Nils Dacke og Dackefejden

Et tema for nogle af de rejser, jeg har foretaget, er Nils Dacke og Dacke-oprøret. Nils Dacke tilhørte den fattigste af bondeklassen, en såkaldt udkantsbonde, der bl.a. boede på gården Flaken i nærheden af Lyckebyån, begrænser til derefter Dansk Blekinge.

Han nævnes første gang i 1536, da han og en anden landmand dræber en foged. Straffen var en bøde, ganske vist en lille bøde, men det siger noget om den daværende opfattelse af menneskelig værdighed. Omkring midsommer 1542 sætter han sig selv i position somaf en voksende utilfredshed med den Gustav Vasa øgede skatter og andre afgifter. De angriber fogederne og får støtte fra flere og flere bønder, f.eks. i Växjö.

I juli 1542 fandt et stort slag sted ved Örsled bro via Mörrumsån nær Bergkvara slot, i dag en ruin - se billede og Læs mere om webstedet her. Kongen lider nederlag og er tvunget til at trække sine tropper tilbage. Nu spreder oprøret sig til Kisa i det sydlige Östergötland, og Gustav Vasa, der befinder sig på Stegeborg Slot (nær Söderköping), skriver i et brev: "...dette Östergötland hænger nu så godt som på en silketråd", så jorden under tronen rystede!

Efter succeserne i Småland drog Dacke nordpå, og der opstod et generelt oprør i det sydlige Östergötland, ikke mindst i Kinda härad. lige nord for Kisa i september 1542 fandt der et stort slag sted. Dackes tropper var faldet i et baghold, da en stor kongelig styrke rykkede sydpå fra Linköping. De havde forberedt såkaldte problemer, dvs. træer, der blev delvist savet ned og derefter fældet bag og foran de tungt bevæbnede tyske lejesoldater, som således blev fanget. Dacke-bønderne angreb derefter bl.a. med armbrøst, et nærkampsvåben i modsætning til bue og pil, som kan trænge igennem rustninger. Måske blev op til 1.000 af lejesoldaterne dræbt. Dette var Dackes største sejr! Kongen blev tvunget til at gå med til en våbenhvile, der blev indgået i Slätbacka, lige syd for Linköping. Dacke havde opstillet 17 punkter, hvoraf de vigtigste var et stop for Fogdens vilkårlighed og krav om bestikkelse, nedsættelse/afskaffelse af skatterne (Gustav Vasa havde indført en række nye og øget de eksisterende), stop for plyndringen af kirkernes sølv og bevarelse af de gamle (katolske) ceremonier, protest mod kronens monopol på jagt på hjorte og elge og fældning af ege- og bøgetræer. Men intet om grænsehandelen med det danske Blekinge, som alligevel fortsatte. Dette ofte fremførte argument var i virkeligheden en del af Gustavs propaganda for at fremstille Dacke og hans mænd som landsforrædere. I virkeligheden lovede Dacke kongen loyalitet og stillede 2.000 mand til rådighed for ham til gengæld for "udenlandske fjender og indenlandske modstandere", og at genoprette ro og orden i Småland.

I troen på at de afgivne og underskrevne løfter var gyldige, trak Dacke og hans følge sig tilbage til Kronoberg Slot, på det tidspunkt et slot for biskoppen af Växjö, som midlertidigt stod tomt. Der "drak jul" som det står i den gamle krønike, men kongen kaldte freden en "hønsepikeret" ...og forbereder sig på en forårsoffensiv. Dacke-oprøret havde derfor ikke til formål at vælte kongen, men at forsvare det traditionelle selvstyre og frem for alt at beskytte bøndernes økonomiske interesser, især de fattigste bønder, som Dacke selv tilhørte. Som nogen påpegede, lå Kinda (og Ydre) sandsynligvis i Småland på dette tidspunkt, og det var lidt senere, at det blev en del af Östergötland. Men som kong Gösta (Gustav Vasa) skrev i sit brev "dette Östergötland... hænger i en silketråd" så oprøret bredte sig også i dette landskab. Mens Dacke og hans mænd fejrede jul på Kronoberg Slot (hvor de modtog en udsending fra hertug Albrecht af Mecklenburg og bag ham stod kejser Karl V!) opkrævet Gustav Vasa op til nye kampe. 8 000 nye lejesoldater og et par hundrede Dala-bønder. Sidstnævnte var blevet narret af kongen med en falsk underskriftsindsamling, der fremstillede Dacke og hans mænd som forrædere - kongen hævdede, at de bragte mad til danskerne på bekostning af andre svenskere!

Et afgørende slag blev udkæmpet den 20. marts 1543 på isen, sandsynligvis på søen Hjorte (se billede) i nærheden af Virserum, hvor Dacke i dag står som statue. På den åbne is kunne Dackes mænd ikke føre guerillakrig og tabte derfor slaget.

