Manhem

Der var en gang, hvor den boede i Norden
en stor nation, der er klar til fred og krig.
Så bliver ingen nogens slave og ingen nogens herre,
hver landmand var en mand for sig selv.
Med sværdet ryddede han vold, med ploven jorden,
med fred for Gud og mennesker gik han sin vej.
Han vidste, at han selv var sit skjold, og at andre beskyttede ham,
og kongesønnerne voksede i hans hytte.

Til ham, der ikke kommer fra fjerne kyster
med skibene fulgte mærkelige behov.
Væsenet sugede ikke mosten ud af hans lænd,
ikke flintens overflod hans fortjeneste begrov.
Men han pløjede marken med sine egne hænder,
Hans tillid var hans arm, hans skat var hans hof.
Vores kunst at nyde er, hans var umbeer,
og at være sig selv nok, var hele hans doktrin.

Hvis han ikke var øvet i at tale blidt,
hans håndtryk var mere end ed og skrift.
Han var ikke vred på den glatte skråning:
Hans hånd var et sværd, men ikke hans tunge var giftig.
Han forstod ikke med ord en gæld at betale
og tale om hans hjertes ømme drift.
Hans had var ild, hans venskab var døende,
og med sin plejebror delte han skæbner.

Hans indlæring var ikke stor. Han vidste, hvordan man lider
og leve som en mand. Hvad ved vi ellers?
Vi ved, hvordan solen og stjernerne bevæger sig;
de over svage går op og ned.
Vi abe torden, i stand til at smede våben,
men ikke det mod, der smiler mod faren.
Vi kæmper for brød for lykke, der kryber;
stod han oprejst og kæmpede med skæbnen.

Og hvis han faldt - hørte man ham ikke klynke,
han trak med tolerance det, som lovmanden havde fået.
Med et forgæves suk bad han pesten om ikke at bide,
han tiggede ikke om livets elendige lod.
Med mod til at adlyde og kæmpe,
han bar et bryst af stål mod lykkenes skud.
Alle ting kan den fortære, og alle ting kan den beskære,
ikke magt til at leve frit og dø med ære.

Af disse dyder før Manhem blev nævnt,
for det var den mandlige dydens fædreland.
Ved det blotte navn af svaghed skammede han sig
og tænkte rødmende på sin egen skam.
Her, hvor jernet fra klipperne var tamt,
hun blev grundlagt, den evigt frie bosættelse;
og når folk ser ud til at gå,
Da kom Nordens sønner for at hævne dem.

Sådan tænkte man i vores fædres tid.
Du er borte, dyd og magtens tid!
Hvad mere, hvis vi kan lære af Tyskland,
og Gallien klæder os med lyst og pragt,
og Indiens love om krydderier til vores retter,
hvis så mange bands, de sætter på os?
Hvad mere, hvis tusinde skatte til os hvælving,
og vi ejer alt og ikke os selv?

Og Nordens søn, Europa, samler sig
og føle alt, men ikke at være fri;
af lys ikke se, af visdom ikke vide,
indtil lyst og magt bliver hans herrer,
og så falder hans skrøbelige lykke endelig,
end svagt at råbe om håbløshed,
end trodsigt at ville hylde skæbnen
og taler højt om sine fædres herlighed!

En slave er den, som onde lyster forfølger,
hvis kæden aldrig raslede rundt om hans fod.
Kun det er dyd, at handle og tolerere
med enkelhed og med styrke og uden knude.
Der er kun én visdom - at modtage
med ro i sin lod uanset skæbnens trussel.
Du søger forgæves efter den rundt om på hele jorden,
hvis den ikke er lagt i dit bryst.

Svenskeren træder på sejrrig jord,
hvor bjerge og skove fortæller om oldtidens historie.
Han kalder på dig, den sang, som stormen kvæler
omkring asken fra kæmperne, dybt nede i bunken:
I kan glemme jeres store fædre
og nogle gange står deres skygger skjult?
Trin derefter med deres slægt og deres skikke
også Nordens magt i graven?

Nej, benævn det igen, templet for de tidligere dyder,
for evigt forblev på denne jord!
Er hun ikke med naturens eget præg
til mandighedens stærke bolig gjort?
Genopliv dem, de gamle eksempler
af herlighed, magt og tro i vores nord!
Så i vores tilfælde skal vi også tage hævn
og navnet Manhem på jorden skal nævnes igen.

Abonnér på YouTube:

Hvis du sætter pris på Allmogens uafhængigt arbejde for at skildre vores fine svenske historie og nordiske kultur, er du velkommen til at købe noget lækkert i butikken eller støtte os med en frivillig donation. På forhånd tak!

Støtte Allmogens via Swish: 123 258 97 29
Støtte Allmogens af tilmeld dig
Støtte Allmogens i dit testamente