Hallebergs bistade

Halleberg-bistadet, også kaldet Hälleklint, ligger på det sydvestlige hjørne af Halleberg, som går under navnet Häcklan. Mod vest i samme hjørne finder du også det smukke udsigtspunkt Häckle-klippe.

Halleberg er et mægtigt plateaubjerg i Västra Tunhem sogn i Väne härad, Västergötland, som rager ud i Vänern. Bjerget er omgivet af mange gamle monumenter i form af gravpladser, sten og stendynger. Faktisk er hele bjerget et oldtidsminde i form af Sveriges største oldtidsborg (mere om det kommer senere), som næsten helt naturligt er befæstet af bjergets stejle skråninger.

På toppen af bakken ligger de såkaldte "dødsbænke", stenblokke, hvor de gamle ifølge legenden sad og samlede mod, inden de til sidst kastede sig ud over kanten af bjerget. Lige under herregården ligger der en stor gravplads fra jernalderen og Domarringen Hästevads sten, som kan ses i den sydvestlige del ved siden af jernbanen.

I Svenska Familj-Journalen, bind 12, nummer 1873, Claës Joh. Ljungström om Ättestupan og "Hästevads Stenar" på Halleberg:

Den pågældende arvebestand, kaldet "Hälleklint", er tæt på nittio Alen høj fra klippesiden nedenunder til den øverste kant. Selve klippen, hvor de tidligere nedadgående giganter må være blevet knust mod de skarpe og kantede sten, har en lodret højde på omkring tyve alen.

Under højen er der i en lige linje mellem den og højene en lille oval dam på fyrre alen lang og tyve alen bred, som bærer navnet Oden-dæmningen og det tørrer næsten aldrig ud. Det siges, at ligene af dem, der søgte Wallhall, blev vasket her.

Flere andre kilder nævner denne "Odins dam", som lå lige under kæmpens tempel, og som angiveligt blev brugt til at vaske de døde goters kroppe. Desværre blev dammen fyldt op igen, da der blev bygget en villa på stedet i 1920'erne, og den venter nu tålmodigt på, at en kommende generation skal grave det hellige vand op igen. Du kan læse mere om dammen i artikel om Hästevads sten.

Carl Linnaeus skriver om ättestupan i 1746 i Västgötaresan:

Spisestormen er en valhalla på den sydligste side af Häcklan, hvor den lodrette, rillede grå og høje bjergside langt overgår de andre hallers og hakklas skråninger; her siges de gamle goter at have brølet ned og hejst sejl til Odins ø uden at tænke på hjemrejsen, når alting ikke længere ville gå deres vej, eller når de var blevet trætte af verden og selve livet.

F. E. Lindskog skriver 70 år senere, i 1816, på s. 165 i Forsøg på en kort beskrivelse af Skara stift:

Her havde vores forfædre, de gamle goter, også en fødekrog, hvor de kastede sig ud og hejste sejl til Odins ø uden at tænke på hjemrejsen. Ovenover er bjerget glat og kaldes Wåhlehall eller Wallhall; nedenunder er der en mosbevokset dam, som Allmugen kalder Onskälla eller Odens dam.

Der findes endda et digt skrevet i 1815 om netop denne etniske gruppe af en Erik Sjöberg (kendt under pseudonymet Vitalis). Digtene hedder Om eremitten i Halleberg og lyder sådan her:

Her stod manden i gamle dage
Med foragt for livet og dets hårdhed,
Og på trods af naturlovene,
Vovet hængt til en anden verden.

Tiden har strækket sin kæmpe arm om Norden:
Den gamle magt er ved at tynde ud i bjergene;
Og snart vil der være en skilsmisse ikke på jorden
Mellem manden fra nord og dværgen fra syd.

Høje fædre! på jeres grave
Hør den ed, som en efterkommer sværger:
I fortiden blev jeres Manheim trampet ned af slaver,
Jeg vil dø, som du er værdig.

Og når lænker andre skuldre trykker,
Deres jern skal hoppe fra min arm.
Frihed! Frihed! menneskets første lykke!
Dig vil jeg besidde i gravens skød.

Når en efterkommer vandrer i bjergene,
Fra hvis bue klippen runger,
Skulle han rødme ved et blik på komfuret,
Som minder de svage om dig.

Og måske, fædre, jeres hukommelse
Rejs dig op omkring kanten af en grav,
Og giv styrke til hans døve sind
At slippe slavens lænke.

Digtet er en erindring om forfatterens besøg på stedet den 15. juli 1815. Kort tid efter skrev Sjöberg i et brev til en C. O. Berglund:

Jeg passerede Hallenberg, det højeste, jeg har set i mit liv. Vores forfædre havde fundet stedet værdigt til deres sidste rejse; kort sagt, der havde været en hektisk aktivitet. Klippen steg lodret op i skyerne, her og der hang en fremspringende sten, der var halvt løsnet, og på dem klatrede jeg op. Ude på kanten var flyene som isen på en sø i januar: Jeg gik så langt ud, som mit mod tillod, dvs. ret langt, men ikke helt så langt som vores forfædre, der gik til Valhalla. Men, o Gud, hvilken rystelse kom der over min krop, da jeg gik ned. Nu ved jeg, hvad det betyder, at hjertet er i det bageste. Når jeg tog et skridt, rullede de smuldrende sten fra mine skælvende ben, og så hang jeg på mine arme mellem himmel og jord, indtil mine fødder havde fundet et andet, lige så skrøbeligt fodfæste. Til sidst kom jeg dog ned fra den brændende ovn lige så hel som de tre mænd (Shadrach, Meshach og Abednego) i Det Gamle Testamente. (Samlede skrifter, af Vitalis, Erik Sjöberg, Stockholm 1873, s. 416)

Hallebergs bistade er et besøg værd og bør kombineres med et besøg til Hästevads stenene, som ligger et par skridt sydvest for klippen. Hvis det ikke er for legendernes og historiens skyld, kan besøget sagtens retfærdiggøres alene på grund af den smukke udsigt, som Claës Joh beskriver som "betagende". Ljungström i 1873:

Udsigten allerede fra højene, men endnu mere fra højens klippe, fortrinsvis mod sydvest ud over Kartened og Sandgärdet, dels mod Nygård langs Hunnebergs skråninger, dels ud over sletten mod Rånnum og Göta elf og Trollhättan, på hvis vestlige side
skovklædte bjergkamme, er fortryllende for dem, der har et sind åbent for skabelsens skønhed.

Se flere interessante steder at besøge på Historisk kort.

Abonnér på YouTube:

---

Hvis du sætter pris på Allmogens uafhængigt arbejde for at skildre vores fine svenske historie og nordiske kultur, er du velkommen til at købe noget lækkert i butikken eller støtte os med en frivillig donation. På forhånd tak!

Støtte Allmogens via Swish: 123 258 97 29
Støtte Allmogens af tilmeld dig
Støtte Allmogens i dit testamente