Tre svenske kunstværker med en særlig historie

Midwinterblot af Carl Larsson

Carl Larsson (1853-1919) er en af Sveriges mest elskede nationalromantiske kunstnere og anses for at være landets førende akvarelmaler. Frem for alt er han blevet kendt som en skildrer af familielivet med idylliske motiver fra det farverige hjem i Dalarna. Den sidste del af Carl Larssons liv kom imidlertid til at blive domineret af et maleri af en helt anden art: det mere end 87 kvadratmeter store Midwinter Blot. 

Midvinterblot er et af de mest kontroversielle værker i den svenske kunsthistorie. Den langvarige kontrovers omkring maleriet begyndte, da Nationalmuseets Mural Board udskrev en konkurrence om at udsmykke museets trappeopgang. Resultatet blev imidlertid forsinket, idet de indsendte bidrag i den første indkaldelse blev afvist, og konkurrencen blev gentaget. Der fulgte flere år med debat og komplikationer, og spørgsmålet blev rejst helt op til regeringsniveau. Til sidst stod det klart, at Carl Larsson ville udføre opgaven, men stridighederne om valget af motiver blev ikke afsluttet. Til den øverste trappe insisterede Carl Larsson på et oldnordisk motiv med en hedensk offerceremoni, hvor svenskernes konge Domalde klædte sig af uden for Uppsala-templet for at blive ofret til guderne efter år med hungersnød.

Mange mente, at billedets indhold var det højeste af usofistikerethed, mens det blev kritiseret for manglende historisk nøjagtighed. Carl Larsson var dog ubøjelig, og da forslaget blev afvist, færdiggjorde han maleriet hjemme i sit atelier i håb om, at Nationalmuseet ville ændre mening. Det skete dog ikke, og afvisningen tog Carl Larsson meget hårdt. I den selvbiografi, som han færdiggjorde få dage før sin død, udtalte han, at Midvinterblots skæbne havde knækket ham.

Efter Carl Larssons død blev maleriet opbevaret i over 40 år på Kunstindustriens arkiv i Lund. Den blev derefter købt af den japanske kunstsamler Hiroshi Ishizuka. Men Midvinterblot blev ikke glemt, og med tiden ændrede synet på værket sig. Maleriet begyndte i stigende grad at blive opfattet som en del af den svenske kulturarv, og der blev rejst røster for, at det skulle tilbageføres til sin rette sammenhæng. 

Ved hjælp af donationer fra fonde og velvillige interessenter kunne Nationalmuseet købe Midvinterblot af Ishizuka i 1997 for 14,6 millioner kroner. I dag kan kunstværket ses i Nationalmuseets trappeopgang på det sted, som Carl Larsson selv ønskede, at det skulle være.

Hjortbergstavlan af Jonas Dürchs

Släps Kirke i Halland er i sig selv en ret ubemærket bygning, men indenfor hænger et maleri, som er blevet kendt langt ud over Sveriges grænser og betragtes som noget af en kulturskat. Maleriet, der er kendt som Hjortberg-tavlen, blev malet af kunstneren Jonas Dürchs i begyndelsen af 1770'erne og viser præsten Gustaf Hjortbergs familie. Hjortberg selv er til venstre i billedet sammen med sine sønner, mens hans kone og døtre er samlet til højre.

Hjortberg-panelet bliver undertiden kaldt "Sveriges mest interessante maleri", og det er nok et epithet, som det fortjener. Maleriet er meget detaljeret og fuld af symboler, der åbner op for kig ind i 1700-tallets tankegang og levevilkår. Den indeholder også mange referencer til Hjortbergs dannede og eventyrlige liv. 

Hjortberg var noget af en polyvalent videnskabsmand, der dyrkede en stor interesse for videnskab ved siden af sit virke som præst. Han helligede sig kunsten at helbrede ved at oprette kobbertransplantationshuse, fremstille medicin og behandle forskellige lidelser med elektroterapi. Som skibsprædikant ved Det Ostindiske Kompagni deltog han i tre handelsrejser til Kina, hvor han indsamlede donationer i naturalier til både Det Svenske Videnskabsakademi og Carl Linnaeus. Herhjemme forsøgte Hjortberg at forbedre de ineffektive landbrugsmetoder ved at konstruere effektive plove, skrive om kvægavl og indføre kartofler som afgrøde i sine hjemlige regioner. Han arbejdede også som orgelbygger og urmager.

Mange af Hjortbergs engagementer er tydelige i maleriet, mens oplysningstidens ånd gennemsyrer motivet. Videnskabelige måleinstrumenter ligger spredt på bordet, og et velassorteret bibliotek dukker op i baggrunden. Orgelpiberne læner sig op ad bordkanten, og på væggen hænger udstoppede dyr fra forskellige kontinenter. Den yngste søn griber fat i halen på en lemur, et dyr, der kun findes på Madagaskar, og som sandsynligvis blev fanget der under en af East India Company's ekspeditioner. Ved Hjortbergs fødder har kunstneren placeret en globus, som om han vil vise, at Hjortberg gennem sine rejser og studier har lagt verden under sig. Alligevel kan vi forstå, at religionen stod over alt andet; øverst i billedet, over alle udtryk for succes og lærdom, sidder et krucifiks på et solidt fundament.

