de herskende så de svenske borgere, nu som tidligere i Sveriges historie, som undersåtter og blot en kilde til statens indtægter.

De særligt åbenmundede personer oplevede endda, hvordan magtens lakajer udnyttede deres evne til at forsørge sig selv og deres familier. Folk blev fyret, drevet ud af offentlighedens søgelys, tvunget til at angre og bede myndighederne om tilgivelse - fordi de havde bespottet de guddommelige værdier. Men årene gik, og til sidst blev problemerne så åbenlyse, at de små mennesker ikke længere brød sig om de skældsord og trusler, som myndighederne og deres trofaste tilhængere udsendte.

Den brede offentlighed indså, at prisen for stilhed var for høj. Det var ikke kun deres pengepung og andre verdslige ting, der stod på spil, men også deres liv, deres frihed og deres børns fremtid. Dette blev bemærket af magthaverne, og de blev meget bange, mens de sad i deres høje tårne. For hvis der var én ting, som herskerne i denne tid ønskede mere end deres drømme om stor magt, var det at bevare magten. Måske havde de taget Magda Bergqvist von Mirbachs (1889-1976) digt til sig Et godt råd til min søn, hvis jeg havde noget:

Man lærer ikke meget af en bog,
min søn, men også mange andre ting.
En vindfløj, der svinger rundt,
er f.eks. meget klog.

Derfor skal du altid søge at ligne den,
vend din kappe efter vinden!
Så styrter du med store spring,
mod magtens tinder, unge ven!

Mine kilder fortæller mig ikke mere om, hvordan historien sluttede, men hvis vi er heldige, kan en fremtidig historiker måske påtage sig opgaven at fortsætte, hvor denne historie slutter.

Men den svenske allmogen, den er stadig i live med al sikkerhed, og jeg kender ikke deres historie forkert, jeg har en fornemmelse af, at de ikke accepterede andet end det ret vil være ret.

Flere oplysninger om indskriften

Her er den fulde indskrift på latin:

SEX FUERUNT SUNT ERUNTQUE
CAUSSAE MALORUM IN SUECIA:
PROPRIUM COMMODUM.
LATENS ODIUM.
CONTEMTUS LEGUM.
NEGLIGENTIA COMMUNIS BONI.
FAVOR IMPROVIDUS IN EXTEROS.
PERTINAX INVIDIA IN SUOS.

Jeg faldt over teksten i det første bind af August Strindbergs historie Svenske folk udgivet i 1882 i to dele. Strindberg giver denne oversættelse (samme tekst som i billedet ovenfor):

Dette er årsagerne til Sveriges ulykker: stolthed, tilsidesættelse af det fælles bedste, egeninteresse, uklogt hensyn til udlændinge og stædig misundelse på de indfødte.

Teksten i Riddarholm Kirke siges at være blevet opdaget og nedskrevet af en sognepræst i forbindelse med en reparation af kirken. Han fortæller, at "da kirken blev kalket i 1713, blev den fundet under hwalfwet med den gamle munkestil og rød ferg på sielfwa hwalfvæggen".

Da kirken blev restaureret i begyndelsen af det 20. århundrede, kunne man ikke finde indskriften, men der blev lavet en ny på det sted, som skribenten havde angivet (Marcusson, Olof og Norberg, Dag: Med lærde på latin, Stockholm, 1967.). I dag formodes teksten at være på skibets vestvæg, hvor den blev flyttet fra et af hvælvene under restaureringen af kirken (Eriksson, Monica: "... men med lärde män på latin", Latinska inskrifter i Stockholm).

Abonnér på YouTube:

---

Hvis du sætter pris på Allmogens uafhængigt arbejde for at skildre vores fine svenske historie og nordiske kultur, er du velkommen til at købe noget lækkert i butikken eller støtte os med en frivillig donation. På forhånd tak!

Støtte Allmogens via Swish: 123 258 97 29
Støtte Allmogens af tilmeld dig
Støtte Allmogens i dit testamente