Viktor Rydberg om træer

Når en familie tidligere byggede en gård, var det traditionelt at plante en såkaldt plejetræ på gårdspladsen. Ideelt set ville træet komme fra en af de hellige lunde, der har eksisteret i alle landsbyer siden hedensk tid. Viktor Rydberg fortsætter sin tekst om fyrretræer i bogen Sagaen om fædrenes gud fra 1887:

Hvis en familie lever længe på den samme gård, og fyrretræets sjæl har set mange af familiens børn lege under dets krone og vokse op til at blive dygtige mennesker, opstår der et tillidsfuldt forhold mellem fyrretræet og familien. Når sidstnævnte blomstrer, blomstrer fyrretræet, selv i sin alderdom, og ved vinterfesten, når det står uden blade, bliver det pyntet af gårdfolket med farverige bånd. Aldrig synger fuglene smukkere end i fyrretræet, og når en mand, der har været langt væk på sørejser eller i krigseventyr, kommer hjem, hilses han af en mumlen i dens krone, som vækker hans kærligste barndomsminder.

Selv distrikterne har deres træer, under hvilke retfærdigheden sker, og stammerne har deres træer, hvor de samles og rådfører sig om krig og fred.

Så længe plejetræet blev på gården og blev beskyttet og passet af gårdens folk, bragte det lykke og tillid til hjemmet, og træets vitalitet blev overført til gården, ifølge Carl-Herman Tillhagen i sin bog Skove og træer (1995).

Viktor Rydberg har skrevet et digt om det samme emne, Plejetræet, hvorfra de følgende strofer er taget:

På landmandens gård
stod gammel lind,
det ærbødige spisetræ,
med stor krone
og stamme, runiseret af tyve slægtslister.

Stormen kom,
stærkere end i mands minde:
det smukke træ,
tynget af årene,
faldt.

Folk i huset
stod de sørgende omkring de faldne.
Sølvhåret bedstefar,
der fristede halvfems vintere,
kærtegnet med visnet hånd
sin vindblæste bark og sagde:

Vi vil ikke skilles, du vil ikke dø.
Du skal bo i en datter,
en stærk efterkommer af din stamme.
I dig selv levede en mor,
som, da Midgård var tusind år yngre end nu,
skød op fra sin muld
og gav kølighed til fædrene,
hvis navne er genkendt i Saga's mund,
hvis de ikke var forsvundet i tidens fjerne verden.

En tradition med rødder i den grå fortid

Traditionen med plejetræer har sin oprindelse i den gamle nordiske tankeverden, hvor træer spillede en vigtig rolle. Ikke mindst var der troen på verdenstræet - Yggdrasil. Ifølge vores forfædres mytologi og skabelseshistorie er Yggdrasil en kasse, der indeholder hele kosmos og holder sammen på gudernes verden, menneskets verden og underverdenen. Fra dens høje grene, som dækker hele himlen, falder regnen over verden.

Under en af Yggdrasils tre rødder, ved Urdarbrønden, bor nornerne Urd, Verdandi og Skuld, som spinder livets tråde og bestemmer, hvor længe hvert menneske skal leve. Hver dag hælder de vand over Yggdrasils rod, så træet ikke vil visne.

Snorre beskrev træet på følgende måde:

Asken Yggdrasil skal holde ud
mere end folk ved:
Hjorten gnaver i toppen, overfladen stønner,
Nidhögg den gnaver i bunden.

Fra Björn Collinders svenske oversættelse af Eddan (1964):

I sidste ende kunne Yggdrasiltræet ikke modstå den ubehagelige behandling. Selv om nornerne hældte helbredende vand og mudder over træet, gik det og den gamle verden under. Ifølge myten blev vores verden født af resterne af dem. I kulten omkring asatronen spillede træer en vigtig rolle. Ofringsfester og ritualer blev ofte afholdt under store træer, og offergaver til guderne blev hængt op i hellige lunde.

Ifølge folkloren var der i træet for omsorgsarbejde trolde og skytsånder, som havde magt over gårdens velfærd, og hvis de blev behandlet godt, sørgede de for, at gårdens lykke og fremtid også blev passet godt på. Men hvis træet blev skadet, var det ifølge folkloren dårligt.

Det var ikke tilladt at bryde grene af træet eller tage et enkelt blad, og fugle, der byggede rede i træet, var beskyttet. Selv landmanden, som i gamle dage havde fuld frihed på sin gård, måtte bøje sig for træets ånder, fortæller Lena og Allan Gunnarsson, som har skrevet bogen Træer og mennesker (1988).

