Køb vores historiske kort

Runer - vores forfædres første skriftsprog

Runor
En såkaldt Ingvar-sten uden for Gripsholm Slot i Mariefred

"Min kære, kys mig" står der på en middelalderlig runeindskrift, der er fundet på en træpind i Bryggen i Bergen, Norge. I Sverige findes der omkring 2.500 runesten, som vores forfædre har rejst. Dette er runernes historie.

Runerne er fonetiske tegn, som blev skabt og begyndte at blive brugt i de germanske dele af Europa århundreder efter Kristi fødsel. Runernes form tyder på, at de er udviklet med inspiration fra det romerske og græske alfabet, da runetegnene i mange tilfælde svarer til de tilsvarende bogstaver.

Runer var mest udbredt i Skandinavien, og ingen steder er rønneudskæringer så almindelige som i Sverige. I alt er der fundet omkring 3.500 runeindskrifter i det moderne Sverige, lige fra enkelte ord på løse genstande dækket af runer til længere indskrifter på store stenblokke. De rigeste fund af runer findes i Mälardalen. Af Sveriges 2500 runesten findes omkring 1300 i Uppland.

Blandt de ældste svenske runer er inskriptionerne på et spænde fra Gårdslösa i Skåne og en spydspids fra Gotland. Begge er blevet dateret til det 2. århundrede. Runestenene, som måske er de vigtigste symboler for runeskrift, blev hovedsageligt hugget i vikingetiden.

Det runiske alfabet (den runiske linje) har ændret sig flere gange. Der kan i enkle vendinger skelnes mellem tre runerækker: den oldnordiske runerække, vikingetidens runerække og den middelalderlige runerække.

Den oldnordiske runelinje, også kaldet "futhark" efter de første seks bogstaver, blev brugt fra omkring år 0 til det 7. århundrede. Futharken består af 24 runer og blev udbredt i hele det germanske sprogområde. I alt er der ca. 20 sten i Sverige, der har udskæringer med denne ældre runelinje. Mange udtrykker magiske besværgelser. Der er også fundet inskriptioner på våben, kamme og smykker.

Den oldnordiske runelinje blev brugt i den såkaldte migrationsperiode, hvor forskellige etniske grupper flyttede rundt i Europa. Dette påvirkede sproget, og i Skandinavien skiftede folk fra at tale et arkaisk germansk sprog til at tale oldnordisk. De sproglige ændringer gjorde det nødvendigt at ændre skriftsystemet, og i det 7. århundrede blev runeskriften forenklet til vikingernes runelinje med 16 runer. Også i denne runelinje er de første bogstaver f, u, th, a, r og k, hvilket er grunden til, at navnet futhark er bevaret. Med kun 16 tegn skal nogle runer repræsentere flere sproglyde, så f.eks. u, y og ö blev skrevet med den samme rune.

Stenlåget til vikingekvinden Kata's grav, som kan ses i udstillingssalen Kata Farm i Varnhem, Västergötland.

De fleste runesten i Sverige er indhugget med vikingetidens runelinje. Runestenene blev rejst som monumenter på prominente steder og langs velbesøgte vandveje. Specialiserede runehuggere rejste professionelt for at hugge stenene. Den mest kendte er Öpir, som fremstillede mere end 50 bevarede sten i Uppland, Gästrikland og Södermanland.

Runetekster er ofte mindetekster for døde mennesker og følger en lignende formel. Nogle gange indeholder teksten beskrivelser af historiske begivenheder, hvilket gør runestenene til et vigtigt historisk kildemateriale. Det er f.eks. takket være runestenene, at vi kender til Ingvar-toget, et stort vikingetogt mod øst, som endte meget skidt. Andre sten har tekster af mere poetisk karakter, som f.eks. verdens længste runeindskrift på Rökstenen i Östergötland. Indskriften på Rökstein indeholder en strofe, der kan siges at være Sveriges ældste bevarede poesi.

I det 10. århundrede begyndte man at tilføje prikker til runerne. Denne såkaldte sømning gjorde det muligt at skelne lydene i sprog, der var skrevet med den samme rune. Systemet med stumpede runer blev videreudviklet i middelalderen, hvilket sammen med andre justeringer skabte den middelalderlige runelinje. I løbet af denne periode fik kirken stadig større indflydelse, og det latinske alfabet blev også udbredt. De to skriftsystemer blev brugt parallelt i en periode, men fra det 14. århundrede begyndte det latinske alfabet i stigende grad at erstatte den runeformede skrift. Nogle steder har runerne dog overlevet som et populært skriftsprog. Runer har været i brug i særlig lang tid i dele af Dalarna, hvor de såkaldte dal-runer blev brugt indtil det 19. århundrede.

I stormagtsperioden opstod der i Sverige en interesse for gravhøje, runesten og andre historiske mindesmærker. Tjenestemænd blev sendt ud i landet for at indsamle, dokumentere og rapportere kulturelle og historiske fund. I 1666 blev der udstedt et kongeligt dekret om bevarelse af levn fra oldtiden, som kan siges at være verdens ældste lov om bevarelse af oldtidsminder. Det er en af grundene til, at mange runesten er blevet efterladt urørte på deres oprindelige steder, hvor de stadig formidler deres budskaber til alle, der stopper op for at læse dem.

Trykte kilder:

Erikson, Bo og Löfman, Carl (1985), Historien om Sverige, Natur og kultur

Ohlmarks, Åke (1983), Svensk kulturhistorie, Forum

Utrykte kilder:

http://historiska.se/upptack-historien/artikel/runor/

http://litteraturbanken.se/#!/presentationer/specialomraden/RunornasLitteratur.html

http://old.stockholmslansmuseum.se/faktabanken/forskning-om-runor-och-runstenar/

http://www.raa.se/kulturarvet/arkeologi-fornlamningar-och-fynd/runstenar/om-runskrift/

http://www.raa.se/kulturarvet/arkeologi-fornlamningar-och-fynd/runstenar/runskolan/allmant-om-runor/vad-ar-runor/

https://www.svenskakyrkan.se/akerbo/runlasning

https://sv.wikipedia.org/wiki/Dalrunor

https://sv.wikipedia.org/wiki/Runor

Oprindeligt offentliggjort på Kulturel hukommelse.

Abonnér på YouTube:


Hvis du sætter pris på Allmogens uafhængigt arbejde for at skildre vores fine svenske historie og nordiske kultur, er du velkommen til at købe noget lækkert i butikken eller støtte os med en frivillig donation. På forhånd tak!

Støtte Allmogens via Swish: 123 258 97 29
Støtte Allmogens af tilmeld dig
Støtte Allmogens i dit testamente

Populære