To historier om Sverige

På den ene side har vi historien om det moderne Sveriges fødsel fra Gustav Vasa og fremefter, den lutherske ideologi om enhed efter den protestantiske reformation og stræben efter et fællesskab af nationer baseret på nationalstaten, monarkiet og senere det parlamentariske demokrati. På den anden side har vi den ældre historie om kampen mod fogederne, historien om Engelbrekt Engelbrektsson, bondeoprør med Nils Dacke i spidsen, kampen for regional selvbestemmelse, lokale former for direkte demokrati gennem sokkeholderi og de frie bønders Norden.

Den første historie om Sverige er en historie om enhedsstaten og konsolideringen af den svenske centralmagt. Det er dette, der undertiden forbindes med vores karakteristiske konsensuskultur, politisk konformisme og opbygningen af en moderne stat i det 20. århundrede, repræsenteret af farverige politiske ledere som Per Albin Hansson, Tage Erlander og Olof Palme. Denne historie blev også udsat for en kraftig dosis nationalromantik i det 19. århundrede og første halvdel af det 20. århundrede og forskellige forsøg på at retfærdiggøre centraliseringen af den politiske magt fra sogne og amter til hovedstaden Stockholm. Enhedsstaten og enhedsideologien er også parallelle med jordreformen i det 19. århundrede, kommunalreformen i det 20. århundrede og historien om det moderne Sverige. Det var den ideologi, som Rudolf Kjellén forsøgte at indfange med Folkhem-ideen.

Den anden historie om Sverige har i høj grad udviklet sig takket være Vilhelm Mobergs skildringer af de almindelige menneskers sociale forhold, af hvordan de svenske bønder gik imod centralmagten, og hvordan bønderne på lokalt plan sluttede sognefred i stedet for at gribe til våben mod deres naboer på kronens befaling. Det er historien om, hvordan den ældre skik i Sverige og Norden hverken er en samlende ideologi eller en stærk nationalstat, men tværtimod hviler på kampen for frihed og de fattige borgeres ret til jord og privat ejendom. Det er også en historie om barske sociale forhold, fattigdom og sult. Vi kan se spor af denne historie i Engelbrekt-krøniken:

Med skatte, der overstiger deres evner
og daglejerarbejde med hestevogn og vogn
Han blev aldrig træt af at tæske og hænge dem:
Hvis de blev forrådt, lod han dem hænge i røgkammeret
Og pantsatte gården på alt, hvad han fandt.
Hvor der ikke var traktorer, kunne det ske,
At kvinderne var spændt for det hule,
Men den gravide var så træt,
At barnet kom til verden dødt

Af Engelbrekt-krøniken kan vi aflæse den libertære åre, der går gennem den ældste svenske historie, og som er formuleret i en modstand mod tunge skatter og udnyttelse af fælledene. Denne liberalistiske tendens kan også findes i de gamle svenske provinslove og er sandsynligvis ældre end det, da den går tilbage til oldnordisk skik.

Efter Gustav Vasas sejr over Nils Dacke ser vi, hvordan den svenske stats ideologi om enhed sejrer. Staten og den politiske centralisme vinder. Det ser også ud til, at det, der har overlevet i vores tid, er troen på staten og på den politiske myndigheds samlende funktion i samfundet. Uanset indholdet er det hverken monarkiet eller lutherdommen, der har overlevet i deres oprindelige form (vores monarki er blevet et magtesløst symbol, og Luther er blevet erstattet af en slags generel neospiritualitet i SvK), men derimod politisk konformisme. Det er sandsynligvis denne arv, der forklarer, hvordan svenskeren i anden halvdel af det 20. århundrede er blevet mere og mere modtagelig over for de radikale kulturpolitiske idéer og normer, som det politiske overherredømme har taget til sig, især efter 1970'erne.

På grund af det socialdemokratiske folkehjems enhed og 40 års ubrudt socialdemokratisk regering i det 20. århundrede kan vi også se, hvordan Sverige i samme periode udvikler en slags selvforståelse baseret på historien om, at vi i Sverige har et progressivt sundhedsvæsen, skole og pleje. Vores sociale sikringssystem er det mest moderne. Det siges, at progressive politikere i andre lande ser Sverige som en rollemodel. Selv om ordet nationalisme forbindes med en højreorienteret idé, er det svært ikke at se troen på det mest progressive land som et udtryk for nationalisme og enhed omkring et bestemt billede af Sverige, som gerne nedvurderer gamle traditioner, hvis det fremmer billedet af Sverige som det forjættede fædreland for fremskridt og international solidaritet.

