Ljungby horn og pibe

På godset Ljungby egor ligger en stor sten, kaldet Maglesten, hvor troldene plejede at have ly, og hvor de plejede at fejre jul med dans og leg.

En juleaften sad fru Cissela Ulfstand i sin have og hørte trolde og deres lyde under stenen. Hun var nysgerrig efter at lære mere om det mystiske bjergfolk og lånte sin bedste hest ud til alle, der havde lyst til at ride til Maglesten ved juletid og finde ud af mere om forholdet.

En af hendes venner, en ung mand, gik med på forslaget og tog til byen. Da han nåede frem til stenen, så han den rejst på gyldne pæle, og troldene under den jublede.

En ung troldkvinde kom ham i møde med et drikkehorn og en pibe og sagde, at han først skulle drikke bjergkongens skål og derefter blæse tre gange i piben. Drengen fik begge dele, men fik i samme øjeblik et godt råd af en ukendt kvinde, hvorefter han hældte drikken ud over skulderen og gik i samlet flok over marker og enge tilbage til gården. Troldene forfulgte ham med vilde råb, men han slog dem ind i slottet og efter at have trukket vindebroen op, overlod han godset til sin mor.

Uden for slotsgården stod nu troldene og lovpriste fru Cissela for hendes lykke og store rigdom, hvis hun ville aflevere hornet og piben tilbage, men ellers ville ulykke og undergang ramme både hende selv og hendes familie, og især ville den værste ulykke ramme den, der vovede at flytte skatte fra Ljungby. Manden, der havde taget dem med, døde den tredje dag efter besøget i Maglesten, og hesten faldt den næste dag.

Under krigen i 1645 bad feltmarskal Gustaf Horn, der havde sit hovedkvarter i Fjelkinge, om at se hornet og piben og sendte budbringere for at få dem fjernet. Da trolden Axel Gyllenstierna, som dengang ejede Ljungby, ville efterkomme hans ønske, turde han ikke nægte, men sendte de to trolde i eksil, dog med en insisterende anmodning om at få dem tilbage hurtigst muligt. Horn følte heller ikke noget ønske om at have dem i sin varetægt, for så længe han beholdt dem, blev han hver nat forstyrret af larm og tumult, som ophørte, da han under eskorte af et kompagni ryttere sendte dem tilbage til Ljungby.

Ti år senere skete der en endnu mere vidunderlig begivenhed. Henrik Nilsson, præsten i Ljungby, havde lånt de vidunderlige ting for at vise dem til sine svogre, som var kommet på besøg. Om natten blev præstens svigermor, fru Anna Conradi, vækket af et lysglimt i værelset. Sengetøjet blev trukket tilbage, og på hendes seng blev der lagt en kurv, hvori der sad fem små grædende børn:

"Åh, jeg beder dig! Vær god og giv, at vi kan få vores horn igen!"

Da hun spurgte dem, hvorfor de ville have det, og hvilken værdi hornet havde for dem, svarede de:

"For vores hjordens skyld."

Da hun ikke ville lytte til deres bønner, sagde de, at de ville komme igen om en halvtredje nat.

Torsdag aften, tre dage senere, var der igen lys i rummet. Da fru Anna trak sengebetrækket tilbage, så hun en hel flok små nisser på golfsengen, og blandt dem var troldmandskongen selv, der gik under en himmel af sølvdug, båret på sølvstænger af fire tjenere. Han var sortbrun og havde sort uldhåret hår, hvoraf der kun voksede en tue på hans pande og en på hvert øre. Langsomt nærmede han sig sengen med et horn med låg, prydet med guldkæder og guldknapper, som han lovede at give i bytte for det rigtige horn, men den gamle kone lod sig ikke bejle, men forviste dem til Gud, hvis de tilhørte ham, eller til djævelen, hvis de var hans afkom, hvorefter troldene stille og roligt og sørgmodigt gik bort.

Kort tid efter skulle en godsejerkones barn være blevet bortført af troldene, men ved at ringe med kirkeklokken kom det tilbage til moderen. Drengen fortalte, at troldene ikke var smukke, men havde store næser og munde; at manden under Maglesten hed Klausa og hans kone Otta; at de sugede mosten ud af mændenes mad; at de var under en konge; at de ofte var uenige; og at de talte landets sprog. Hofkansler Coyet, der skrev en "Relation om Ljungby Horn og Pipe", dateret den 11. februar 1692, siger, at han kendte denne dreng, der dengang var 27 år gammel, såvel som hans mor, men indrømmer, at begge var tilbøjelige til overtro, og at deres sind var lige så svagt som deres kroppe.

Kilde: Hofberg, Herman, Svenske folkeeventyr, 1882

Læs mere

Wikipedia, Ljungby horn og pibe

Abonnér på YouTube:

---

Hvis du sætter pris på Allmogens uafhængigt arbejde for at skildre vores fine svenske historie og nordiske kultur, er du velkommen til at købe noget lækkert i butikken eller støtte os med en frivillig donation. På forhånd tak!

Støtte Allmogens via Swish: 123 258 97 29
Støtte Allmogens af tilmeld dig
Støtte Allmogens i dit testamente