Tre nordiske navngivningstraditioner

Att välja namn till sitt barn, handlar det bara om att hitta ett namn som “känns” bra och låter fint? För en del kanske, och det är inget fel med det. Men det finns också traditioner som går tillbaka tiotals, eller rent av hundratals, generationer i Norden – traditioner som kan skänka glädje inte bara till föräldrarna utan också till barnet. Traditioner som ger barnet en meningsfull koppling till sina historiska och kulturella rötter.

Jag har på senare tid fått en ny uppskattning för gamla svenska namn, namn som jag en gång i tiden möjligtvis kan ha tyckt lät “gamla” på ett så där kedelig skrue. Denne nyfundne påskønnelse skyldes dels varme minder om mine bedsteforældre og en interesse for mine rødder, men også en nyfundne viden om disse traditioner.

Efter min mening er vores navne en meget smuk del af vores svenske arv og kultur. Navne med tusindvis af års historie, som ofte har en oprindelig betydning, der nu er glemt af de fleste mennesker. Hvor mange ved for eksempel, at navnet Gunnar er dannet af gamle gunnr og haria og betyder kriger?

Navne som Birger og Björn, Sigrid og Sven, Ingrid og Ingvar, Helge og Harald, Tyra og, ja, endda Torbjörn.

Ved du, hvad disse navne har til fælles, som du ser ovenfor? De optræder alle på runesten omkring Sverige, og blev således nedskrevet for ca. 1000 år siden (cirka). Navne med forfædre, som allerede dengang var blevet videregivet i utallige generationer. Navne, der stadig er videreført i dag af deres efterkommere, af os svenskere, nordmænd, danskere og islændinge, som alle har rødder i den nordiske kulturarv.

Hvis du vil sætte dig ind i nordiske personnavne, kan du læse bogen Nordisk kultur bind VII - Personnavne, hvor redaktør Assar Janzén (1904-1971) skriver følgende om traditionelle navngivningsprincipper:

De ældste personnavne på sæbehovedet havde, som allerede nævnt, en reel betydning. De var fulde af kraft og mening. Navnet blev givet af magiske årsager med henblik på barnets fremtidige karakter. "Navnet var i sig selv et koncentreret poetisk ønske om held og lykke", siger den store tyske navneforsker Schröder. Selv i dag drømmer forældre gerne om deres børns fremtid. Sådan har det altid været. Tidligere blev dette afspejlet i navnene. Navnet skulle være barnets motto og ledestjerne. Det er blevet sagt: "Mennesket er det, som man kalder det." Man håbede, at navnet ville give den nyfødte et gunstigt udgangspunkt i livet, og derfor indeholdt det et ønske om mod, succes i kamp, rigdom, magt, gudernes gunst, eller, hvis det var et pigebarn, om skønhed, hjælpsomhed, valkyrieregenskaber osv. Man kan også forestille sig, at forældrene følte sig i gæld til guderne og dedikerede deres barn til dem ved navn.

Janzén forklarer, hvordan disse ønsker om held og lykke kunne komme til udtryk i de ældres navngivning på følgende måde:

Navn på Ás-, Gud-(Goð-), þór- osv., udtrykte fra begyndelsen et ønske om, at barnet, der fik dette navn, skulle være under guddommelig beskyttelse. Man kan forestille sig, at med Ásbjǫrn menat ‘den av gudarna beskyddade Björn’, med þorgeirr ‘den av Tor beskyddade Geirr’ o. dyl. Önskan om framstående egenskaper och en mäktig ställning ligger i Eiríkr ‘den framför andra mäktige’ (eller möjligen ‘den alltid mäktige’), Haraldr (< -valdr) ‘den som har makt över hären, härföraren’ […]. Om åtråvärda kvinnliga egenskaper talar sådana namn som Ragnfríðr ‘skön för eller älskad av gudarna’, Brynhildr ‘den brynjeklädda stridsmön’, Salgerðr ‘den som värnar hemmet’ o. s. v.