Dacke var hårdt såret og lå gemt i en grotte ved siden af søen - meget svært tilgængelig, jeg tog selv billedet! Han blev senere bragt i sikkerhed og i pleje hos en landmand i Kisa-området. Det portræt af ham, som folkloristen Nils Mandelgren fandt i det 19. århundrede, er sandsynligvis malet her. Han lavede en tegning af maleriet, men originalen er desværre gået tabt. På billedet ses Nils Dacke støttet på en stok i højre hånd, som følge af skaderne. Kampene fortsætter i løbet af foråret og sommeren og fører til yderligere tab, da flere og flere af Dackes nærmeste allierede bliver dræbt eller skifter over på kongens side. Oprøret ebber ud... Senere kom Dacke selv til at søge sit hjemland syd for Vissefjärda - hvilket var præcis, hvad Gustav Vasa havde forventet! Med hjælp fra den tidligere Dacke-kaptajn Pr. printer fogederne lå på lur! I løbet af foråret og sommeren 1543 blev Dacke-oprøret slået i flere slag. Bønderne vender hjem, og nogle af Dackes nærmeste venner, de såkaldte Dacke-kaptajner, slutter sig til kongens side. Kongen forbyder alt salg af korn til Småland "indtil forræderen Nils Dacke og hans kompagni er blevet grundigt renset ud og nedkæmpet". Småland har traditionelt haft et stort husdyrhold, dvs. græsarealer, men mangel på korn, dvs. agerjord. Det er for stenet! Du solgte f.eks. smør og kød og købte brødkorn. Husk, at det er før kartofler!

Kampen ved Lenhovda i begyndelsen af juli 1543 er den sidste større under oprøret. Nu er Nils Dacke ret ensom, og helt naturligt trækker han sig tilbage til sit hjemland, syd for Vissefjärda. Ifølge traditionen gemte han sig i den såkaldte Hästmahultsgrottan men der er også nogle andre. Den ligger i nærheden af gården i Flaken hvor han måske håbede at møde familien en sidste gang, inden han, som mange andre modstandere af Kong Gustav, flygtede sydpå via Dansk Blekinge til Tyskland. En anden rapport siger, at hans søn boede hos Sörsjö-Jon og at Dacke kom derhen, men der lå fogeden Fargalt på udkig med 10 mand. Dacke undslipper, han befinder sig nu syd for Lyckebyån, altså på dansk jord, men Gustav har aftaler med nye danske Kong Fredrik til i fællesskab at nedkæmpe optøjerne. Ifølge de skriftlige kilder "Dacke faldt i Rödeby skov", stedet er markeret med en sten (se billede). Herefter blev liget slæbt til Kalmar "hvor han efter sin forræderløn blev slået (hans krop blev knust - ydmyget) og sad på stige og hjul". Hans hoved blev sammen med andre oprørslederes hoveder lagt på en bunke foran slottet (se billederne) med en kobberkrone (endnu en ydmygelse, sammenlign Jesu tornekrone!).

På trods af dette var Gustav Vasa ikke helt tilfreds: "Forræderen Dacke har fået sin belønning, selv om han fortjente en værre afsked (dvs. døden)". Men kongen ønskede at se ham blive tortureret før døden! Hvad der skete med hans kone vides ikke, men om hans søn nævnes det, at han blev ført til Stockholm, men derefter forsvinder han ud af historien... På et dokument fra 1559 har Vilhelm Moberg fundet et insignie, der blev sat på Nils Dackes hoved med kobberkronen. Indskriften hedder Epitafium Nicolai Dacke og lægger disse ord i munden på Dacke:

Et mærkeligt spil, som jeg begyndte at spille, Jeg troede, at jeg ville være konge, som jeg er, fordi jeg nu står foran Kalmar-kronbjørnen

Dette hentyder til Gustav Vasas beskyldning om, at Dacke ville blive konge over et selvstændigt Småland! Som jeg fortalte tidligere, er der ingen beviser for dette, men det er endnu et eksempel på kong Gustavs smarte propaganda. Selv om oprøret blev slået ned, og Nils Dacke (og mange andre) blev dræbt, er han ikke glemt, som billederne viser. Selv om der er gået næsten 500 år, lever erindringen og navnet videre, selv i form af navne på busselskaber, skoler, rallykonkurrencer og brød osv. Hvorfor mislykkedes oprøret, og hvordan kan vi bedømme det? Det er ikke let at svare på det, og det er endnu sværere at få det til at passe ind i et kort blogindlæg.

Tid til at opsummere det største oprør nogensinde i Norden - Dackefejden!

"Tyv, forræder, ikke et kristent menneske, men værre end en jøde og en hedning", "et ulækkert dyr og et skovsvin, ikke meget bedre end et dyr, en åbenlys horebuk"! Det var Gustav Vasa gennemgang af Dacke. Hans tilhængere var "skovtyve ... og forrædere mod deres retmæssige suverænitet". I flere hundrede år var dette tilfældet, så sent som i det 19. århundrede i Anders Fryxells meget populær Historier fra den svenske historieDacke blev betegnet som "en afskyeligt ondskabsfuld mand". I den sidste del af det 19. århundrede skete der en vending, dels på baggrund af kildekritisk forskning, dels på grund af en holdningsændring; G-O Hyltén-Cavallius henvender sig til Dacke som lokalpatriot, forkæmper for frihed, gammel lov og tradition. I det 20. århundrede er der sket en klar vending: Fabian Månsson og senere Vilhelm Moberg ser Dacke som en forkæmper for bønderne mod den undertrykkende kongemagt og den udnyttende adel.