Enhedsideologien blev således noget særligt i det 20. århundredes socialdemokratiske århundrede, og virkningerne af dette billede af Sverige forklarer accepten af de store forandringer, der har fundet sted i det svenske samfund, selv om færre mennesker naturligvis værdsætter virkningerne af de samme forandringer.

Det er desuden korrekt at beskrive den stats- og samfundsmodel, som Socialdemokraterne byggede op i Sverige, som ikke-liberal, fordi den går ud fra, at det meste skal forbydes fra starten, men tillades, når en ansøgning er blevet imødekommet. Du skal have tilladelse til at få kørekort, ændre dit navn, bygge et hus, drive landbrug, starte en skole, yde pleje, starte en virksomhed, sælge alkohol osv.

Der blev således opbygget et stort administrativt apparat til at administrere velfærdsstaten og et andet til at administrere det, vi kunne kalde "koncessionsstaten". Det koster penge. Derfor manglede der ikke fantasi i forhold til de måder, hvorpå staten kunne opkræve skatter.

Velfærdsstaten har også en fremtrædende plads i den svenske politiske debat. Den er kendt i andre lande og er grundlaget for mange enkeltpersoners incitamenter til at bosætte sig i Sverige. Sammen med humanistiske idealer om åbenhed er dette også blevet tilfældet.

Hvis velfærdsstatens nationalisme var grundlaget for enhedsideologien, fik den efter 1970'erne også en radikal kulturel overbygning. Denne kulturradikalisme var ikke enestående for Sverige, men dukkede op i de fleste vestlige lande i forbindelse med studenteroprøret i 1968.

Kulturradikalismen i denne periode handlede både om klassekamp og seksuel frigørelse, om ligestilling og lighed mellem kønnene, om kampen for social retfærdighed og for nye idéer og forskningsområder i de akademiske institutioner. Den strakte sig fra maoisme og marxisme-leninisme til kritisk teori og de begyndende postmoderne tilgange. Den svenske enhedsideologi kom til at omfavne nogle af disse idéer, mens den afviste andre. Fortællingen om det moderne Sverige blev kombineret med kulturradikale og senere postmoderne venstreorienterede idéer.

I dag tør jeg godt sige, at enhedsideologien har resulteret i et postliberalt samfund, hvor de radikale kulturelle visioner i stigende grad er blevet til orwellske undtagelsestilstande, hvor postmoderne venstreorienterede idéer og normer anvendes autoritativt til at undertrykke individuelle forskelle og modvirke de klassiske liberale frihedsbegreber. Demokratiet bruges heller ikke længere til at indfange og lytte til borgernes værdier og holdninger, men tværtimod til at disciplinere og ændre dem i overensstemmelse med forudbestemte normer, holdninger og tankemønstre. Diskurs og magtudøvelse smelter så at sige sammen. For hvad er social ingeniørkunst i forbindelse med radikale kulturelle og postmoderne idéer, hvis ikke en forening af diskurs og magtudøvelse i en kultur, der mangler andre skelnepunkter end magten selv til at skelne mellem teorier og meninger? I den relativistiske kultur af i dag er det imidlertid ikke længere et spørgsmål om sandt og falsk, men om kravet om renhed i følelser, associationer og holdninger. Det, der i 1968 var ideer fra et intellektuelt venstrefløjsminoritet, er i dag den forventede mentalitet og holdning i de offentlige medier, den akademiske verden og politik. Postmodernismen er blevet institutionaliseret og dens magt er blevet strukturel.

Alligevel er den anden historie om Sverige på ingen måde slut. Modstanden mod statslige almisser, høje skatter på lønarbejde og endda ønsket om selvbestemmelse og uafhængighed af både staten og overnationalismen har overlevet. Desuden synes flere og flere mennesker at sætte spørgsmålstegn ved ideologien om staten som en enhed, og der er en større accept og tolerance for alternative tilgange til f.eks. frihed og familie ved at opstå i visse kredse. Det er på denne baggrund, at der er behov for en seriøs konservativ debat.

I dag handler det ikke kun om frihed og skatter, men om noget mere grundlæggende som retten til at være den, man er i verden, retten til sin arv, sit landskab, sin tro og sine lange minder.

Abonnér på YouTube:

Hvis du sætter pris på Allmogens uafhængigt arbejde for at skildre vores fine svenske historie og nordiske kultur, er du velkommen til at købe noget lækkert i butikken eller støtte os med en frivillig donation. På forhånd tak!

Støtte Allmogens via Swish: 123 258 97 29
Støtte Allmogens af tilmeld dig
Støtte Allmogens i dit testamente