Hvordan valgte du at give dit barn et navn? Det er stadig almindeligt at opkalde børn efter slægtninge eller andre dignitarier i dag (se #3), men der er også to andre principper for navngivning, som går endnu længere tilbage i vores historie. Lad os se på alle tre:

1. Variation

Variation er en praksis, hvor man danner nye sammensatte navne af forskellige led i ældre slægtninges navne. Barnets navn var forbundet med "en nærtstående, især faderens". Så hvis faderens navn var Torbjörn to sønner kunne nævnes Torsten og Torleif. Et eksempel fra Bog med navne (Opholdssted) i Island viser, hvordan en hel slægt kan se ud:

Torbjörn (langt) - Torbrandr (lyd) - Asbrandr (sonson) - Vebrandr (sonar)

Gamle nordiske sæbenavne er naturligvis ikke særlig almindelige i dag. Men hvem ved, alting går i cyklusser, så måske får Torleif og Torsten også et comeback engang i fremtiden?

2. Allitteration

Allitteration er en praksis, hvor man forbinder navne inden for samme familie med hinanden gennem uddljudsrim. F.eks. hele den første stavelse eller kun det første bogstav i navnene.

Normanneren og jarlen Atle Mjove som døde i begyndelsen af det 10. århundrede, kaldte sine tre sønner Hallstein, Herstein og Holmstein hvor han både fik det samme første bogstav og den samme slutning. Men da sæbenavne som sagt er ret sjældne i dag, er det mere fornuftigt at have det samme første bogstav for alle søskende.

Hvad var ideen bag dette princip? Det er svært at sige, men jeg tror, at de måske ønskede, at søskende skulle være endnu mere forenet og føle nærhed og loyalitet over for hinanden, når de ikke kun var forenet af slægtskab, men også af deres navne.

3. Stævning

Her kommer vi til den eneste nordiske navngivningstradition, der stadig er levende i dag, en tradition, der ifølge Janzén går tilbage til mindst det 6. århundrede, dvs. til slutningen af det migrationsperioden og begyndelsen af Vendeltiden. Uppkallelse, det vill säga att ge barnet ett namn från en släkting eller annan “anförvant”. Janzén säger att barnen vanligen uppkallades efter en far- eller morfaders, “mycket ofta även en far- eller morbroders, eller ännu äldre släktings namn”. Samma princip gällde för döttrar.

F.eks. kan den første søn være opkaldt efter sin bedstefar, den anden søn efter sin bedstefar, den tredje søn efter sin far eller en anden forfader. Det samme mønster gjaldt for navngivningen af døtre, dvs. at den første datter fik bedstemors navn, den anden datter fik bedstemors navn osv.

Her er Janzén om den mulige oprindelse af navngivningskonventionen:

I et berømt essay "Sjaelavandring og Opkaldelsessystem" har den norske forsker G. Storm forbandt kaldelseseden med den gamle germanske tro på sjælens vandring, som sandsynligvis var overtaget fra nabofolk. Den afdøde forfaders sjæl og kvaliteter blev videregivet gennem navnet til en senere efterkommer.

I en jämförelse av de tre principerna menar Janzén att uppkallelsen som princip betonar den enskildes individualitet, medan både variation och alliteration håller sig inom en ätt eller familj och “är ett uttryck för den germanska ättkänslan”.

Blandt de lavere sociale lag var det allerede i oldtiden mere almindeligt at have enhovede navne, dvs. enklere usammensatte navne, og her var det af natur mere almindeligt at bruge navneprincippet.

For dem, der interesserer sig for og værdsætter deres rødder, vil jeg gerne bruge denne artikel til at argumentere for alle de smukke gamle svenske og nordiske navne, der er en del af vores kulturarv og din familie, navne som vores bedsteforældre bar, navne, der giver barnet en direkte forbindelse til deres oprindelse.

Dagens tip vil være webstedet Nordiske navne hvor du kan gå i dybden og læse mere om betydningen af navnene. De har også en god søgefunktion hvor du kan søge efter sprog, popularitet og betydning.

Abonnér på YouTube:

Hvis du sætter pris på Allmogens uafhængigt arbejde for at skildre vores fine svenske historie og nordiske kultur, er du velkommen til at købe noget lækkert i butikken eller støtte os med en frivillig donation. På forhånd tak!

Støtte Allmogens via Swish: 123 258 97 29
Støtte Allmogens af tilmeld dig
Støtte Allmogens i dit testamente