Kæmpen Finn og Lunds domkirke

For længe siden levede i Helgonabacken ved Lund en jætte, som med sorg og bekymring erfarede, at en hellig mand var kommet fra Sachsen for at bygge en kirke for den hvide Kristus på Lundagård.

Da Laurentius - det var helgenens navn - havde tegnet planen for templet, stod der en dag ingen ringere eller ringere end Elgonabjerggens kæmpe ved siden af ham og sagde:

"Bestemt
Er hvid kristen
En gud, der er sit tempel værdig.
Jeg bygger den, hvis du bare fortæller mig det
Hvilket navn jeg fik,
Kirken er muret og færdigbygget.

Men kan du ikke sige mit navn, vel,
Du er en klog mand!
Vær opmærksom på, hvad jeg siger:
Så må du give mig til min lille
Faklerne to,
Det er som at gå på himlens sletter."¹

Nu er det så etableret i jætteverdenen, at jætternes navn er det vigtigste i jætternes politiske hemmeligheder, og hvis det bliver opdaget, må jætten dø, og man bliver afskåret fra sine forbindelser med ham. Himlens fakler, solen og månen kunne Laurentius ikke rimeligvis tilbyde ham i bytte, men da han ønskede at få bygget kirken, tilbød han i stedet jætten sine øjne, alt sammen i håb om, at det ville lykkes ham at finde ud af jætterens navn, inden kirken blev færdig. Kæmpen gik med på forslaget, og kirken rejste sig med forbløffende hast. Snart var der kun en sten i et af tårnene tilbage af landsbymuren. Dagen før den skulle sættes ind, stod Sankt Laurence på Sankt Antonius-bjerget og var dybt bedrøvet ved tanken om, at det var sidste gang, han ville se himlens lys, og at alt omkring ham ville være mørkt fra næste dag. Under disse dystre overvejelser hørte han et barn græde inde på bakken, og jættekvinden forsøgte at få det til at tie stille med sin sang, hvor han tilsyneladende kunne høre ordene:

Stille, stille, stille, min lille søn!
I morgen kommer din far, Finn,
Med månen og solen eller Laurentius' øjne.

Utom sig af glädje, skyndade S:t Laurentius till kyrkan… »Kom ner, Finn!» ropade han. »Den sten, som återstår, lägga vi sjelfve dit… Kom ner, Finn!… Nu behöfva vi ej din hjelp längre…»

Rasende af raseri styrtede kæmpen fra tårnet ned i magtkirken og greb med sine mægtige arme fat i en af søjlerne for at vælte landsbymuren. Kæmpen kom straks med barnet for at hjælpe sin mand med at ødelægge den. Men lige som templet vaklede til fald, blev de begge forvandlet til sten og står der den dag i dag og famler efter deres søjle.

---

[1] Tegnér: Prologen til Gerda.

Kilde: Hofberg, Herman, Svenske folkeeventyr, 1882

Læs mere

Wikipedia, Giants Finn

Abonnér på YouTube:

---

Hvis du sætter pris på Allmogens uafhængigt arbejde for at skildre vores fine svenske historie og nordiske kultur, er du velkommen til at købe noget lækkert i butikken eller støtte os med en frivillig donation. På forhånd tak!

Støtte Allmogens via Swish: 123 258 97 29
Støtte Allmogens af tilmeld dig
Støtte Allmogens i dit testamente