Mælkevejen

Mælkevejen af Zacharias Topelius

Digt fra Zacharias Topelius' Samlede skrifter, første bind (1904).

Og nu er lampen slukket, og nu er natten stille og klar
og nu stiger alle minderne om for længst forsvundne dage op
og blide fortællinger flyver rundt som streger i det blå
og vidunderligt og vemodigt og varmt er hjertet så.

De klare stjerner kigger ned i vinteraftenens glød
et så lykkeligt smil, som om der ikke var nogen død på jorden.
Forstår du deres tavse sprog? Jeg kender en historie endnu
Jeg har lært det fra stjernerne, og vil du høre det?

Langt væk på en stjerne levede han i aftenhimlens pragt;
hun levede i en anden sol og i en anden region.
Hun hed Salami, og Zulamit var hans navn.
og begge elskede så meget og elskede hinanden.

De har begge levet på jorden før og elskede allerede dengang
men var adskilt af nat og død og sorg og synd.
Så voksede hvide vinger hurtigt på dem i dødens fred
de blev dømt med stor afstand til hinanden på forskellige stjerner ophold.

Men de tænkte på hinanden i de blå højders hjem.
umådelig lå et rum af herlighed og sole mellem dem
utallige verdener vidundere af Skaberens kloge hånd
spredt mellem Salami og Zulamit i brand.

Og så har Zulamit en aften af begærets magt forbrugt
begyndte at bygge en bro af lys fra verden til verden
og så har Salami som han fra kanten af sin sol
begyndt at bygge en bro fra pol til pol.

I tusind år byggede de med urokkelig tro
og således blev Mælkevejen bygget en storslået stjernebro
der omfatter himlens højeste hvælving og dyrekredsen
og binder bredderne af rummets ocean sammen.

Forfærdelse greb keruberne til Gud steg deres flugt:
"Herre, se, hvad Salami og Zulamit har bygget!"
Men Gud den Almægtige smilede, og et klart lys spredte sig vidt og bredt
"Hvad kærligheden har bygget i min verden, vil jeg ikke rive ned."

Og Salami og Zulamit, da broen var færdig
de sprang i hinandens arme - og snart var en stjerne klar
de klareste på himmelhvælvet løb op i deres kølvand
at et hjerte slår efter tusind års sorg i blomstring.

Og alt, hvad der på den mørke jord har elsket ømt og glædeligt
og blev adskilt af synd og sorg og angst og død og nat
den har kun magt til at bygge sig selv fra verden til verden en bro
være sikker på, at den vil nå sin kærlighed, at dens længsel vil finde hvile.

Abonnér på YouTube:


Hvis du sætter pris på Allmogens uafhængigt arbejde for at skildre vores fine svenske historie og nordiske kultur, er du velkommen til at købe noget lækkert i butikken eller støtte os med en frivillig donation. På forhånd tak!

Støtte Allmogens via Swish: 123 258 97 29
Støtte Allmogens af tilmeld dig
Støtte Allmogens i dit testamente

Populær poesi