Stadig i 1950'erne var Dacke kontroversiel. Dengang blev forslaget om en fem meter høj Dacke-statue stoppet af Carl Milles, var det ikke passende, at den stod på pladsen foran residensen - "Royal Commander"! Den nuværende blev skabt i 1990'erne og er baseret på Milles forslag. Den er så ynkeligt lille (se billedet til højre), at Milles idé ikke engang fik en tommelfinger! Som statuen i Virserum og mindestenen i Vissefjärda - smukt placeret ved kirken ved siden af Lyckebyån (billedet ovenfor) - viser, er Nils Dacke og det oprør, han ledede, ikke glemt. I dag er der brød, skoler, busselskaber og speedwayhold opkaldt efter ham. Oprøret var i begyndelsen meget vellykket, idet Dacke samlede måske 15-20.000 bevæbnede mænd. En meget betydelig styrke på et tidspunkt, hvor Sverige havde mindre end en halv million indbyggere, og kongen ikke havde nogen egen hær, men var afhængig af indkaldte, udenlandske lejesoldater (dyre og upålidelige). Desuden blev der med succes praktiseret guerillakrig, f.eks. ved Kisa, som jeg allerede har beskrevet. Hvorfor tabte de? Nogle af Nils Dackes nærmeste folk mente, at de ikke skulle stole på kongens løfter i forbindelse med våbenhvilen, men forberede yderligere kampe og forsøge at udvide oprøret (det havde ikke spredt sig til Finnveden og Västergötland), men Dacke troede på kong Gustav og foretog sig ikke noget. Da kampene brød ud, blev guerillataktikken delvist opgivet, og slaget blev udkæmpet på åben is, hvilket var et sikkert nederlag. Under julehvilen i Kronoberg modtog Dacke Rostock-borgeren Hans Plog, som var agent for hertugen Albrecht af Mecklenburg. Nils Dacke fortalte om dette i breve til svenske adelsmænd for at påvirke dem til at fortsætte forhandlingslinjen og overtale dem til at gå med til oprørets krav. Måske var dette en taktisk fejlvurdering, fordi det blev brugt af kong Gustav til at fremstille Dacke og hans tilhængere som forrædere, der tog tysk støtte. Om Nils Dacke og hans mænd følte sig som svenskere eller indbyggere i Värendsbor er svært at svare på. Mere sikkert er det, at Dacke ikke ønskede at vælte Gustav. Breve, der blev sendt før oprøret, og de krav, der blev stillet ved våbenhvilen i november 1542, tyder på dette. Det, Dacke kæmpede for - lavere skatter og afgifter, stop for Fogdianernes magtmisbrug og genoprettelse af katolsk gudstjeneste og kirkesølv osv. "som før" for at citere en beskrivelse fra Dack. Dette blev ikke gennemført, og oprøret kan derfor betragtes som forgæves, men...

• Skatter og afgifter blev ikke nedsat, men fogedretterne blev opfordret til at handle mere fleksibelt og ikke tage noget ekstra for egen vindings skyld. Man kan også fornemme en blødere tone i kongens breve.
• Kongen begyndte at opbygge en national militær styrke. Dels af økonomiske årsager (lejesoldater var dyre), dels for at bringe folket tættere på kongen og hans krigsstyrke. Nogle tidligere Dacke-kaptajner som f.eks. Per Skegge og Jöns Verkmästare blev indkaldt i kongens tropper, fordi, som kong Gustav udtrykte det: "lære med tiden, hvad ære og ærlighed betyder, og ikke altid lægge sig ned i skoven som en flok ulve eller dyr"
• Kongen tog et fast greb om kirken. Flere ejendomme blev overdraget til kronen, som f.eks. bispeslottet Kronoberg! Men sognepræsterne fik lov til at beholde "tendet" hvilket gjorde dem mere loyale over for den kongelige magt.

Kronoberg blev senere sæde for guvernøren, hvilket gav amtet sit navn! Gustav Vasa indledte et vist samarbejde mellem kongen og bondeklassen, hvilket til dels holdt adelen i skak og forhindrede indbyrdes kampe mellem forskellige adelsgrupper. Ting, der var til gavn for de almindelige borgere.

Læsetips, hvis du vil læse mere om Dackefejden:

Lars-Olof Larsson - Dackeland Bo Alvemo - Dackefejden Gösta Hultén - Vejen til Lyckeby Fabian Månsson – Gravhundens vugge [redaktørens læsetips]

Abonnér på YouTube:

---

Hvis du sætter pris på Allmogens uafhængigt arbejde for at skildre vores fine svenske historie og nordiske kultur, er du velkommen til at købe noget lækkert i butikken eller støtte os med en frivillig donation. På forhånd tak!

Støtte Allmogens via Swish: 123 258 97 29
Støtte Allmogens af tilmeld dig
Støtte Allmogens i dit testamente