Mange legender lever i dag om folk, der har beskadiget fyrretræer og derefter er kommet i problemer. I bogen Wärend og Wirdarne (1863) af folkloristen Gunnar Olof Hyltén-Cavallius kan du læse om netop en sådan begivenhed. Historien fortæller om en lille landmand, der engang fældede gårdens fyrretræ, eller Bos-træer som den blev kaldt i Småland i Värend. Om aftenen hørte han en sang fra stubben;

vi er et hus!
vi er et hus!
husby skal du også være.

Den næste dag brændte hele gården ned til grunden.

Nogle har antydet, at man tidligere troede, at fyrretræerne ikke kun var beboet af trolde og skytsånder, men også af vores forfædres sjæle. Ærbødigheden for fyrretræerne var så stor, at folk på fjerntliggende steder bad og ofrede ved dem så sent som i det 180. århundrede.

Ifølge Tillhagen bør offerritualet helst finde sted torsdag aften efter rengøring af sommerhuset for at fejre torsdagsweekenden. Denne gamle skik siges at have holdt sig helt ind i det 19. århundrede i Sverige. Der blev også givet gaver til Barmhjertighedens træ i forbindelse med de store helligdage, som f.eks. juleaften. Gaverne kunne bestå af øl eller mælk, der blev hældt over træets rødder, eller stykker af julemad juleaftensdag. Det samme gælder, hvis ulykken var sket i nærheden af et juletræ, som Hyltén-Cavallius forklarer:

Hvis nogen er blevet såret eller skadet af et skovtræ, helbredes det ved at ofre eller hælde mælk på træstubben torsdag aften for at dulme træets elendige natur.

En tradition, der er værd at videreføre

Det er en af de smukkeste traditioner, jeg har mødt i det svenske fællesskab, med en dybde og betydning, der får mig til at tro, at enhver gård, landsby og lokalsamfund er sit helt eget juletræ værdigt.

Når jeg selv kigger op på mit kirsebærtræ på vores lille gård, en statelig birk, der har set mange flere vintre end jeg selv, får det mig altid til at udvide mit sind og tænke længere.

Det er en tradition, der har rod i vores tætte forhold til naturen, men som samtidig forbinder det, der har været, med det, der skal komme. Træet er et bindeled mellem generationerne, en konstant fysisk påmindelse om, at vi kun er et led i en lang kæde, der går tilbage til det første menneske.

Flere led vil slutte sig til denne kæde, og vi kan bedre passe på træet, naturen og samfundet for fremtidige generationer.

Men hvis du ønsker at plante et ammetræ på din gård, og du ikke har en hellig lund i dit nabolag, som du kan tage et ungt træ fra, hvad gør du så?

Det er jo også muligt at plante et helt almindeligt og uhelligt træ. Så længe du passer på træet, vil du sandsynligvis opleve, at ånderne alligevel flytter ind. Denne tradition findes i hele Sverige, men af naturlige årsager er valget af træet forskelligt i nord og syd. Nogle træarter er mere velegnede end andre som plejetræer, som Lena Sandberg forklarer:

Hovedtræet var normalt en lind, elm eller ask, fordi man ønskede et træ, der var højt og stærkt og blev gammelt. Egen var heller ikke ualmindelig som plejetræ, men dens store krone betød, at den blev plantet længere væk fra gården. I det nordlige Sverige var birk og røn almindelig som ammetræer.

Så hvad venter du på? Kom ud og plant dit juletræ! Men vælg stedet med omtanke, for dine efterkommere vil leve og dø med din beslutning i mange generationer fremover.

Den, der bygger kun for at stå i sin tid, og som ikke vil plante et frø eller rejse en frøplante, fordi han ikke selv vil nyde godt af træets skygge og frugt, er ikke begunstiget af Toraen, og straffen er på ham, den egoistiske, eller på hans efterkommere.

Abonnér på YouTube:

Hvis du sætter pris på Allmogens uafhængigt arbejde for at skildre vores fine svenske historie og nordiske kultur, er du velkommen til at købe noget lækkert i butikken eller støtte os med en frivillig donation. På forhånd tak!

Støtte Allmogens via Swish: 123 258 97 29
Støtte Allmogens af tilmeld dig
Støtte Allmogens i dit testamente