Enhver, der betragter maleriet, kan ikke undgå at bemærke familiens størrelse. Hjortberg og hans kone Anna Helena fik i alt 15 børn. Nogle af dem kigger frækt ud fra maleriet, mens andre er delvist tilbagetrukne og synes at være gemt bag deres søskende. Den yngste pige er portrætteret liggende i en kiste. På denne måde har kunstneren skabt plads til de børn, der er gået bort; de er ikke helt til stede, men er stadig med familien. Da maleriet blev lavet, var otte af søskendebørnene stadig i live. Vi kan forstå, at døden, især børnedødelighed, var en del af livet på en helt anden måde end i dag. 

Hjortberg-tavlen blev bestilt som et epitafium, dvs. en mindetavle, der skildrer en død person for eftertiden. Hjortberg døde i en alder af 51 år, få år efter at maleriet var færdigt. Vi kender ikke dødsårsagen, men det faktum, at urskiven i øverste venstre hjørne viser kvart i tolv, indikerer måske, at Hjortberg var klar over, at hans liv var ved at være slut, da maleriet blev færdiggjort.

Hjortberg-panelet har med sit rige indhold meget at fortælle os om sin tid og fascinerer stadig nutidens seere. Den optræder som illustration i flere historiske bøger og er kommet ind i den svenske populærkultur gennem omtaler i bogen Kviksand af Henning Mankell og tv-serien Den halvt skjulte af Jonas Gardell. Når den ikke er udlånt til udstillinger og museer, kan den ses på sin oprindelige plads i Släps Kirke, hvor Särö Pastorat arrangerer guidede ture.

Karl XII's genopstandelse af Gustaf Cederström

Karl XII's begravelse af Gustaf Cederström (1845-1933) er et af Sveriges mest berømte malerier. Den centrale del af motivet består af soldater, der bærer kong Karl XII's lig hjem fra Norge, efter at han blev dræbt ved Fredrikshald. Ved siden af har en jæger stoppet op med sin søn og bøjer ærbødigt nakken.

Gustaf Cederström var en stor beundrer af Karl XII og valgte at male motivet til verdensudstillingen i Paris i 1878. Det kunstneriske arbejde blev udført på stedet i byen og forberedt med den største omhu. Cederström brugte folk i sin nærhed som modeller for at give hver enkelt soldat individuelle træk, og en professionel model blev lagt på en båre for at blive model for Karl XII. Kopier af de karolingiske uniformer blev bestilt fra Sverige, og der blev brugt salt som kunstig sne. Cederström har desuden inddraget sig selv i billedet ved at låne sin dragt til karolinerne, som går først i køen. I alt tog det over et år at færdiggøre maleriet, og det kom lige i rette tid. På udstillingen tiltrak det sig stor opmærksomhed, og Cederström fik en medalje. Maleriet var også hans gennembrud som historisk kunstner.

Maleriets kunstneriske kvaliteter er utvivlsomt meget høje. Vi kan læse karoliniernes hårde tanker i deres ansigter og fornemme vægten af deres skridt. Deres tøj bevæger sig naturligt i vinden, og deres støvler efterlader spor i sneen. Men på trods af den stærke realisme er maleriet ikke en historisk korrekt gengivelse, hvilket Cederström selv var omhyggelig med at indrømme. Karl XII blev ikke båret på en åben båre, men blev transporteret det meste af vejen i en kiste. Rejsen gik heller ikke gennem bjergene. Cederström har brugt sin kunstneriske frihed til at skabe dramatik, og hans skildring skal ses som en måde at give den skæbnesvangre historiske begivenhed større vægt på.

Efter udstillingen i Paris blev maleriet købt af den russiske storhertug Konstantin Konstantinovitj og bragt til hans palads i Sankt Petersborg. Mange var oprørte over, at et så historisk betydningsfuldt maleri var faldet i ærkefjendens hænder, og de så det som en fornærmelse mod den svenske nation. Der blev indsamlet penge til en kopi, og Cederström fik derfor mulighed for at udføre det samme maleri igen. Replikaen blev påbegyndt i Italien og færdiggjort i Sverige i 1884. Denne gang var modellerne svenske, hvilket betød, at hårfarverne var lidt lysere. Maleriet blev underskrevet på Karl XII's dødsdag og derefter overdraget til Nationalmuseet. Den kan stadig ses der i dag.

I kølvandet på den russiske revolution blev det første maleri købt af en svensk kunsthandler og bragt til Sverige i 1923, hvor det blev solgt til forretningsmanden Gustaf Werner, som besluttede at donere det til Göteborgs kunstmuseum. Det er på denne måde, at de to versioner af maleriet til sidst endte på svenske museer og blev tilgængelige for offentligheden.

At Gustaf Cederströms beretning om Karl XII's genopstandelse har opnået en sådan berømmelse skyldes helt sikkert flere ting. Malerierne kan værdsættes på grund af den høje kvalitet af deres udførelse og kompositionens livlighed, men også på grund af selve motivvalget. Seeren følger monarkens sidste rejse, som også er en skildring af det svenske riges fald. De to tvillingemalerier betragtes af mange som noget af et nationalt epos, der symbolsk skildrer overgangen fra et stadie i landets historie til et andet.

Abonnér på YouTube:

Hvis du sætter pris på Allmogens uafhængigt arbejde for at skildre vores fine svenske historie og nordiske kultur, er du velkommen til at købe noget lækkert i butikken eller støtte os med en frivillig donation. På forhånd tak!

Støtte Allmogens via Swish: 123 258 97 29
Støtte Allmogens af tilmeld dig
Støtte Allmogens i dit testamente